Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Land’s Underkastelse havde hævet af E., og
for at gøre en Ende paa Provisionerne ɔ:
Besættelse af kirkelige Embeder ved pavelig
Magtfuldkommenhed, var der 1353 blevet udstedt en
Lov, der uden at nævne Pavens Navn forbød at
modtage noget Embede af en udenlandsk Magt.
Det antiklerikale Parti, hvis betydeligste
Talsmand Wicliff var, havde sine vigtigste
Tilhængere bl. Baronerne og lededes af Kongens
næstældste Søn John Gaunt, Hertug af Lancaster,
der pønsede paa at blive anerkendt som
Tronfølger. Men Folket frygtede Adelens Overmagt;
det søgte Støtte hos den sorte Prins, og efter
at denne var død, bestemte »det gode
Parlament« (1376), at hans 9-aarige Søn Richard
skulde arve Riget. Da Bedstefaderen døde,
besteg Richard II derfor Tronen (1377-99).
Krigen med Frankrig fortsattes stadig, men uden
synderlig Held, og de tunge Skatter, den
medførte, vakte megen Uvilje bl. Befolkningens
lavere Lag. Disses Selvfølelse var steget ved de
store Sejre over den fr. Adel, og samtidig havde
den sorte Død fremkaldt en stor social
Bevægelse. Modsat paa Fastlandet var i E. Hoveriet
for største Delen blevet afløst af en Pengeafgift,
og lejede Arbejdere traadte i Hovbøndernes
Sted. Paa Grund af den store Affolkning, Pesten
foraarsagede, steg imidlertid Arbejdslønnen, og
Parlamentet, i hvilket Godsejerne havde
Overvægten, søgte ved Love at skrue Lønnen ned
til dens tidligere Højde, ligesom Arbejdsgiverne
ofte gik voldsomt frem mod deres Bønder.
Tillige var der en stærk religiøs Gæring i Landet.
Wicliff havde i sin Strid med Kurien forladt
sit oprindelige rent nationale Standpunkt. Han
havde angrebet selve den kat. Kirkes Dogmer,
og talrige Lægprædikanter udspredte hans
Lærdomme bl. Folket. Som Følge af en ny,
knugende Skatteudskrivning udbrød der derfor 1381
i Syd- og Østengland en stor
Bondeopstand, rettet mod Adelen. Under Ledelse af
Wat Tyler og John Ball trængte en Bondehær
ind i London og dræbte Ærkebispen af
Canterbury, men den unge Konge greb resolut ind i
Bevægelsen, og da han havde lovet at opfylde
deres berettigede Krav, vendte Skarerne hjem.
Opstanden blev nu kuet med Vaabenmagt, og
de Løfter, man havde givet Bønderne, blev ikke
holdte. Samtidig sejrede den religiøse Reaktion,
thi Parlamentet, der hidtil havde understøttet
Wicliff, gav ham Skylden for Rejsningen og
svigtede hans Sag. Ude bl. Folket vedblev dog hans
Tilhængere, Lollarderne, at holde sig efter hans
Død (1384). I Richardts Mindreaarighed var
Baronerne eneraadende og tog ganske Magten
fra Kongen. Efter at denne selv havde overtaget
Regeringen, styrede han en Tid lang godt, men
hans forsonlige Politik mod Frankrig gjorde
ham upopulær, og da han havde bevæget
Parlamentet til at takke af til Fordel for et Raad
sammensat af hans personlige Tilhængere,
regerede han enevældig og despotisk. Sin Fætter,
Henrik Hereford, John af Lancaster’s Søn,
forviste han saaledes og inddrog hans store
Ejendomme. Medens Kongen var i Irland, vendte
Hereford imidlertid tilbage til E. Alle forlod
nu Richard’s Sag, han blev afsat og senere
ryddet af Vejen, og Parlamentet anerkendte
Henrik IV Lancaster (1399-1413) som
Konge.
Huset Lancaster’s Tronbestigelse kunde ikke
andet end styrke Parlamentets Magt, thi medens
de ældre Konger havde hersket i Kraft af
Arvefølgen, beroede Henrik IV’s Ret ene paa
dets Anerkendelse. Han sad dog langtfra fast
paa Tronen. Nordens mægtigste Stormænd,
Percy’erne, der ejede vidtstrakte Besiddelser
i Northumberland, havde straks sluttet sig til
ham, da han landede i E.; senere stødte han
dem imidlertid fra sig, og de rejste sig derfor
mod ham, men blev overvundne ved
Shrewsbury (1403), hvor Slægtens mest berømte
Medlem Henrik Percy, Balladernes Harry Hotspure,
faldt. I Wales gjorde Owen Glendower
haardnakket Modstand, og understøttet af Frankrig
og Skotland holdt han sig i lang Tid uafhængig.
Mod Adelen søgte Henrik Hjælp hos
Borgerstanden, og særlig hos Gejstligheden; da denne
gennem de talrige Bisper og Abbeder havde
stor Indflydelse i Overhuset, udstedtes der
strenge Kætterlove, og Wicliff’s Tilhængere
forfulgtes med Baal og Brand. Henrik IV’s Søn
og Efterfølger Henrik V (1413-22), der ved
talrige Klosterstiftelser søgte at genoplive
Fortidens svindende Fromhed, gik endnu skarpere
frem mod dem, og Lollarderne udryddedes
næsten ganske. Henrik V genoptog den
traditionelle Politik fra Edvard III’s Dage og
fornyede dennes Krav paa den fr. Krone. Men
medens dette forhen havde været en Skingrund,
blev det nu den virkelige Aarsag til Krigen, og
fra første Færd satte Henrik sig Frankrigs
Erobring som sit endelige Maal uden at huske,
hvor lidet varige Resultater Creçy og Poitiers
havde bragt. Øjeblikket var gunstigt valgt, thi
Frankrig var sønderrevet af indre Splid.
Kongen, Karl VI, var sindssyg, og to store Partier,
Bourguignons og Armagnacs, saaledes kaldede
efter deres Førere Hertugen af Burgund og
Greven af Armagnac, stredes om Magten. Krigen
begyndte 1415 med, at Englænderne erobrede
Harfleur; Vejen til Paris laa aaben, men da 2/3
af den eng. Hær var død af Blodgang, vovede
Henrik ikke at angribe Byen. Ved Azincourt
stod den afgørende Kamp (1415). Før Slaget
havde Hertugen af Burgund forladt den fr. Hær,
og da det bundløse Føre hindrede Rytteriets
Bevægelser, led de fr. Riddere atter et uhyre
Nederlag. I de flg. Aar erobredes Normandiet,
og Henrik rykkede frem mod Paris. Det saa
et Øjeblik ud, som om Franskmændene nu vilde
glemme deres Tvistigheder; men da Hertugen
af Burgund, Johan den Uforfærdede, ved et
Fredsmøde var blevet dræbt af Dauphinen
Karl’s Mænd, sluttede hans Søn, Filip den Gode,
sig afgjort til Englænderne. Ogsaa Dronningen
svigtede sit Lands Sag, og ved Freden i Troies
(1420) bestemtes det, at Henrik V skulde ægte
Karl’s Datter Katharina og bestige Frankrigs
Trone efter sin Svigerfaders Død. Han overtog
straks Regeringen i den nordlige Del af Landet,
medens Dauphinen, der selvfølgelig vægrede sig
ved at godkende Freden, havde Magten S. f.
Loire. Under Kampen mod ham døde Henrik,
og da Karl VI faa Maaneder efter fulgte ham i
Graven, blev hans Søn, den 9 Maaneder gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
