Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole / 290 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Edvard III
Sorte Prins; Lionel af Clarence; John af Lancaster Edmund af York
Richard II 1) Henrik IV 2) John Beaufort Richard of Cambridge [*] Anna
Anna Henrik V Richard af York
Edvard IV; Richard III
Henrik VI. Margrete [*] Edmund Tudor
Henrik VII [*] Elisabeth, Edvard V, Richard af York.

nok til at sætte en Skranke for Kongens
Overgreb, og Kronen satte sig ofte ud over den
Indflydelse paa Skattebevillingen, der alt nu
væsentlig var tilfaldet Underhuset. Edvard kunde
ikke tøjle sin Yndling og blev efterhaanden
alm. forhadt, og da han 1325 sendte sin
Dronning, Filip den Smukke’s Datter Isabella til
Frankrig, vendte hun tilbage med fr.
Lejetropper. Baronerne rejste sig til Gunst for hende,
og et Parlament tvang Kongen til at nedlægge
Regeringen til Fordel for sin Søn Edvard; kort
efter blev han myrdet. I Beg. af Edvard III’s
Regering (1327-77) var Dronningens Elsker
Mortimer eneraadende, men han gjorde sig
forhadt ved at anerkende Skotlands
Selvstændighed, og efter hans Drab (1330) overtog den unge
Konge selv Styrelsen.

I Skotland var Robert Bruce 1329 blevet
efterfulgt af sin lille Søn David. Mod ham rejste
Edvard Balliol, John Balliol’s Søn sig og fandt
Understøttelse i E.; men uagtet Edvard III
foretog fl. sejrrige Tog til Skotland, formaaede
Balliol ikke at hævde Riget mod sine Modstandere.
David Bruce fik Hjælp fra den fr. Konge Filip VI
af Valois, og Striden antog snart større
Dimensioner. Thi den fr. Konge saa nødig Skotland
som et eng. Lydland, og tillige ønskede han at
inddrage Akvitanien, den sidste Besiddelse, E.
havde beholdt fra Henrik II’s Dage. Ogsaa
Forholdene i Flandern greb ind. Her laa den
rige Borgerstand i Strid med Adelen og Greven,
der sluttede sig til Frankrig, medens Borgerne,
ledede af Jakob Artewelde, saa deres naturlige
Forbundsfælle i E., det Marked, der forsynede
dem med deres vigtigste Raaprodukt, Ulden,
som de ikke kunde undvære. Gensidige eng. og
fr. Plyndringer paa Kysterne irriterede
Stemningen, og 1337 udbrød den saakaldte
Hundredaarskrig mellem E. og Frankrig.
Mere et Paaskud end den virkelige Aarsag til
Krigen var det, at Edvard III, der gennem sin
Moder Isabella var beslægtet med det fr.
Kongehus, gjorde Krav paa Frankrigs Trone, thi ved
den saliske Arvefølgelov var den kvindelige
Arvefølge blevet ophævet i Frankrig, og
Edvard havde selv tidligere givet Afkald paa sin
Ret. Forskellen mellem de to Folk var meget
stor, og den var saa at sige afspejlet i de to
Hære. Den fr. var en Ridderhær, tapper og
glimrende, men uden indre Sammenhold og
Disciplin. I Modsætning hertil udgjorde
Fodfolket Hovedmassen af de eng. Tropper; det
var smaa Frimænd, der tjente for Sold og
mere lignede Brændehuggere end Soldater, men
som forstod at bruge deres Vaaben, Langbuen,
med Mesterskab. Englænderne sejrede 1340 i
Søslaget ved Sluys; men for øvrigt bragte
Krigens første Aar ingen af Parterne nogen større
Fordel. 1346 udplyndrede Kong Edvard
Normandiet og trængte langs med Seinen frem mod
Paris. Da han vilde trække sig tilbage til
Flandern, blev han forfulgt og næsten afskaaret
af en langt større fr. Hær, men ved Creçy
bukkede de fr. Riddere under for de foragtede
angelsachsiske Bueskytter (1346). Det flg. Aar
erobrede Englænderne Calais, og der sluttedes
nu en Vaabenstilstand, samtidig med at den
sorte Død standsede alle Krigsforetagender.
Først 1355 begyndte Kampen paa ny. Edvard
havde sendt sin Søn af samme Navn, den sorte
Prins, til Akvitanien. Derfra søgte han 1356 ved
en March tværs igennem Frankrig at forene sig
med den eng. Hær i Normandiet, men blev ved
Poitiers omringet af en 6-dobbelt fjendtlig
Styrke. Ligesom ved Creçy sejrede dog de eng.
Bueskytter over Lensrytteriet, og selve den fr.
Konge Johan den Gode faldt i Fangenskab.
Landet var nu udpint af Englændernes Plyndringer,
og 1360 maatte det derfor slutte Fred i Bretigny.
Akvitanien, Calais og Ponthieu afstodes herved
fuldstændig og uden Lensbaand til Edvard, der
til Gengæld frasagde sig al Ret til den franske
Trone. Den sorte Prins blev Statholder i de
erobrede Lande, men han var større Kriger end
Statsmand. Hans ødsle Hofholdning og en
mislykket Ekspedition, han 1367-68 foretog til
Kastilien, nødte ham til store Skattepaalæg;
Befolkningen, der hadede Englænderne, nægtede
at betale og indskød Sagen for den fr. Konge
Karl V, hvorved Bretigny-Freden krænkedes.
Krigen begyndte derfor paa ny 1369 og førtes
med megen Dygtighed af den udmærkede fr.
Hærfører Bertrand de Guesclin, der
efterhaanden erobrede næsten alt det tabte tilbage.
Ogsaa i Skotland havde Edvard III kæmpet
forgæves. David Bruce, der var vendt tilbage 1341,
var vel blevet fanget ved et Indfald i E., men
atter løsladt af Edvard, som haabede at arve
Riget efter den barnløse Konge. Da David døde
(1370), besteg imidlertid Robert Stuart,
Stamfaderen til dette Hus, Tronen. Krigen med
Frankrig havde nødvendig ført til et Brud med
Pavemagten, thi under deres Ophold i Avignon
var Paverne ganske afhængige af den fr. Konges
Politik. Allerede 1333 havde Edvard nægtet at
betale den Lensafgift, Kurien siden Johan uden

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>