Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grundlæggeren af denne Retning er Samuel
Richardson, hvis Pamela gjorde saa stor Lykke, at den
endog blev anbefalet fra Prædikestolene. Denne
Roman saavel som de flg., Clarissa Harlowe og
Sir Charles Grandison, er for Nutidslæsere
utrolig langtrukne og tunge; men de udmærker sig
alle ved nøje Menneskekundskab og minutiøs
Udmalen af Enkeltheder. Gennem dem alle gaar
en moraliserende Tendens, der gør deres Helte
og Heltinder til uvirkelige Idealer og maatte
udæske Satiren. Denne kommer da ogsaa til
Orde i Henry Fielding’s Romaner. Den
mest kendte af disse er Tom Jones, en ypperlig,
med overlegen Humor gennemført, djærvt
realistisk Skildring af Samtidens E., som endnu kan
læses med stor Fornøjelse. Endnu videre gik
Tobias Smollett i drastisk Komik. Hans
Peregrine Pickle er paa mange Punkter
overdreven, som den ypperste Komik er det; men
der er i den som i hans andre Romaner et
smittende jovialt Lune, der endnu udøver sin
Tiltrækning, om han end i Finhed og psykol.
Skarpblik staar tilbage for Fielding. En
besynderlig Blanding af bisart Lune og overdreven
Følsomhed lægger sig for Dagen i Lawrence
Sterne’s Tristram Shandy og The Sentimental
Journey, der begge er ufuldendte. Tristram
Shandy er en Art Roman, der har Navn efter
sin Helt, men fuldstændig usammenhængende og
fuld af Digressioner, der ganske skjuler det egl.
Emne. I The Sentimental Journey, en
Rejseskildring fra Frankrig, ser vi Indflydelsen af
Rousseau’s Skr, og Sterne blev den, der i E.
gav Sentimentaliteten Navn og Raaderum. Hos
Oliver Goldsmith forbinder det rørende
sig med det hyggeligt lunefulde i hans The
Vicar of Wakefield og danner en yndefuld
Skildring, der gjorde stor Lykke og fik mange
Efterlignere. Imellem disse Romanforfattere kan
endnu nævnes en Mand, hvis Hovedbetydning
dog ligger paa et andet Omraade. Samuel
Johnson’s Roman Rasselas er nærmest en
moralsk Afh., men hans Lives of the most
eminent English Poets har som Kritik og
Litteraturhistorie været af stor Bet. Ogsaa Kvinderne
begynder i Slutn. af 18. Aarh. at bidrage til
Litteraturen, og den senere saa rigt repræsenterede
Dameroman har sine første Skud her. Mest
bekendt er Ann Radcliffe’s gruopvækkende
Romaner og Fanny Burney’s (Madame
d’Arblay) lystige Skildringer. Paa Overgangen
til 19. Aarh. staar Maria Edgeworth med
sine Fortællinger, der skildrer Livet i Irland og
fik nogen Indflydelse paa Walter Scott.
(T. L.). I. O.
VI. Romantikken og den
victorianske Periode. 1800-Nutiden.
Macpherson’s Ossian og Percy’s Reliques
havde rettet Blikket tilbage mod Fortiden, og
Nutidens sørgelige Forhold bidrog deres til, at
Digterne søgte bort fra Samtiden og fra
Virkeligheden. I 19. Aarh.’s første Tid var E. udadtil
optaget af Kampene mod Napoleon; men medens
disse var egnede til at vække Nationalstoltheden
og fremkaldte begejstrede Digte, var de indre
Forhold sørgelige. I det »fri« E. var Frihed et
tomt Ord; de arbejdende Klasser led under
Privilegier, der forarmede dem og berigede de
højere Klasser, og disses Sæder var yderst
fordærvede; fra selve Tronen udgik Skandaler. Der
var da Betingelser nok for at fremkalde den
Aandsform, Romantikken, som overalt
præger Litteraturen i Begyndelsen af 19.
Aarhundrede. Men hvor udpræget en Form
den end antager i E., saa reguleres den dog
altid af den Folket iboende Virkelighedssans
og undgaar derved i Reglen de Overdrivelser,
der f. Eks. i Tyskland er saa hyppige. Det er
først i Skotland, at vi finder denne Aandsform
skarpt udpræget. Allerede hos Burns traf vi
Naturbegejstringen, og hos Walter Scott
finder vi den i Forbund med Begejstring for
Fortiden. Han begynder sin Virksomhed med en
Rk. versificerede Fortællinger, hvis Emner alle
er hentede fra skotske Sagn og skotsk Historie.
De er helt igennem prægede af stor Kærlighed
til Fortidens Skikkelser og glimrer ved
storslaaede Naturskildringer af Højlandets vilde
Egne. Fra 1814 til sin Død skrev Scott de
historiske Romaner, hvorved han blev Skaberen
af denne Litteraturform, efterlignet i andre
Lande. Ganske vist findes der historiske
Romaner før Scott, men de er kun historiske af
Navn. 17. Aarh.’s fr. Romaner foregaar vel i
Oldtidens Rom ell. bl. Maurere, men deres
Personer er alle fr. Hofmænd med sirlige
Allongeparykker. Først Scott har formaaet at give et
ægte historisk Billede med virkelig Tidskolorit.
De bedste af hans Romaner er lige fortrinlige
fra Kompositionens og Naturskildringernes Side;
men hans Trang til at give fuldt ud sande
Enkeltheder gør ham ofte bred og tung, saa at
Digtningen lider under den historiske Viden.
Imellem de bedste af hans historiske Romaner
kan nævnes: Waverley, Ivanhoe, Kenilworth,
The Talisman, Quentin Durward. Allerede i
Slutn. af 18. Aarh. (1798) var der udkommet en
Bog, der ligesom Oehlenschläger’s »Digte« af
1803 danner Epoke i eng. Digtning. Denne
Samling Lyrical Ballads er den første helt bevidste
Reaktion mod 18. Aarh.’s digteriske Form og
Livssyn. Den skyldes et Samarbejde mellem
de to Venner William Wordsworth (1770-1850)
og Samuel Taylor Coleridge (1772-1834). Om
Samarbejdets Plan fortæller Coleridge, at
Wordsworth skulde behandle dagligdags Emner
paa en saadan Maade, at de gav Læseren et
romantisk overnaturligt Indtryk, medens
Coleridge modsat skulde behandle Emner af
overnaturlig Art, saa de gav et Indtryk af
Virkelighed. Wordsworth’s betydeligste Bidrag er Lines
written above Tintern Abbey, mens Coleridge
hertil ydede sit allerbetydeligste Digt The
Ancient Mariner. Rollefordelingen karakteriserede
fortrinligt begges Ejendommelighed, ikke mindst
Wordsworth’s. I Samlingens berømte Forord
hævder de, at Poesien ikke skal benytte sig af
en særlig højfornem sproglig Udpyntning, men
tværtimod virke gennem Udtrykkets Simpelhed
og Jævnhed, egl. helst være nær op ad den gode
daglige Tale, og som Emnefelt hævdede
Wordsworth det daglige Liv, helst Livet paa Landet,
hvor almenmenneskelige Lidenskaber og
elementære Følelser forekommer renest og simplest.
Sammen med en tredie Ven Robert Southey
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
