Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Agricola, Tacitus’ Svigerfader, der var lige
elsket af Legionerne og de Indfødte; han
udvidede Provinsen mod N. til en Linie mellem
Solway og Tyne, ligesom han fuldendte Wales’
Erobring og flyttede Hovedstaden til Eboracum
(York). Ogsaa til Nordskotland søgte han at
udvide sin Magt. Han vandt en stor Sejr over
Kaledonierne, som Højskotterne da kaldtes, men
var ude af Stand til at forfølge Fjenden i det
uvejsomme Terrain, hvorfor han nøjedes med at
lade Landet omsejle af en Flaade; inden denne
var vendt tilbage, kaldte den forsigtige Kejser
Domitian den dristige Feltherre tilbage. De
flg. Kejsere søgte mere at bevare end at udvide
deres Magt, og Hadrian befæstede 122 Linien
fra Solway til Tyne, ligesom alt Agricola havde
anlagt en Række spredte Forter mellem Forth
og Clyde, der af Antoninus Pius forenedes ved
en sammenhængende Jordvold. Disse
Fæstningsværker, af hvilke der endnu findes store Dele
bevarede, blev Romerrigets Nordgrænse, thi et
Forsøg, Septimus Severus (208) gjorde paa
at genoptage Agricola’s Plan om Kaledoniens
Erobring, mislykkedes ganske. Briterne havde
mistet deres Uafhængighed, men under
Romernes milde Herredømme fandt de en uvant Fred
og Orden og blev hurtig delagtige i den
romerske Kultur. Bjergværksdriften, der allerede i
Oldtiden fandtes i den sydvestlige Del af Øen,
tog et stort Opsving, Skove ryddedes, og en
Mængde Byer anlagdes; endnu peger saaledes
Endelserne -coln og -chester, det lat. colonia og
castra, tilbage til Romertiden. Den vigtigste
By og Knudepunktet for de store Vejanlæg var
London, hvis Anlæggelse vistnok gaar helt
tilbage til Keltertiden. Stammeforskellen
udviskedes, uden at der dog, som Provinsens isolerede
Beliggenhed kunde friste til at antage, skabtes
nogen særlig britisk Nationalfølelse, hvad der
mærkedes, da der i Romerriget i Slutn. af 3.
Aarh. begyndte at vise sig Opløsningstendenser.
Feltherrerne Carausius og Allectus, der 288-96
opkastede sig til Herrer i Britannien, fandt ingen
særlig Sympati hos Befolkningen; de var
Usurpatorer af den alm. Art, hvis Magt beroede paa
deres Soldaters Hengivenhed. Den sidste af
dem bukkede under for Constantius Chlorus,
der ved Diocletian’s Nyordning af Riget var
blevet Cæsar i Gallien og Britannien, hvor han
tog sit Hovedsæde i Eboracum. Konstantin den
Store forenede disse to Prov. tillige med Spanien
til et Præfektur, der styredes af en Vikar, men
da denne mest opholdt sig paa Fastlandet, var
Britannien overladt til sin egen Skæbne.
Skyggesiderne af Fremmedherredømmet begyndte nu
at vise sig, thi Folket var i den lange
Fredsperiode blevet ude af Stand til at forsvare sig
selv og var derfor et let Bytte for sine Naboer,
Picter og Scoter, Højskotlands og Irlands
barbariske Beboere, medens det fra Søsiden
plagedes af Sachserne. For Forsvarets Skyld var
den store Provins blevet delt i 2 mindre,
Nedrebritannien, der styredes af en »Greve over
Sachser-Kysten«, og Øvrebritannien, i Spidsen for
hvilket der stod en dux Britanniarum, ligesom
der rundt omkr. paa Kysterne var blevet anlagt
befæstede Punkter. Men Opholdet paa den
fjerne Ø var en stor Fristelse for de rom.
Officerer, af hvilke flere søgte at skabe sig et
uafhængigt Rige, saaledes Maximus (383) og
senere Constantin (409). Begge søgte de at
udstrække deres Magt til Fastlandet, men
omkom med største Delen af deres Hær, saa at
Landet næsten var blottet for Tropper, og Kejser
Honorius var ude af Stand til at opfylde den
Bøn om Hjælp, Befolkningen rettede til ham.
Ikke bedre gik det Briterne, da de senere
henvendte sig til Aëtius, og Britannien løsnedes
derfor lidt efter lidt fra sin Forbindelse med
Romerriget. Under indfødte Høvdinge,
Gwledigs, der sandsynligvis opfattede sig som de
rom. Embedsmænds Arvtagere, fortsattes
Kampen i nogen Tid, men man magtede ikke
samtidig at gøre Front baade mod N. og S. Da
derfor, saaledes fortæller Sagnet, der først er
optegnet af Beda i 8. Aarh., ved Midten af 5.
Aarh. en Flok Jyder under Anførsel af Hengist
og Horsa landede paa Øen Thanet i Themsen,
tog Høvdingen Vortigern dem i sin Tjeneste
mod Picter og Scoter, men Hjælpetropperne
tog snart Magten fra deres Herrer og besatte
Kent. Andre Flokke af Nordgermaner, bl. hvilke
Fortællingen skelner mellem Angler og Sachser,
fulgte snart efter, og under endeløse, halvt
sagnagtige Kampe dels indbyrdes, dels med
Briterne erobrede Anglerne, som de kaldte sig
selv, medens det keltiske Navn var Sachser, i
Løbet af et Par Aarh. efterhaanden den største
Del af Øen og stiftede der de 7 Riger Kent,
Sussex, Essex, Wessex, Østangel, Mercia og
Northumberland. Landets gl. Beboere
trængtes helt over paa Vestkysten, hvor de i længere
Tid holdt sig i Cornwall, Wales og Strathclyde
(Cumberland), medens de derimod i de erobrede
Lande enten udryddedes ganske ell. gjordes til
Trælle. Hvorvidt de, og gennem dem Romerne,
har paavirket Angelsachsernes Kultur i
nævneværdig Grad, er i øvrigt et Stridsspørgsmaal
mellem de eng. Historikere. I sproglig
Henseende er det ikke Tilfældet; thi kun ganske
enkelte Klasser af Ord er fra det keltiske Sprog
gaaede over til det angelsachsiske, og
overhovedet var den rom. Kultur næppe trængt
saa dybt ind i Briterne, at de kunde overføre
den til andre; den var som en Fernis, der laa
uden paa og sledes af, da de onde Dage kom.
Landets ny Indbyggere var et krigersk
Bondefolk, der stod paa et ret lavt Trin af politisk
Indsigt; Slægten spillede endnu en meget stor
Rolle, og den første Bebyggelse foregik derfor
paa mange Steder slægtsvis, saaledes som det
fremgaar af Stednavnene. Dog fandtes der
Standsforskel, idet de fri Mænd faldt i to store
Grupper, earls og ceorls, af hvilke de første
udgjorde en Fødselsadel med enkelte ikke
nærmere bekendte Forrettigheder. Ligesom
Sachserne paa Fastlandet havde de i Erobringens
første Tid endnu ikke vundet frem til
Kongedømmet; de forsk. Smaaflokke anførtes af
Høvdinger, herelogas ell. ealdormen, som de
kaldtes, og om disse samlede der sig unge Krigere,
der dannede deres Hird og kaldtes gessith ell.
thegner ɔ: Tjenere. Kampen mod Briterne førte
dog snart af sig selv til, at de enkelte
Smaastammer sluttede sig sammen, og at Magten
samledes paa een Haand, hvorfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
