Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der ogsaa paalignedes de ikke lenspligtige og
satte Regeringen i Stand til at skaffe sig
Lejetropper. For disse havde Henrik god Brug.
Gennem sin Gemalinde havde han faaet store
Besiddelser i det sydvestlige Frankrig, Guienne,
Gascogne og Poitou, om hvilke han førte
langvarige Krige med de fr. Konger, der havde
gode Forbundsfæller i de eng. Baroner og hans
egne Sønner, som gentagne Gange gjorde Oprør
mod deres Fader. Tillige paabegyndte han (1171)
Erobringen af Irland, som Paven havde
skænket den eng. Krone. Under en Krig med
Filip August døde Henrik II, og hans Søn
Richard Løvehjerte fulgte ham i
Regeringen (1189-99). Umiddelbart efter sin
Tronbestigelse begav han sig til det hellige Land
for at tage Del i det 3. Korstog; paa Tilbagevejen
faldt han i Fangenskab i Tyskland, og næppe var
han efter sin Frigivelse (1194) vendt tilbage til
E., førend han drog til Frankrig, hvor han
krigede med Filip August og sine fr. Vasaller.
Helt igennem følte han sig nemlig som fr.
Baron, ikke som eng. Konge. Under hans
Fraværelse styredes Landet imidlertid af dygtige
Embedsmænd, der byggede videre paa
Traditionerne fra Henrik II’s Dage. Richard’s
Løskøbelse havde kostet uhyre Summer, og ogsaa
Korstoget nødvendiggjorde en ny Skat,
Saladins-Tienden. Paalignelsen af disse tilfaldt de lokale
Juryer, hvis Myndighedsomraade saaledes
udvidedes betydelig. Efter at den barnløse Richard
var blevet dødelig saaret ved Belejringen af
Borgen Chalus, besteg hans Broder Johan uden
Land Tronen (1199-1216). Fl. af Besiddelserne
paa Fastlandet erklærede sig dog for
Brodersønnen Arthur af Bretagne, der fandt Hjælp hos
Filip August. Selv døde han vel snart, maaske
ryddet af Vejen af sin Onkel, men hans
Forbundsfælle erobrede Normandiet, Maine,
Touraine og Anjou, efter at Johan havde vægret
sig ved at møde for sin Lensherres Domstol.
I E. regerede han tyrannisk og uretfærdig.
Innocens III havde indsat Stefan Langton til
Ærkebisp i Canterbury, og da Johan nægtede at
anerkende ham, belagde Paven Landet med
Interdikt og lyste Kongen i Band, men han
ænsede det ikke og afpressede Gejstligheden
store Summer. Paven erklærede ham derfor for
afsat og tilbød Filip August hans Lande,
hvorefter Johan faldt til Føje og ydmygede sig i den
Grad for Kirken, at han tog sit Rige til Len
af Rom og lovede at betale Kurien en aarlig
Afgift (1213). Han tænkte nu paa at erobre
sine fr. Besiddelser tilbage, men Vasallerne
vægrede sig ved at følge ham, og for første Gang
gik Gejstligheden og Folket sammen med
Baronerne, alle lige opbragte over Kongens
Pengeafpresninger. De fordrede, at han skulde forny
Henrik I’s Charte, hvori denne havde lovet at
afskaffe sin Forgængers Misbrug, og da Johan
efter Slaget ved Bouvines, hvor de forenede
eng. og tyske Hære havde lidt et Nederlag mod
Filip August, vendte tilbage til England, rejste
Baronerne sig imod ham. Understøttede af
Londons Borgere satte de deres Fordringer igennem
med Vaabenmagt og aftvang Kongen det
berømte Fribrev, magna charta, Grundstenen til
E.’s fri Forfatning, som besegledes 15. Juni
1215. - I Modsætning til de Indrømmelser,
Fastlandets Stormænd saa ofte aftvang deres
Herrer, indeholdt det Bestemmelser til Bedste
for alle Stænder. Det skyldtes væsentlig
Baronerne, hvorfor det ogsaa fastsloges, at
Kongen ene kunde hæve scutagia ell. andre
ekstraordinære Lensafgifter med Samtykke af »Rigets
alm. Raad« (commune concilium regni), det
senere Overhus, en Forsamling svarende til det
ældre magnum concilium, til hvilket Kongen
skulde tilkalde Bisper, Abbeder og de store
Kronvasaller, medens Sherifferne skulde opfordre
de mindre Kronvasaller til at give Møde. Men
den eng. Adel havde kæmpet for hele Folket,
og der sikredes derfor bl. a. enhver Frimand,
at han ikke kunde straffes ell. dømmes uden
af sine Ligemænd og efter Loven, ligesom ingen
kunde fængsles uden efter lovlig Dom. For at
vaage over Fribrevets Overholdelse udnævntes
der et Raad, bestaaende af 24 Baroner og
Londons Lordmayor, der, naar Kongen brød sit
Ord, skulde hjælpe Klageren.
Johan agtede ikke at holde, hvad han havde
svoret; han samlede Lejetropper, og Paven
bandlyste hans oprørske Undersaatter, der
imidlertid gjorde tapper Modstand og tilbød Ludvig,
Filip August’s Søn, Kronen. Faa Maaneder
efter, at denne havde holdt sit Indtog i London,
døde Johan. Hans Tilhængere samlede sig om
hans 9 Aar gl. Søn, Henrik, der efterhaanden
vandt Tilslutning hos Folket, og efter at den
fr. Prins 1217 havde forladt Landet, blev
Henrik III alm. anerkendt (1216-72). Magna
charta fornyedes med Undtagelse af
Artiklerne om Skattebevillingsretten og Baronernes
Tilsynsraad, der unægtelig ogsaa vilde have
samlet al Magten paa deres Hænder og ført til
et vildt Anarki. Men en Kontrol var nødvendig,
og hele Henrik’s Regering var i Virkeligheden
ikke andet end en Række Forsøg paa at finde
en saadan. Riget styredes i hans Ungdom af den
dygtige Huberth de Burgh; men efter at
Kongen var blevet myndig, og særlig efter at han
1236 havde ægtet Eleonore af Provence, gik
Magten over til fr. Yndlinge, og Skarer af
Udlændinge oversvømmede Landet. Baronerne
rejste sig mod Kongen, og denne maatte fl. Gange
bekræfte magna charta, men brød det lige saa
hurtig, medens han hævede store Skatter til
Gunst for Paverne i deres Kamp mod
Hohenstauferne, i hvilken Henrik blev draget ind, da
Innocens IV havde tilbudt hans Søn Edmund
Sicilien, og hans Broder Richard af Cornwall
noget senere blev valgt til rom. Kejser. Mod
dette hævede der sig Stemmer i Parlamentet,
thi saaledes begyndte commune concilium nu at
kaldes, men Stormændene magtede intet at
udrette, da Folket og Gejstligheden frygtede deres
Overgreb lige saa meget som Kongens. Da
krævede denne 1258 en Trediedel af hele E.’s
Indkomst til Hjælp for Paven, og denne ublu
Fordring rejste hele Nationen til Modstand. Paa et
Rigsmøde i Oxford vedtoges de saakaldte
Oxford-Provisioner (1258), der bestemte, at de
Fremmede skulde forlade Landet, og skabte et
Tilsynsraad paa 15 Stormænd, hvis Samtykke
var nødvendig til enhver Regeringshandling,
medens et andet Stormandsraad skulde kontrolere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
