Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af disse to den sidste, der fik den største og mest
afgørende Indflydelse paa hans Kunst. Ligesom
for Keats er Digtningens Maal for ham den
gennem Sanserne opfattede Skønhed, og i
Samlingen af 1833 er denne Skønhed den eneste, men
i de ti Aar, der forløb mellem denne Samling
og de to Bd i 1842, var han gennem bitre
personlige Erfaringer og paa anden Vis kommet
i Kontakt med Livets haarde Kendsgerninger, og
hans Poesi har faaet en langt bredere
intellektuel Basis, han har lært Sentensens anden
Halvdel truth is beauty. Den »Sandhed«, han i sin
Kunst giver Udtryk, er det moderat-liberale E.’s
i forædlet Form, i In Memoriam er det Troens
Forsøg paa at bygge Bro mellem den gl. Tro og
den ny Viden, Maud er en Protest mod Tidens
Kræmmeraand; i Digte som The Revenge, The
Charge of the Light Brigade, Ode to the Duke
of Wellington forherliger han sit Lands
Krigermod og Patriotisme, mens Digte som Yoy ask
me, why tho’ ill at ease o. a. l. er en Hymne
til det Land, hvor Freedom slowly broakens
down - From precedent to precedent. En af
Grundene til Tennyson’s umaadelige Popularitet
og Indflydelse maa søges i hans dybe, om end
ikke særlig dybtgaaende, Optagethed af alle
hans Tids Spørgsmaal. Hvad der er sagt om
In Memoriam: at det i lige Grad talte til og
tiltalte Videnskabsmanden. Skeptikeren og den
Troende, gælder alt, hvad Tennyson har
skrevet, og hertil kommer saa hans let tilgængelige,
klare Form og smukke, velafrundede Rytmik.
- I den Henseende som i næsten alle andre
er han en Modsætning til sin store Samtidige,
Robert Browning. Mens det intellektuelle
Moment hos Tennyson først kommer frem som et
Resultat af Erfaringer og Studium, er det
næsten i Overmaal tilstede hos Browning lige fra
hans første Bog, og i Paracelsus (1835) finder vi
hans Livsfilosofi fuldt udviklet, udtrykt gennem
Venskabet mellem Paracelsus, the knower, og
Aprile, the lover. Browning’s Interesse gælder
mindre Tidens Overfladestrømninger end det
menneskelige Hjerte, uforandret fra Adam.
Skønt han ikke har skabt noget Drama, der
har vist Levedygtighed i Rampens Lys (de
vigtigste Forsøg er Stafford og A Blot in the
Scutcheon), er hans Aandsform mere dram. end
lyrisk, og i den dramatiske Monolog (f. Eks
Men and Women, 1855) fandt han en
Udtryksform, der helt sluttede om hans Evner. Selv
hans store Hovedværk The Ring and the Book,
der behandler en gl ital. Mordsag, er en saadan
Række dram. Enetaler. Mens Tennyson i sit
Emnevalg holder sig inden for eng. Naturs og
eng. Livs og Histories Omraade, søger Browning
saa godt som udelukkende sit Stof uden for E.,
først og fremmest i Italien (hvor han levede
sin meste Tid) og i den italienske Renaissance,
hvor han fandt den hede Lidenskabelighed og
robustere Mod paa Livet, der paa een Gang
passede med hans eget mandige Temperament og
gav det bedste Arbejdsmateriale. Den Brydning
mellem den gl. Tro og den ny Viden, der er et
af Tidens dybeste Træk, har kun i ringe Grad
paavirket Browning: God’s in his Heaven and
all is well with the world var den urokkelige
Basis for hans faste Optimisme. Trods - eller
vel netop p. Gr. a. sin langt dybere
Originalitet og sin mandigere og skarpere Intelligens har
Browning aldrig naaet Tennyson’s Popularitet.
Ogsaa hans Form har her været en Hindring.
Finder man end hos Browning mange -
navnlig af de kortere Digte - der er simple og
melodisk skønne som Tennyson’s bedste, er største
Delen vanskelig tilgængelig. For at naa den
størst mulige Sammentrængthed er alle
unødvendige Mellemled - baade sproglige og
psykologiske - udeladt, og sammensatte Ord maa
gøre Fyldest for hele Sætninger. - Hans Stil kan
i den Henseende ofte erindre om Carlyle.
Den Kamp mellem den gl. nedarvede Tro og
den unge Naturvidenskab - hvis fornemste
Navne er Lyell og Darwin -, der spores som en mild
Skepticisme hos Tennyson, skaber den i eng.
Aandsliv overordentlig betydningsfulde
Oxfordbevægelse (Tractarianisme) der for Bevægelsens
betydeligste Aander som Newmann endte med
fuldstændig Overgang til Katolicismen. Ligesom
Oxford er denne Bevægelses Arnested, skaber
dens aandelige Atmosfære ogsaa den Poesi, der
udtrykker det intellektuelle Oprør mod den (dens
Hævdelse af Autoritetsprincippet). Klarere og
inderligere forenet end hos nogen anden bærer
dette Oprørs betydeligste Aander Matthew
Arnold og Arthur Clough Mærker af
begge de to Strømninger, der dybest af alt
præger denne Periodes Digtning -
Rationalismen og den kat. Reaktion. Inderlig gerne vilde
de ønske at kunne gøre Browning’s Ord: God’s
in his heaven til deres, men deres Viden og
Forstand hindrer det, og de naar kun en indre Uro
og smertefyldt Sindssplittethed, hvorimod de
stiller en mandig Resignation over for Livets
forvirrende Mangfoldighed og som Wordsworth
Naturens lutrende og styrkende Magt. Arnold
har betegnet den moderne Aandsform som den
af Fantasien gennemstraalede Fornuft
(imaginative reason), og Betegnelsen passer fuldt paa
baade ham selv og Clough. Maalet for sin
Digtning (saavel som for sine kritiske Arbejder)
sætter han i at være a criticism of life, og alle hans
betydeligste Digte: Thyrsis (Mindedigt over
Clough), The Scholar-Gipsy, Resignation,
Obermann-Digtene etc. er en saadan Kritik og Dom
over hans Tids Livsform og en Stræben mod at
afbøde det aandelige Tab, han frygtede kunde
indtræde, naar den gl. Tro faldt.
Medens de hidtil nævnte Digtere havde været
stærkt optaget af Tidens Spørgsmaal, møder vi
nu (omkr. 1850) i de saakaldte Prærafaelitter
(The Præraphaeletic Brotherhood) en Gruppe,
der af Oxford-Bevægelsen kun har modtaget
dens Kærlighed til Middelalderen - altsaa er
rent æstetisk optaget. Gruppens Hovedmand,
Maleren og Digteren, Dante Gabriel
Rossetti, er af Afstamning mere ital. end eng.
Han hævdede, at Keats var den sidste store eng.
Digter, men betegnende for ham var det Digt af
Keats, han satte højest, det middelalderlige La
belle dame sans Merci. Han elskede
Middelalderen, som han mødte den i Dante and his Circle
(en Samling Overs. fra ital. Middelalderdigtning,
som han udgav 1861), ell. i eng. Folkeviser
(Percy’s Reliques ell. Malory’s Morte d’Arthur).
Tydeligst mærkes denne Forkærlighed i hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
