Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
slog de sig ned ved de for deres Skønhed
berømte Cumberlands-Søer i Nordengland, og
deraf fik de og deres nærmeste Efterlignere
Navnet The Lake Poets (Søskolen), skønt de
aldrig dannede nogen egl. Skole og var
indbyrdes meget forskellige. Wordsworth’s Digtning
er i sin kølige, naturfriske Skønhed helt
igennem engelsk, mens Coleridge, der var en langt
mere fantasirig Natur end Wordsworth, staar
den egl. tyske Romantik nær og ogsaa er stærkt
paavirket deraf. Robert Southey er en meget
skrivende Forf., der har gjort sig bekendt ved
en Rk. episke Digte, i hvilke han paa ægte
romantisk Vis søger langt bort i Tid og Sted,
snart som i Joan of Arc til 15. Aarh.’s Krige,
snart som i Thalaba the Destroyer til Østerlands
Vidunderverden ell. som i Madoc til de gl. Sagn
om en irsk Opdagelse af Amerika. Dog naaede
Southey maaske højest i sine Ballader, der
virkelig har noget af den gl. Folkevises naive,
springende Fortællemaade. Som yngre havde
de alle været stærkt begejstrede for den franske
Revolution, men Rædselsherredømmet gav deres
Tanker en anden Retning, og de endte alle som
politisk konservative, om de end, og navnlig
Southey, bevarede deres socialt frisindede Syn;
den Revolte, de startede, blev rent kunstnerisk;
helt anderledes forholder det sig med den næste
Generation, og da navnlig Byron og Shelley; det
Milieu, hvori de voksede op, laa i den hellige
Alliances Tegn, og hver paa sin Maade blev
deres Digtning et Angreb paa det daværende
Samfund; med dem bliver den eng. Poesi
revolutionær. Som nærstaaende Digtere kan nævnes
Walter Savage Landor, hvis mest
ejendommelige Værk er Imaginary Conversations of
literary Men and Statesmen.
Gordon Noel Byron var Ætling af en
gl Adelsslægt, hos hvis Forfædre Genialitet og
Galskab gik Haand i Haand, og som selv
igennem sin Opdragelse og uheldige Familieforhold
blev udviklet paa meget disharmonisk Maade.
Hans Liv som hans Digtning blev da ogsaa
Individets hensynsløse Selvhævdelse i højeste Grad.
Han udæsker hurtig den borgerlig snobbede
offentlige Mening, rejser sig i Trods imod den
og finder et forfængeligt Behag i selve den
Lidelse, han derved gennemgaar, og ud af denne
Trods og denne Lidelse springer hans Digtning,
den højtgjaldende Kampsang mod,
Spidsborgersamfundet, der vil kvæle den fri Aand under
sine snobbede Former. Hans store Digte Childe
Harold og Don Juan er vel episke i Form; men
denne Form er kun benyttet til derunder at
lade Satire og Verdensforagt have frit Løb.
Byron bryder hvert Øjeblik Fortællingens Ramme
og taler selv til Læseren, saaledes som i Don
Juan, dette i al moderne Litt. enestaaende Værk,
der rummer de herligste Naturskildringer, den
mest glødende Kærlighedsdigtning og den
hvasseste Satire. I en Række mindre Fortællinger
bevæger han sig paa meget forskellige
Omraader, men er altid meget subjektiv, og dette
subjektive kommer ogsaa frem i hans Dramaer,
særlig i Manfred, der egl. kun er en lang
Monolog af overordentlig Skønhed. Byron’s
Indflydelse paa eng. Litt. har kun været ringe, men
paa Fastlandet dannede hans »Weltschmerz«
Skole, og Digtere som Musset i Frankrig, Heine
i Tyskland og Lermontoff i Rusland er tydeligt
paavirkede af hans Aand. - Percy Bysshe
Shelley er paa sin Vis en lige saa
revolutionær Natur som Byron. Som Søn af en
Landadelsmand bliver han opdraget i denne Stands
Fordomme, men frigør sig tidlig fra dem og
bliver Ateismens begejstrede Forkæmper. Lige
saa egoistisk Byron er, lige saa uselvisk er
Shelley, og hans Poesi faar derved et upersonligt,
idealistisk Præg, der fører ham højt over den
jordbundne Virkelighed, undertiden saa højt,
at hans Digtning rent savner Fodfæste paa
Jorden. Der er i ham noget elementært
menneskeligt, der lader ham føle sig i Slægt med
Dyr og Planter som med Skyer og Stjerner og
giver hans lyriske Digtning et kendeligt
Særpræg. Nogle af disse Digte hører til den eng.
Litt.’s Perler, saaledes The Cloud, Ode to the
Westwind. The Sensitive Plant, To a Skylark
To Night o. a. I det lyriske Drama Prometheus
Unbound har vi Shelley’s Verdens- og
Livsopfattelse i dens modneste og skønneste Form. Som
lyrisk og episk Digter indtager Thomas
Moore en Plads for sig. Han er Irlænder,
og der er en særegen keltisk Varme og
Fantasi over hans Digtning, navnlig de smukke
Irish Melodies, der vel ikke er særlig irske, men
yndefulde og melodiske. Ogsaa som Satiriker
fortjener Moore Opmærksomhed. Hans Fudge
Family er en Rk. satiriske Breve over Forhold
i Paris og i E., der viser hans Frisind og
skarpe Opfattelse af den politiske Stilling. -
Størst Bet. for den senere engelske Poesi fik
dog John Keats, der i Modsætning til de
to andre ved Fødsel hører hjemme i det
jævneste London, men af Aand er lige saa meget
græsk som engelsk. Han er først og fremmest
Skønhedsdyrker, og sit Livssyn har han
udtrykt i Ode on a Grecian Urn: Beauty is truth,
thuth beauty - that is all - You know on earth,
and all ye need to know. Men man maa huske,
at han kun blev 25 Aar gl, og der er Tegn, der
tyder paa, at havde han levet, vilde dette rent
æstetiske Livssyn ikke have været ham nok;
men ved sin fuldblodige, kraftigt malende,
næsten kun sansebestemte Kunst bringer han et
nyt Element ind i eng. Digtning, der viste sig
grøderigere end noget andet og virker den Dag
i Dag.
Med Byron’s Død 1824 maa den første Periode
af 19. Aarh.’s engelske Poesi siges at være
sluttet (Keats var allerede død 1821, Shelley
1822, og selv om Coleridge og Wordsworth endnu
levede, var dog deres produktive Tid væsentlig
endt), og det varer nu en halv Snes Aar, inden
der atter viser sig Tegn til Liv i eng. Digtning.
1833 udkom Tennyson’s Poems og
Browning’s Pauline, men det tog Tennyson endnu
ti Aar at vinde Publikums Øre og Browning
endnu længere, men med Poems i to Bd (1842)
naaede Tennyson sin digteriske Kulmination
og overtog med Rette ell. Urette Kronen i den
engelske Digtnings Rige. Da han som ung
Student blev immatrikuleret ved Cambridge, var
Byron hans digteriske Ideal, men her møder
der ham en udpræget Dyrkelse af de to ellers
da ret ukendte Shelley og Keats, og det blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
