Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
væsentlig hans Indflydelse skyldtes det, at
Gejstligheden endelig erklærede Ægteskabet for
ugyldigt. Da Katharine appellerede til Paven,
svarede Henrik med en Appel til et Koncilium.
Brudet var saaledes ulægeligt, og 1533-34 blev
den eng. Kirkes Forfatning omordnet ved en
Række Parlamentsakter. Kongen, fastsattes det
ved Suprematsakten af 1534, var dens øverste
Hoved, og enhver Modstand herimod straffedes
som Højforræderi; Besættelsen af Bispestolene
tilfaldt Kronen, der ligeledes oppebar Tienden
og alle Annaterne, medens derimod
Peterspengene afskaffedes. Kirken var saaledes blevet
en kat. National- og Statskirke, men 1536
forandredes ogsaa Læren, idet der udstedtes 10
Artikler i luthersk Aand, hvorved bl. a.
Sakramenternes Antal indskrænkedes til tre, ligesom
der ogsaa autoriseredes en eng.
Bibeloversættelse. Mod Klostrene for man haardt frem.
Kansleren Thomas Cromwell,
»Munkehammeren«, udplyndrede Tiggerklostrene, og en
Parlamentsakt ophævede alle de mindre Klostre
og inddrog deres Gods under Kronen. Folket,
hvis langt overvejende Masse var kat., var
forbitret herover, og da der udbredte sig Rygter
om, at Cromwell vilde plyndre Sognekirkerne,
udbrød der en farlig Opstand i Nordengland.
Skønt Henrik regerede enevældig og tyrannisk,
vogtede han sig dog for at tirre Folket, og nu
som altid bøjede han af for Stormen. Men da
Opstanden var dæmpet, inddroges alle Klostre,
og man skred til en rationel Udplyndring af
Relikvier og Helgenbilleder, ja Kronen anlagde
endog Højforræderisag mod Thomas af Becket
for at kunne konfiskere hans Helgenskrin! Nogen
Tid efter indtraadte der imidlertid en Svingning
i kat. Retning; ved de 6 Artikler (1539)
fastsloges fl. af den gl. Læres Dogmer som Cølibatet,
Transsubstantiationen og Messen. Kongen
hævdede dog stadig sit Supremati, og i Slutn. af
sin Regering nærmede han sig atter
Protestantismen; Cranmer udarbejdede saaledes et eng.
Litani, Spiren til den senere Common Prayer
Book. Kirkeforandringen styrkede Kronens Magt
betydelig og fyldte Skatkammeret, men fl. af de
inddragne Godser bortskænkede Kongen dog til
sine Tilhængere og skabte derved en ny Adel,
hvis Sag stod og faldt med Kongehusets.
Henrik, der havde gjort et mislykket Forsøg paa
at bringe hele Irland ind under sit Herredømme,
vilde udsone den gl. Tvist mellem E. og
Skotland og samle de to Riger under een Konge ved
et Ægteskab mellem sin Søn Edvard og den
skotske Tronarving Marie Stuart. Men Skotterne
afviste Forslaget og erklærede Krig i Forbund
med Frankrig (1542-46). Under denne
erobrede Englænderne Edinburgh og Boulogne, uden
for øvrigt at høste større Fordel af deres Sejr.
Kort efter Freden døde Henrik VIII og
efterfulgtes af sin Søn med Johanne Seymour,
Edvard VI (1547-53). Han var en Dreng paa
ti Aar, og Faderen havde derfor overdraget
Regeringen til et Formynderraad, inden for
hvilket dog Kongens Onkel Hertugen af
Somerset tilrev sig Magten og lod sig udnævne til
Protektor. Da Somerset var Protestant og
begærlig efter Kirkegodset, afskaffedes de kat.
Kirkeskikke og man plyndrede, hvad Henrik
VIII havde levnet. Folket, der stadig holdt fast
ved den gl. Tro, harmedes over de Herskendes
Overgreb, og 1549 udbrød der i Nord- og
Vestengland en meget farlig Opstand, bag ved
hvilken der dog ikke blot stod religøse, men ogsaa
sociale Bevæggrunde. Det daværende E., der
havde en Befolkning paa c. 2 1/2 Mill., var kun
i ringe Grad et Industriland. Agerdyrkning var
Hovednæringsvejen, men allerede i 15. Aarh.
havde man forladt den lidet økonomiske
Fællesdrift og var gaaet over fra Kornproduktion til
Kvægavl. Dette gav den store Kapital
Overvægten, og Godsejerne udkøbte Bønderne og
forvandlede Bymarkerne til store Græsgange,
Indhegninger kaldede, for Faarene, thi Ulden
var endnu den vigtigste Udførselsartikel. Da
der ikke fandtes en Industri, som kunde
benytte den ledigblevne Arbejdskraft, skabtes der
saaledes et stort besiddelsesløst Proletariat, som
hidindtil væsentlig havde levet af Kirkens
Understøttelser. Ved Kirkeforandringen var
Fattigvæsenet imidlertid fuldstændig kommet i
Uorden, og Oprøret, der ogsaa skrev
Indhegningernes Afskaffelse paa sine Faner, fandt derfor
alm. Tilslutning. Det lykkedes Somerset at
dæmpe det, men hans Stilling var blevet
svækket, og 1549 styrtedes han af Hertugen af
Northumberland, der senere lod ham henrette.
Ogsaa den ny Magthaver understøttede
Reformationen, men medens hidtil Lutheranismen
havde haft størst Indflydelse, nærmede de eng.
Protestanter sig nu mere til Zwingli’s og
Calvin’s Lære. Da Edvard VI blev voksen, viste
det sig, at han led af en uhelbredelig Sygdom.
Han var en ivrig Protestant og lod sig derfor
af Northumberland overtale til at forandre
Arvefølgen til Fordel for sin Trosfælle Jane
Grey, en Datterdatter af Henrik VIII’s Søster
(se Stamtavlen), som var gift med
Northumberland’s Søn Dudley, uagtet Kong Henrik
havde indsat den kat. Marie, Katharina’s Datter,
til Tronfølger. Efter Edvard’s Død udraabtes
Jane Grey ogsaa til Dronning, men selv
Protestanterne understøttede hende ikke, og efter 9
Dages Regering blev hun afsat og fængslet,
hvorpaa Marie besteg Tronen (1553-58). Hun
genoprettede den kat. Messe og genindsatte de
fordrevne Bisper, men vedblev i Beg. at føre
Titel af Kirkens Overhoved. Det syntes
saaledes, som om man var vendt tilbage til det
Standpunkt, Henrik VIII havde indtaget. Marie
ønskede dog at give sig helt ind under Paven,
og da hun ikke tog Hensyn til Parlamentets
Indsigelser herimod, udbrød der 1554 en
Opstand til Gunst for hendes protestantiske Søster
Elisabeth. Efter at denne var dæmpet, gav
Parlamentet sit Samtykke til Underkastelsen under
Paven, og Marie, der trods Folkestemningen
havde ægtet sin Fætter Filip II af Spanien, gik
nu frem med Baal og Brand mod Kætterne, af
hvilke henved 300 blev brændte 1555-58. Men
Forfølgelsen havde den modsatte Virkning. Den
Frejdighed, hvormed Protestanterne døde for
deres Tro, vandt Stemningen for dem, og
Calvinismen, der i langt højere Grad end Luther’s
Lære var en Kampreligion, gjorde store
Fremskridt. Ved det sp. Giftermaal blev E. draget
ind i Filip II’s Krig mod Frankrig og mistede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
