Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dansk-norske Empires Møbler og
Guldsmedearbejder. Men først i den nyeste Tids
Stiludvikling har eng. Idealer, praktisk Enkelhed
og Sans for Materialets Krav, virket ansporende
paa Kunsten i Europas andre, store Lande.
(Litt.: Uhde, »Baudenkmäler in
Grossbrittanien«, I-II [Berlin 1894 ff.]; A. Champneys,
Irish Ecclesiastical Architecture [London 1910];
Fr. Bond, Gothic Architecture in E. [London
1905]; A. Gotch, Early Renaissance
Architecture in E. [London 1914]; Gotch & Brown,
Arch. of the Renaiss. in E. 1560-1635 [London
1894]; Richardson, Monumental classic
architecture [London 1914]; Blonfield, History
of Renaiss. Architecture in E. [1900]; Gotch,
The Growth of the engl. House [London 1909];
H. Muthesius, »Das englische Haus«, I-III
[Berlin 1904]).
C. A. J.
Den eng. Billedkunst indtager en
Særstilling i Verdenskunsten; national og i høj
Grad afsluttet over for moderne fremmede
Kunststrømninger, mod hvilke den til Tider
næsten har gennemført en
»Kontinentalafspærring«, er den ofte, stillestaaende og med
Blikket blot rettet paa »Hjemmemarkedets« Tarv,
blevet sejlet agterud i det internationale Kapløb,
medens.den paa den anden Side ved alvorlig
Fordybelse i sin Opgave er naaet ned til
Guldlejer, hvorfra den ikke sjældent har forsynet
ogsaa Udlandets Kunst med ny Værdier; her
skal saaledes peges paa den Bet., det eng.
Landskabsmaleri har haft for moderne
Landskabskunst, paa den Indflydelse, Prærafaelitterne har
øvet paa de seneste anti-naturalistiske
Bestræbelser, og paa den moderne eng. Kunstindustris
frugtbare Indvirkning paa Haandværkets Kunst.
Original eng. Malerkunst træffer vi egl.
først i 18. Aarh., naar bortses fra de berømte
fantastiske, irske og angelsachsiske og senere
Miniaturer. Det er udenlandske Kunstnere,
knyttede til Hofferne, der er de lysende
Stjerner, om hvilke de indenlandske
kredser, og hvorfra de faar deres Lys. Under
Henrik VII Mabuse, under Henrik VIII
Holbein og M. Coxie, under Maria Tudor Ant. Mor.
Medens Elisabeth’s Kunstinteresse hovedsagelig
indskrænker sig til Lysten til at faa sig selv
portrætteret, kommer der med Stuarterne nyt
Kunstliv, Mijtens virker i E. under Jakob I,
Karl I’s fine Kunstsmag drager en Mængde
dygtige Kræfter fra Fastlandet: Rubens, hvem
et Gesandtskabsanliggende dog fører til E.,
Diepenbeeck, Poelenburg, Honthorst, Lievens,
Emaille-Miniaturisten Petitot og først og
fremmest van Dyck. Karl II har sin Hofmaler i
den elegant og letmalende P. Lely fra Soest,
medens noget senere Kneller fra Lübeck og
Svenskeren M. Dahl gør hinanden Rangen
stridig som den fine Verdens Portrætmalere. Af
indenlandske Kunstnere kan nævnes de dygtige
Miniaturemalere I. og P. Oliver, S. Cooper (1609
-72), endvidere Dobson, Walker, Jameson,
Gibson, J. Hayls, Greenhill, I. Fuller og Riley, i
Beg. af 18. Aarh. J. Richardson Og J. Highmore,
medens E. har en dygtig Kunstteoretiker i A.
