Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kirkes Stilling undergik efterhaanden en stor
Forandring. Hidtil var alle kirkelige Sager blevne
behandlede paa Witenagemotet, nu henlagdes de
til egne gejstlige Synoder, og Kirken fik sine
egne Domstole, ligesom den af Cluniacenserne
vakte Bevægelse gennem de mange fremmede
Elementer vandt Indpas i E. Dog valgtes
Bisperne ikke paa den sædvanlige kanoniske
Vis af Domkapitlerne, men indsattes af Vilhelm,
uden at han derved kom i Strid med
Pavemagten. - Da Kong Vilhelm var omkommet paa
et Tog mod sin Lensherre, den fr. Konge (1087),
arvede Robert, den ældste af hans 3 Sønner,
Hertugdømmet Normandiet, medens den
kraftige, hensynsløse Vilhelm den Røde
besteg E.’s Trone (1087-1100). Baronerne, der
foretrak den svage Robert, gjorde Oprør under
Anførsel af Vilhelm Erobreren’s Halvbroder,
Bisp Odo af Bayeux, men Kongen søgte Hjælp
hos Angelsachserne, og ved at love ikke at ville
afpresse Skatter af Folket og mildne de strenge
Jagtlove, hans Fader havde paalagt, vandt han
dem for sig og sejrede ved deres Bistand over
Normannerne. Han holdt dog ikke, hvad han
havde lovet, og handlede ilde baade mod
Normanner og Angelsachsere, mod Lærde og Læge.
I 4 Aar lod han saaledes Ærkesædet i
Canterbury staa ubesat, og da den fromme og lærde
Anselm var blevet valgt til Ærkebisp, tvang han
ham til at flygte til Fastlandet, fordi han ikke
vilde modtage Paillet af hans Haand. Mod
Skotland førte han fl. Krige, men uden nogen Fordel;
større Held havde han i Normandiet, som Robert
maatte pantsætte ham for at skaffe sig Penge
til sin Deltagelse i det 1. Korstog. Da Vilhelm
blev dræbt af en Pil paa en Jagt i Nyskoven,
valgtes hans yngste Broder Henrik I (1100
-35) til Konge. I Modsætning til Broderen var
han en udmærket Fyrste, og hans Tilnavn
»Retfærdighedens Løve« viser, at han sørgede for
Fred og Orden i Landet. Han ægtede Edith ell.
Mathilde, en Datter af Kong Malcolm af
Skotland, der nedstammede fra det gl. eng.
Kongehus, og støttede sig i det hele paa den
angelsachsiske Befolkning. Ved dennes Hjælp
dæmpede han et Oprør af de normanniske Baroner
og drev sin Broder Hertug Robert, der havde
gjort Indfald i Landet, tilbage; senere drog han
over til Normandiet, fangede Robert og blev
nu selv Hertug. Anselm af Canterbury vendte
tilbage til sit Ærkesæde, men kom snart i Strid
med Kongen om Bispevalgene; Henrik gav
imidlertid efter, og Sagen ordnedes 1107 saaledes,
at Bisperne for Fremtiden skulde vælges af
Domkapitlerne og modtage de gejstlige Insignier,
Ring og Stav af Kirken, men aflægge
Troskabsed til Kongen for deres verdslige
Forleninger. For øvrigt levede Kongen i Fred, og
Handel og Vindskibelighed blomstrede under
hans dygtige Styrelse; til at udbrede større
Kultur bidrog bl. a. ogsaa Cistercienser-Munkene,
der 1128 kom til E. Magnum concilium havde
mindre Bet. i hans Dage, men derimod ordnedes
Rets- og Finansvæsenet, idet der organiseredes
et Raad, curia regis, sammensat af Lægmænd og
Gejstlige under Ledelse af Justitiaren, der dels
fungerede som et Slags Finansministerium
(curia ad scaccarium, the exchequer), dels var en
Højesteret for de store Baroner; tillige
udsendtes dets Medlemmer stundom som
omrejsende kgl. Rettertingsdommere, hvorved
Centraladministrationen bragtes i Forbindelse med
de af Sherifferne ledede lokale Domstole.
Henrik’s eneste Søn Vilhelm omkom paa Søen, og
Stormændene lovede derfor at tage hans Datter
Mathilde, der var gift med Grev Gotfred
Plantagenet af Anjou, til Efterfølger; men næppe
var Kongen død, førend hans Søstersøn
Stefan af Blois tilrev sig Magten, erklærede sig for
Konge og fandt Understøttelse hos Londons
Borgere. Mathilde vilde ikke opgive sin Ret, og
der udbrød en langvarig Borgerkrig, der
førte til et fuldstændigt Anarki. »Hvert Shire
var fuldt af Borge og hver Borg af Djævle og
onde Mænd«, hedder det i den angelsachsiske
Krønike. Under Paaskud af at understøtte
Dronningens Sag gjorde Kong David af Skotland
Indfald, og vel blev han slaaet tilbage i
»Faneslaget« (1138), men han opnaaede dog at faa
Cumberland og Northumberland til Len, medens
Normandiet gik tabt til Mathilde’s Søn Henrik
af Anjou. Endelig enedes man 1153 om, at denne,
der havde ægtet Ludvig VII af Frankrigs
fraskilte Gemalinde Eleonora af Akvitanien, skulde
være Konge i E. efter Stefan’s Død. Denne
indtraf 1154, og Henrik II besteg nu Tronen
(1154-89), efter at han allerede i Stefan’s
sidste Dage havde taget Del i Regeringen. Med
Bistand af sin gode Ven Kansleren Thomas af
Becket arbejdede han paa atter at skaffe
lovlige Tilstande til Veje i Riget. Røverslottene
nedreves, og Skotterne maatte afstaa deres eng.
Len. Kongen pønsede paa store Reformer, og
for ikke at møde Modstand hos Gejstligheden
fik han Thomas af Becket valgt til Ærkebisp i
Canterbury (1162). Men denne skiftede nu Sind
og blev en ivrig Forsvarer af Kirkens
Privilegier, hvorfor det snart kom til et Brud mellem
ham og Kongen. Da denne 1164 havde faaet
vedtaget de saakaldte Clarendon-Konstitutioner,
der udvidede Statens Magt over Kirken, forlod
Ærkebispen Landet og vendte først tilbage 1170.
Kort efter blev han dræbt i sin egen Domkirke
af 4 Hirdmænd, da han havde nægtet at
udsone sig med Kongen. Folket betragtede denne
som den egl. Ophavsmand til Drabet og vendte
sig fra ham, og for at faa Fred med Kirken
maatte han ophæve Clarendon-Bestemmelserne
og gøre Bod paa Helgenens Grav, thi som
saadan opfattedes allerede nu den myrdede
Ærkebisp, der kanoniseredes 1173. Henrik II
fortsatte sin Bedstefaders Reformer, og navnlig var
Retsvæsenet Genstand for hans Omsorg. Det
omrejsende kgl. Retterting blev en fast Institution,
Grunden lagdes til Juryvæsenet, og Sheriffernes
Magt indskrænkedes; de ophørte at præsidere
i Grevskabsretterne, og det vigtige Embede
gaves ikke mere til Medlemmer af Højadelen.
Magnum concilium sammenkaldtes hyppigere,
og dets Samtykke til Lovene anførtes
regelmæssig. For ikke at være afhængig af
Lensmændenes Opbud omorganiserede Kongen den
gl. eng. Folkevæbning, Fyrden, der hvilede paa
hver Frimand, men for øvrigt begyndte
Baronerne selv at afløse den personlige
Krigstjeneste med en Afgift, Scutagia (ɔ: Skjoldpenge),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
