Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Finansstyrelsen. Folket var dog lidet tilfreds
med, at Baronerne havde tilrevet sig hele
Magten, og efter at Paven 1261 havde løst Henrik
fra hans Ed paa Provisionerne, regerede han
som forhen, og Striden begyndte paa ny. Skulde
hans Magt brydes, maatte Adelen bygge sin
Modstand paa et mere folkeligt Grundlag og
ikke blot arbejde for sig selv. Dette indsaa dens
betydeligste Fører, Simon af Montfort, Jarl af
Leicester, der, skønt selv Udlænding, var
Hovedmanden i Kampen mod de Fremmede, og
efter at han i Slaget ved Lewes (1264) havde
taget baade Kongen og hans ældste Søn Prins
Edvard til Fange, indkaldte han et Parlament,
som var sammensat efter et nyt Mønster og blev
den første virkelige eng. Folkerepræsentation.
Allerede tidligere (1254) havde man forsøgsvis
optaget Repræsentanter for Lavadelen i Raadet,
men i Parlamentet 1265 sad der foruden to
Riddere fra hvert Grevskab tillige to Borgere fra
hver af de vigtigste Byer, Spiren til det senere
Underhus. Men Simons højadelige
Forbundsfæller ledede af Jarlen af Gloucester yndede
ikke hans Politik og harmedes over hans
Selvraadighed. Der udbrød Strid mellem Baronerne,
Prins Edvard flygtede fra sit Fængsel, og i
Slaget ved Evesham (1265) faldt Jarlen. Folket,
for hvem han havde kæmpet, dyrkede ham som
en Helgen, og hans Livsgerning fortsattes af
hans Modstander, Edvard, der i Faderens sidste
Aar ledede Regeringen med megen Klogskab.
Edvard I (1272-1307) bekræftede ved sin
Tronbestigelse Magna charta i dets fulde
Udstrækning og sammenkaldte hyppig Parlamentet,
uden at dettes Sammensætning dog endnu ret
havde antaget faste Former. I Parlamentet
1295 (the model Parliament} sad der saaledes
foruden to Riddere for hvert Grevskab og
Afsendinge for Byerne tillige een Repræsentant
for hvert Domkapitel og to for hvert Stifts
Sognegejstlighed. Men disse foretrak at
bevillige deres Tilskud paa Lavsgejstlighedens
egne Forsamlinger, the convocations, af hvilke
der fandtes een for hvert Ærkebispedømme. Det
eng. Parlament kom saaledes ene til at bestaa
af verdslige samt de store Prælater, og da der i
E. hverken fandtes den skarpe Modsætning
mellem Befolkningens enkelte Klasser ell. mellem
By og Land som paa Fastlandet, fik
Underhuset aldrig nogen stændersk Karakter, men
blev en Repræsentation for hele Folket, hvortil
fra første Færd alle jordbesiddende Frimænd
havde Valgret; først 1430 indførtes der en
Census paa 40 sh., svarende til 20 £ i vore Dage.
Overhuset var - og er - derimod en
Repræsentation for en enkelt Stand, men for øvrigt
kan en skarp Adskillelse mellem de to Huse
ikke paavises førend 1341. P. Gr. a. sine talrige
Krige var Edvard i stadig Pengeforlegenhed og
søgte derfor at skaffe sig Penge hos de enkelte
Stænder uden for Parlamentet. Dette vakte
megen Mishag, og han saa sig derfor nødsaget til
at stadfæste Magna charta med Tilføjelse af fl. ny
Artikler, der bl. a. forbød ham at opkræve ny
Skatter uden Samtykke af »hele Riget« (1297).
Parlamentets Bevillingsret, der efter Magna
charta kun strakte sig til Lensafgifter, var
saaledes blevet udvidet til at gælde alle Skatter,
med Undtagelse af de Afgifter, Kongen hævede
paa sine vidtstrakte Domæner. Men ogsaa disse
droges 1340 ind under Parlamentet, der tillige
fik Indflydelse paa Toldindtægterne. Edvard I’s
Regering er karakteriseret af store
Lovarbejder og Reformer; paa Retsvæsenets Omraade
gennemførte han saaledes den Tredeling af
Højesteret (Curia regis), der eksisterede indtil
1873. Han søgte bl. a. ogsaa at indskrænke
Baronernes Magt ved at foretage store
Undersøgelser af Ejendomsforholdene og forbyde ny
Underforleninger. Udadtil var det hans Maal at
udvide E.’s Herredømme over hele
Storbritannien. Da de walisiske Fyrster David og
Llewelyn nægtede at aflægge Lensed til ham og
erklærede Krig, drog han mod dem (1282) og
erobrede i de flg. Aar Landet. Det lagdes under E.,
og Edvard’s Søn af s. N., der var født i Wales
1301, fik Titlen Prins af Wales. Mindre
varige Resultater opnaaede han mod Nord. De
ældre skotske Konger havde aflagt Lensed til
E., men dette var ophørt siden Richard
Løvehjerte’s Dage, og Edvard benyttede nu
Lejligheden til at forny de gl. Krav. Den skotske
Kongestamme var nemlig uddød 1290, og da
Tronprætendenterne John Balliol og Robert
Bruce indankede deres Sag for den eng. Konge,
erklærede han sig villig til at være
Voldgiftsmand mod at blive anerkendt som Skotlands
Lensherre. Dette skete, og John Balliol blev
efter hams Kendelse valgt til Konge (1292). Men
han var misfornøjet med Edvard’s Indflydelse
og sluttede derfor Forbund med Frankrig, med
hvilket E. laa i Krig; det blev Beg. til den
Forbindelse mellem Frankrig og Skotland; der holdt
sig til Midten af 16. Aarh. John Balliol tabte
imidlertid Slaget ved Dunbar (1296) og maatte
flygte til Frankrig, hvorefter Edvard lod sig
hylde til Konge i Skotland. Da Skotterne,
misfornøjede over de eng. Embedsmænd, rejste sig
under William Wallace, blev de slagne ved
Falkirk (1298) og Landet forenet med E. (1305).
Det stridbare Folk vilde dog ikke finde sig i
i Fremmedherredømmet; Robert Bruce d. Y.
rejste dem til Modstand mod Englænderne
(1306), og Edvard døde under Kampen mod
ham. Hans Søn og Efterfølger Edvard II
(1307-27) magtede ikke at løse den Opgave,
der havde oversteget Faderens Kræfter. Robert
Bruce gjorde store Fremskridt, og efter at den
eng. Hær havde lidt et afgørende Nederlag ved
Bannockburn (1314), var Landets Uafhængighed
faktisk sikret. Ja Skotterne gjorde endog
Indfald i Irland, hvor E.’s Herredømme i de flg.
200 Aar nærmest var nominelt. I E. tog
Baronerne ganske Magten fra den svage Konge.
De fangede og halshuggede hans Yndling Pierre
Gaveston, og deres Leder Thomas af Lancaster
var i en Aarrække den egl. Regent, medens et
staaende Udvalg i Lighed med
Oxford-Provisionernes tiltog sig den lovgivende Magt. 1322
lykkedes det imidlertid Kongens ny Yndling Hugh
Spencer at styrte Lancaster, og et Parlament
besluttede, at Lovene skulde vedtages af Rigets
Stormænd og »Menighed«. Herved var
Underhusets Eksistens lovlig sikret, men foreløbig var
Overhuset langt det indflydelsesrigeste, da
Højadelen var den eneste Stand, der var mægtig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
