- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
295

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

derved Calais, dets sidste Besiddelse paa
Fastlandet (1558). Kort efter døde Marie, og hendes
Søster Elisabeth, der hidtil havde ført en
farefuld Tilværelse, besteg Tronen.

Hendes første Regeringshandling blev
Omordningen af Kirkeforholdene. Personlig vilde
baade Dronningen og den største Del af Folket
have været tilfredse med at vende tilbage til
Henrik VIII’s System, men dette havde i
Længden vist sig uholdbart. Man kunde ikke paa
samme Tid opsige Paven Huldskab og Troskab og
dog vedblive at være en god Katolik. Skridtet
gjordes derfor nu helt ud, og 1559 ff. indførtes
den anglikanske Kirkeordning. Ved
Uniformitetsakten autoriseredes The Common Prayer
Book
, og Suprematsakten fastsatte Kirkens
Forhold til Staten. Titlen »Kirkens øverste Hoved«
blev opgivet, men Kronen beholdt den højeste
kirkelige Jurisdiktion og Retten til at besætte
Bispedømmerne. Flertallet af den eng.
Gejstlighed bøjede sig for det skete, men bl. det
Mindretal, der vægrede sig ved at aflægge Ed til
Dronningen, fandtes næsten alle de høje
Prælater og Bisperne. Dog gik een Biskop over til
Protestantismen, hvorved det lykkedes at
vedligeholde den »apostoliske Succession« og
Forbindelsen med Oldkirken, paa hvilken man satte
megen Pris. Selve Kirkelæren var nærmest den
reformerte, men i Modsætning til Fastlandets
Calvinisme havde man beholdt en stor Del af
de kat. Kirkeskikke og Romerkirkens Hierarki.
Intet Under, at dette Kompromis mellem nyt og
gammelt kritiseredes stærkt af de Reformerte,
der ønskede Galvin’s Lære gennemført i hele
dens Strenghed, saaledes som det samtidig skete
i Skotland. Her havde den reformerte
Gejstlighed, ledet af John Knox, og Adelen 1559
rejst sig mod Enkedronningen Marie af Guise,
der styrede i sin Datter Marie Stuart’s
Navn. Regentinden fik Understøttelse fra
Frankrig, og da Lorderne mistvivlede om deres Sag,
anmodede de Elisabeth om Bistand. Denne var
lidet tilbøjelig hertil; men da Marie Stuart og
hendes Mand Frants II af Frankrig antog Titlen
Konge og Dronning af E., gav hun efter, og ved
eng. Hjælp blev de fr. Tropper fordrevne og
Reformationen indført i
Skotland
(1560). Der var herved blevet knyttet et
stærkt Baand mellem de to Riger, og den
250-aarige Forbindelse mellem Skotland og
Frankrig, der saa ofte havde været farlig for E., var
blevet brudt. Da Marie Stuart efter sin Mands
Død vendte tilbage til sit Rige, maatte hun give
sit Samtykke til Religionsforandringen, men
hemmelig arbejdede hun paa at genindføre
Katolicismen og lagde Planer op mod E. Disse
var saa meget desto farligere, som Marie, der
gennem sin Fader var beslægtet med Tudorerne
(se Stamtavlen), i de fleste rettroende eng.
Katolikkers Øjne stod som deres retmæssige
Dronning, og da Elisabeth haardnakket vægrede sig
ved at gifte sig, maatte Marie ell. hendes Børn
engang i Tiden arve E.’s Trone. Da hun mod
den eng. Regerings Ønske ægtede sin Fætter
Henrik Darnley, blev Forholdet mellem de to
Riger meget spændt. Marie mægtede dog ikke at
besværge den Storm, hun selv havde fremkaldt.
Hun maatte flygte fra sit Rige, og da hun 1568
landede i E. og bad om Hjælp mod sine
Undersaatter, lod Elisabeth hende fængsle og forstod
ved sin underfundige Politik stadig at finde ny
Paaskud til at forlænge Fængslingen. Til Gunst
for Marie Stuart udbrød der 1569 en Opstand i
de nordlige Grevskaber, hvor Katolicismen
havde sine varmeste Tilhængere, men den
opdagedes i Fødslen og undertryktes med stor
Grusomhed. Større var den Fare, der truede fra
Udlandet, fra Rom og Filip II af Spanien. De
moderate Partier inden for den kat. Kirke var
bukkede under for Pavemagten, der i
Jesuitterne havde faaet en talrig og trofast Hær, og
efter Konciliet i Trident stod den som en
velrustet Modstander rede til fra Forsvar at gaa
over til Angreb. Paven bandlyste Elisabeth og
løste hendes Undersaatter fra deres Troskabsed
(1570), men et paatænkt sp. Indfald fra
Nederlandene blev dog opgivet, og i nogle Aar havde
E. Fred, indtil dets Modstandere fandt et
udmærket Angrebspunkt i Irland. Her herskede
der et fuldstændigt Anarki; thi siden Marie den
Blodiges Dage havde de eng. Kolonister
begyndt en Udryddelseskrig mod Kelterne, der
førtes med forfærdelig Vildhed. Reformationen
var ligesom i E. blevet indført ved et Magtbud
og talte kun faa Tilhængere, men hidtil havde
det religiøse Motiv været af underordnet Bet. i
Striden; det var en Kamp mellem to Racer, ikke
mellem to Religioner. Irlænderne var dog under
disse Omstændigheder meget modtagelige for
den kat. Propaganda, og Rom lod ikke et saa
saarbart Punkt være ubenyttet. En ital.-sp. Hær
landede 1580 paa Øen, og samtidig hjemsøgtes
E. af Jesuitter fra de nordfranske Skoler eller
Collegium anglicum i Rom. Elisabeth, hvis
ledende Minister var Lord Cecil, havde i Beg. af
sin Regering holdt sig uden for Tidens Kampe,
men nu drev den kat. Reaktion hende til at tage
bestemt Parti, og E. nærmede sig det
protestantiske Europa. Der sluttedes Forbund med
de fr. Reformerte og moderate Katolikker, hvis
Fører, Hertugen af Alençon, skulde have ægtet
Elisabeth, og efter Vilhelm af Oraniens Mord
sendtes en Hær til Nederlandene under
Dronningens Yndling, Leicester. De mange engelske
Kapere tilføjede dog Spanierne større Skade
end denne Hær, der saa godt som intet
udrettede. For enhver loyal Englænder blev en
»Papist« nu det samme som en Landsforræder;
haarde Lovbestemmelser ramte derfor de
Katolikker, der deltog i den politiske Opposition,
og man stiftede Foreninger for at beskytte
Dronningen mod de mange Sammensværgelser, der
truede hendes Liv. Fra sit Fængsel udfoldede
Marie Stuart en omfattende agitatorisk
Virksomhed, og Parlamentet bestemte derfor, at hun
og hendes Arvinger skulde være udelukkede fra
Tronen, hvis Elisabeth omkom ved en voldsom
Død. Folkestemningen havde længe fordret
hendes Død, men først, efter at der var blevet
opdaget en Sammensværgelse ved selve Hoffet,
stilledes hun for en Domstol og henrettedes
(1587). Dette fremkaldte et afgjort Brud med
de kat. Magter. Paven fornyede sin Bandlysning,
og medens Filip II paa Skrømt underhandlede,
rustede han en mægtig Flaade, der i Forening
med den sp. Hær i Nederlandene skulde erobre

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:52:12 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/7/0309.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free