- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
265

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Litteratur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

17. Aarh. ligesom Slutn. af 16. bliver meget
rig paa dram. Digtning. Men Forskellen i
Aand og Tone er indgribende; man behøver blot
at kaste et Blik paa de
Shakespeare-Bearbejdelser, der kommer frem, for at overtyde os
derom. Tidens typiske dram. Forf. er John
Dryden
, baade paa Komediens og Tragediens
Omraade. Hans Komedier er skrevne i Prosa;
for en Del af dem er Forbilledet de spanske
Intrigekomedier, men ogsaa Molière øver sin
Indflydelse. De udmærker sig i øvrigt ved
deres Tøjlesløshed i Skildringen af Tidens Sæder.
I Tragedien skaber han den Blandingsform, der
for Formens Vedk. søger at overholde Reglerne
om de tre Enheder, og indfører det saakaldte
heroiske Vers efter fr. Mønster, medens han i
Indholdet vil bevare den Shakespeare’ske
Menneskeskildring. Denne »heroiske Tragedie«
bliver i lang Tid den herskende Form; som et
typisk Eksempel kan nævnes The Conquest of
Granada
, der bestaar af to femakts Tragedier
og viser Retningen i dens fulde Udvikling med
dens Ophoben af Handling uden indre
Sammenhæng. Imod disse Tragedier retter Villiers,
Hertug af Buckingham, allerede 1671 et skarpt
Angreb ved sit satiriske Skuespil The Rehearsal,
der vittig latterliggør Dryden og hans Dramaer,
men ikke, som det er blevet sagt, umuliggjorde
den heroiske Tragedie; den vedblev at leve
Aarhundredet ud, længe efter at Dryden havde
vendt sig fra den og atter benyttede Blankverset.
De betydeligste Tragediedigtere ved Siden af
Dryden er Nathaniel Lee, der ofte svælger
i hult Ordgyderi, men undertiden hæver sig til
virkelig tragisk Patos som i Alexander the Great,
og Thomas Otway, der i Venice preserved
frembringer Tidens betydeligste Tragedie.
Nævnes kan ogsaa Thomas Southerne, hos
hvem det borgerlig sentimentale allerede
kommer frem. Den sidste Tragedie i fr. Form er
Addison’s Cato (1713), i hvilken al Handling
er borte, og Dramaet reduceret til en Rk.
patetiske Dialoger. I 18. Aarh. bliver i det hele den
borgerlige Tragedie med fremtrædende
moraliserende Tendens den herskende. Nicholas
Rowe
kan nævnes som den Forf., der danner
Overgangen, medens vi i George Lillo’s og
Edward Moore’s Tragedier finder
Moralprædiken og taarepersende Sentimentalitet som
Hovedsagen. - Ogsaa paa Komediens Omraade
er Dryden den toneangivende, om han end som
Dramatiker overgaas af fl. af de Samtidige.
Her kan nævnes William Wycherley,
der skildrer Samtidens Usædelighed med en
brutal Sanddruhed, der hos Congreve bliver
til fin, ætsende Haan, medens Shadwell,
Sedley og Etherege giver djærve og
morsomme Malerier af Tidens Sæder. Den mest
udskejende af alle disse Forfattere er dog en
Kvinde, Aphra Behn, der forstaar at skildre
Tøjlesløsheden med tillokkende Farver og lægge
en vis romantisk Glans over Udskejelserne. Hvor
meget der end fra et moralsk Standpunkt kan
indvendes mod disse Komedier, staar de dog
i æstetisk Henseende højt og indeholder en
ypperlig Skildring af Tiden. Længe varede det
dog ikke, før Scenen igen blev gjort til Genstand
for haarde Angreb p. Gr. a. dens Usædelighed.
Allerede under Jakob II var i alt Fald den
officielle Sædelighed blevet bedre, og med
Vilhelm III indtraalte et helt Omslag. Af disse
Angreb er det betydeligste Jeremy
Collier
’s Skr. A short View of the Immorality and
Profaneness of the English Stage
(1698), og det
faar vidtrækkende Følger. Allerede hos
Vanbrugh og Farquhar mærkes der en
Stræben efter at tilfredsstille Sædelighedens Krav,
om end Skildringens Art er den samme som før;
det samme gælder Forfattere som, Colley
Cibber
og Mrs Centlivre, medens vi hos
Richard Steele træffer Komedier, hvor
Moralen rent tager Livet af Lystigheden. 18.
Aarh.’s Lystspil er i det hele ikke betydeligt;
kun faa Forf. kræver her at nævnes. Mellem
disse er Shakespeare’s Genopvækker,
Skuespilleren David Garrick, og den elskværdige
Oliver Goldsmith, hvis Lystspil, som She
stoops to conquer
, hører til Tidens bedste. Højt
op over disse rager dog henimod Aarhundredets
Slutn. en af E.’s betydeligste Lystspildigtere,
Richard Brinsley Sheridan. Hans to
bedste Lystspil, The Rivals og The School for
Scandal
, indtager endnu i vore Dage en høj
Plads i eng. Litt. Hans sprudlende vittige
Dialog snærtede ikke blot Samtidens Laster og
latterliggjorde de sentimentale Elskende, hvis
Sprog var dikteret af den herskende Mode,
men den virker endnu den Dag i Dag lige
lattervækkende.

Vender vi os til Digtningen, træffer vi ogsaa
her straks i Periodens Beg. Reaktion mod
Puritanismen. Samuel Butler’s Hudibras
giver Udtryk for det herskende Partis Glæde
over at have besejret Modstanderne og er lige
saa intolerant og skaanselsløs, som Puritanismen
havde været. Dette Digt er i Form og Sprog
ægte eng., men den fr. Indflydelse trænger ogsaa
ind paa dette Omraade og viser sig i de glatte,
velpolerede Læredigte og Satirer, paa hvilke
Tiden er saa rig. Den betydeligste Digter fra
17. Aarh. er ogsaa her Dryden. Hans store
Satirer Absalom and Achitophel, The Medal og
Mac Flecknoe
, Angreb paa politiske og
personlige Fjender, kan i den paa Satirer saa rige
engelske Litt. hævde deres Plads bl. de første;
i hans religiøse Læredigte, som The Hind and
the Panther
, er der værdig Holdning og stort
Tankeindhold, medens hans Oder, som den med
Rette berømte Alexander’s Feast, udmærker sig
ved deres rige, mus. Rytme. Dryden naar
maaske dog højest i de Genfortællinger efter
Boccaccio og Chaucer, som han udgav under Titlen
Fables; de er yndefulde og smukke og skrevne
i melodiske Vers. Dryden’s Arvtager paa
Digtningens Omraade, Alexander Pope, staar
som Hovedrepræsentanten for den klassicerende
Retning. Englænderne ynder at kalde ham the
poet of reason
, og Titler som Essay on Criticism
og Essay on man viser, at denne Betegnelse er
rigtig; der er Forstand nok i hans elegante
Vers, men liden Fantasi. Hans Rape of the Lock
er et komisk Epos, der i fem Sange besynger den
galante Bedrift, hvorom Titlen melder; det er
vittigt og fint, men trætter ved sit ubetydelige
Emne. I sin Dunciad, hvor han holder Dom
over de samtidige Digtere i E., naar han vel

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:52:12 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/7/0279.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free