Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Presse - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indflydelse var The History of the Works of the
Learned (1699-1712). Henimod Midten af 18.
Aarh. begyndte de litterære Journaler at antage
den moderne Revues Form, saaledes The
Monthly Review (1749-1845), og deres Antal voksede
stærkt henimod Aarhundredets Slutn.
Gennemgaaende var deres Anseelse dog ikke stor, da
de alt for ofte alene var
Spekulationsforetagender af Forlæggere. Den første kritiske Journal
af virkelig høj Rang var The Edinburgh Review,
grundlagt 1802. Kort efter (1809) fulgte The
Quarterly Review og 1824 The Westminster
Review. The Fortnightly Review blev grundlagt
1865 med Revue des deux Mondes som
Forbillede og udkom en kort Tid hver 14. Dag, senere
maanedlig. Dets første Redaktører var G. H.
Lewes og John Morley. Dette Tidsskr. saavel
som Maanedsrevuerne The Contemporary
Review (1866) og The Nineteenth Century (and
After} (1877) indeholder signerede Artikler om
Dagens Spørgsmaal af fremragende Mænd af
alle Anskuelser. Af nyere Revuer kan nævnes
The Worlds Work (1902), The English Review
(1908), The Socialist Review (1908, udg.
kvartalsvis af Independent Labour Party) og The
Candid (1914, kvartalsvis). Et karakteristisk
Udslag af den »ny Journalistik« var den af
W. T. Stead 1890 stiftede Review of Reviews.
- Af de saakaldte »Magasiner«, billige
Maanedsskrifter af skønlitterært ell. blandet Indhold,
ofte af tarvelig Beskaffenhed, findes der en
Mængde. Af de mest kendte kan nævnes
English Illustrated Magazine, Royal, Pearson’s,
Strand og Windsor. 1910 udkom i
Storbritannien og Irland 2795 Revuer og Magasiner. (Litt.:
F. Knight Hunt, The Fourth Estate [2 Bd,
London 1850]; Alex. Andrews, History of
British Journalism [2 Bd, London 1858]; J.
Grant, The Newspaper Press (3 Bd, London
1871); H. R. Fox Bourne, English
Newspapers [2 Bd, London 1887]; Progress of British
Newspapers in the 19th Century [London 1901];
Otto Sylwan, »Den moderna pressen« [Sthlm
1906]; Escott, Masters of English Journalism
[1911]. Desuden Mitchell’s, Sell’s og
Willing’s Press Directories).
K. F.
Historie.
I. Fra den ældste Tid indtil 1066.
Først da E. gennem Romerne træder i
Forbindelse med den civiliserede Verden, begynder
dets egl. Historie; alt hvad der ligger forud for
denne Begivenhed, er dunkelt og usikkert, om
man end gennem Oldtidslevninger er i Stand
til at forfølge enkelte Sider af Folkets Kultur
mangfoldige Aarh. tilbage i Tiden. Alt i den
ældre Kvartærtid har Landet haft en sparsom
Jæger- og Fiskerbefolkning, der dog synes at
have maattet vige for en mere udviklet Race,
sandsynligvis af iberisk Herkomst, der kom
sejlende over Havet i Smaabaade, saaledes som
gl. irske Folkesagn ved at fortælle. Disse E.’s
Bronzealderfolk havde Husdyr og dyrkede
Jorden, men bukkede lidt efter lidt under for
Kelterne, der kom over fra Frankrig. Endnu
Tacitus sammenligner dog Silurerne i Sydwales
med Spanierne, og den Dag i Dag findes der
paa Irland og i det sydvestlige E. et betydeligt
iberisk Raceelement. Den først ankomne af de
keltiske Stammer var Goidels ell. Gælerne, der
dreves mod N. og V. af de mere civiliserede
Britoner, efter hvem Øen senere fik Navn af
Britannien. Endnu kan disse to Stammer skelnes
i de to store keltiske Sprogklasser: den
gæliske og den kymriske. Til den sidste
hører Højskotterne, Irerne og Mans Beboere,
medens Gælisk, der indtil Slutn. af 18. Aarh.
holdt sig i Cornwall, nu kun tales i Wales og
Bretagne. Kelterne, der bredte sig over hele
Storbritannien og Irland, opnaaede efterhaanden
en vis Grad af Kultur, der var beslægtet med
Gallernes, om end langtfra saa udviklet; hos
begge Folk spillede f. Eks. Druiderne en stor
Rolle. I det hele taget vedligeholdt Briterne
en livlig Forbindelse med Fastlandet, og for
at indjage dem Skræk og saaledes hindre dem
i at yde deres Stammefrænder Hjælp foretog
Cæsar under sin Galler-Krig to Tog til Øen.
Det første fandt Sted 55 f. Kr., men sent
paa Aaret og med faa Tropper, hvorfor
det vel snarest maa betragtes som en
Rekognoscering. Det flg. Aar landede han med en langt
større Hær ved Midsommertid i Kent og
kæmpede hovedsagelig med Cassivelaunus, Høvding
over Catuvellaunernes Stamme. Paa Marchen
ind i Landet foruroligede denne Romerne ved
idelige Angreb af sine Stridsvogne, Briternes
Hovedvaaben; men da fl. af de undertvungne
Stammer faldt fra, og hans Lejr stormedes,
maatte han underkaste sig og love Tribut,
hvorefter Cæsar vendte tilbage til Gallien, thi at
erobre Britannien laa uden for hans Planer. Sit
Formaal havde han dog naaet, thi Briterne
havde lært at frygte Romernes Vaaben og
overlod for Fremtiden Gallerne til deres egen
Skæbne. Catuvellaunerne blev atter det herskende
Folk paa den sydlige Del af Øen, hvor rom.
Kultur allerede saa smaat begyndte at brede
sig, men for øvrigt hører vi intet ell. lidet om
Briterne, førend Kejser Claudius 43 e. Kr. sendte
Feltherren Aulus Plautius derover med en Hær,
rimeligvis for at straffe Indbyggerne for deres
Plyndringer paa Fastlandet. Ved snild
Benyttelse af Spliden mellem de forsk. Stammer slog
han Catuvellaunernes Fyrster og underlagde sig
alt Landet S. f. en Linie fra Wash til Severns
midterste Løb. Og vel at mærke, det var ikke
nogen forbigaaende Erobring; Landet
indrettedes som en rom. Prov., Britannia, der 51 fik sin
Hovedstad i Camulodunum, det nuv. Colchester,
som befolkedes med romerske Veteraner og
Købmænd. De flg. romerske Statholdere
udvidede Territoriet mod V., saaledes Suetonius
Paullinus, der 61 erobrede Mona (Anglesey),
Druidernes hellige Ø. Men medens han
kæmpede her, rejste Briterne sig under Ledelse af
Boadicea, en af deres Høvdingers Hustruer, og
forbitrede over Romernes Udsugelser overfaldt
de det ubefæstede Camulodunum og nedhuggede
hele den romerske Befolkning. En af de rom.
Legioner blev saa skrækslagen, at den vægrede
sig ved at kæmpe, men det lykkedes dog
Suetonius atter at bringe det romerske Herredømme
paa Fode, hvorefter Boadicea dræbte sig selv.
Kort efter kaldte Nero ham tilbage til Rom. 78
-84 styredes Landet af den dygtige Julius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