Ashley Cooper (all beauty is truth). Sir
Thornhill, Georg I’s Maler, udfører Allegorier i
Lebrun’s Smag (Pauls-Kirken i London); men den
fr. Modemanér faar en Modvægt i Boydell’s
Bestillinger hos eng. Kunstnere af Kompositioner
til sit »Shakespeare-Galeri«, et Pragtværk, der
udkom 1786. Sit første ejendommelige og typiske
Udtryk faar eng. Kunst i Hogarth’s (1697-
1764) Værker, en Kunst, der virker fuldt saa
meget ved sit Indhold som ved sin Udførelse,
og i en kras, mod det udtryksfulde rettet, ofte
karikerende Realisme søger ikke Kunsten for
Kunstens egen Skyld, men de kunstneriske
Midler, hvormed den bedst kan naa sin
moraliserende Tendens: ved Ironi og bidende Satire at
revse Sæderne. Fra Hogarth gaar denne
Forkærlighed for Emnets Indhold, gerne med en
moraliserende Bismag, og for Fysiognomiernes
Udtryksfuldhed over som et betegnende
Karaktertræk i det meste af den eng. Kunst. Kunstens
rent maleriske Opgaver varetoges samtidig med
stor Honnør og Dygtighed af Portrætmaleren,
den lærde og intelligente Sir J. Reynolds
(1723-92) og den geniale, frisk skabende
Gainsborough (1727-88). Til dem slutter
sig Malere i Historie- ell. Portrætfaget som
Ramsey Romney, Skotten Raeburn, Beechey,
J. Hoppner, J. Opie og J. Russell.
Portrætkunsten, den hjemlige engelske Kunsts Styrke,
havde endvidere dygtige Repræsentanter i
Northcote, den meget populære, virtuosmæssige
Sir Th. Lawrence, Th. Phillips, M. A. Shee etc.,
den fremragende J. Dowman. Historiemaleriet
fandt vel mange Dyrkere i E.; men, kun i ringe
Grad opmuntret fra Statens Side ved store
monumentale Opgaver, snart anekdotemæssig,
snart patetisk klassisk, hævede den sig sjælden
til fremragende Ydelser. Den nordamerikanske
Kvæker West (1738-1820), der blev Reynolds’
Efterfølger som Præsident for Londons 1768
oprettede Akademi (Skotland havde allerede faaet
sit Akademi i Edinburgh 1754), fik i saa
Henseende stor Indflydelse (talrige mytologiske og
rom. Billeder i en kold, nu lidet tiltalende
klassisk Stil). Andre Historiemalere var den
litterært anlagte Schweizer Füessli, Westall,
Haydon, den af venetiansk Kunst paavirkede Etty.
Romantikerne Maclise, Herbert, E. M. Ward, de
to fantasifulde Kunstnere Stothard og J. Martin
m. fl. Den eng. Kunst har betegnende nok i høj
Grad øst af litterære Kilder, nationale
Digterværker, til Historie- og Genrebilledets Stofkreds.
I denne sidste Kunstgren gjorde den
Hogarthske Overlevering sig stærkt gældende, saaledes
hos den betydelige R. Smirke. »Det moderne
Genrebilledes Skaber« Wilkie (1785-1841)
malede med tarvelig Teknik, men med Humor og
Fortællertalent Billeder fra det daglige Liv. I
Genrefaget udmærkede sig endvidere Frith, »19.
Aarh.’s Hogarth«, W. Collins, Leslie, Newton, F.
Goodall, Th. Faed, Redgrave og Mulready, et
betydelig malerisk Talent, der med Held
skildrede Børnelivet, o. m. a. Et ejendommeligt
Fænomen er den spiritistiske Blake, der valgte
Michelangelo til Forbillede. I
Landskabsfaget arbejdede eng. Kunst sig snart op til en
betydelig Højde. Medens den dygtige R. Wilson
(1714-82) var alt andet end udpræget national i
sin Kunst og dyrkede det ideale
Landskabsbillede med mytologisk Staffage, fik den nationale
Kunst Fodfæste med Gainsborough’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
