Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
været enevældigt, stundom endog tyrannisk;
Parlamentet havde været deres lydige Redskab, og
Forfatningen var ofte blevet krænket. Til Held
for E. hvilede dets Frihed dog ikke blot paa
Parlamentets Privilegier, men ogsaa paa det
kommunale Selvstyre, der lodes urørt. Henrik
VIII’s Tyranni var gaaet ud over højadelige
Lorder ell. rige City-Købmænd, hvis Skæbne
var Folkets brede Lag ligegyldig, og med dette
levede Tudorerne gennemgaaende i den bedste
Forstaaelse. Deres Politik var i de fleste
Tilfælde Nationens, og de vogtede sig vel for at
støde denne fra sig. Thi endnu forstod hver
Englænder at bruge sine Vaaben, og hvad
formaaede de faa Tusinde Mand. kgl. Tropper mod
en saadan Hær, der altid var rede til Kamp.
Stuarterne var som Fremmede fra første Færd
upopulære, og Jakob I, »den viseste Nar i
Kristenheden«, forstod ikke som sine Forgængere
at gøre en Dyd af Nødvendigheden. Hans
stivsindede Søn endnu mindre.
Under Karl I (1625-49) vedblev
Buckingham at bevare sin store Indflydelse. Ved gode
Løfter bevægede han Christian IV til at gribe
ind i Trediveaarskrigen, men, misfornøjet over
de Indrømmelser, Karl som Følge af sit franske
Ægteskab havde givet Katolikkerne, nægtede
Parlamentet enhver Bevilling, saa længe
Buckingham var Minister. Regeringen troede at
kunne vinde Stemningen for sig ved en Sejr og
fik med Nød og næppe en Flaade samlet, der
skulde erobre Cadix (1625). Ekspeditionen var
imidlertid usselt udrustet og mislykkedes
aldeles, hvorfor Karl mod sin Villie maatte
sammenkalde Parlamentet. Man havde villet sikre
sig ved at udnævne de betydeligste Modstandere
til Sheriffer og saaledes forhindre dem fra at
blive valgte, men i John Elliot fandt
Oppositionen en dygtig Fører, der med stor
Skarphed angreb Buckingham og fik ham anklaget
for Overhuset (1626). For at redde sin Yndling
opløste Kongen derfor Parlamentet, uden at
dette havde bevilget ham en eneste Sixpence,
og tog nu sin Tilflugt til Tvangslaan. For de
saaledes indkomne Penge udrustedes en Flaade,
som skulde undsætte Hugenotterne i La
Rochelle, thi E. var nu ogsaa kommet i Strid med
Frankrig. Den fr. Belejringshær kom i stor Nød,
men det lykkedes Franskmændene at bringe
den Proviant, og Buckingham, der ikke kunde
faa Hjælp fra E., maatte vende tilbage med
uforrettet Sag. Der herskede megen Uvillie over
den Maade, hvorpaa Tvangslaanene var blevne
inddrevne, og for at faa ny Bevillinger maatte
Karl underskrive den saakaldte Petition of Right
(1628), den første Tilbagegang for Kronens Magt
i de sidste 200 Aar. Det forbødes herved at
hæve Skatter ell. udskrive Tvangslaan uden
Parlamentets Samtykke, at foretage Fængslinger
efter en simpel Ordre fra Kongen og
Gehejmeraadet og at anvende Krigsret over for Civile.
Tvisten mellem Kongen og Folket formindskedes
ikke ved Buckingham’s Mord (1628), den antog
stadig en skarpere Karakter, og ny
Stridsspørgsmaal kom til. En Retning inden for den
anglikanske Gejstlighed vilde ikke anerkende
Calvin’s Prædestinationslære og optog forsk.
»papistiske« Kirkeskikke. Ivrig kongelig sindede
fandt de Støtte hos Karl, men bekæmpedes af
det puritanske Parlament 1629, der ogsaa gjorde
Indsigelse mod Kronens Ret til at hæve
Toldafgifter. Disse udgjorde 1/3 af Statens Indtægt
og var hidtil ved en ny Konges Tronbestigelse
blevne bevilgede for hele hans Regeringstid,
medens Underhuset nu kun vilde bevilge dem
aarevis. Kongen hjemsendte Parlamentet; men
inden dette forlod London, vedtoges det paa et
meget stormende Møde, at den, der foretog
Ændringer i Religionen og hævede ell. betalte
ubevilgede Toldafgifter, skulde betragtes som
Statens Fjende. Brudet var saaledes indtraadt.
Karl opløste nu Forsamlingen og regerede i 11
Aar uden Parlament. Hans vigtigste Raadgivere
var Thomas Wenthworth, senere Jarl af
Strafford, der tidligere havde været Buckingham’s
Modstander, og Laud. Denne, der 1633 blev
Ærkebisp i Canterbury, var en ivrig
Højkirkemand og holdt navnlig stærkt paa de ydre
Ceremonier. Kirkelovene gennemførtes derfor med
stor Strenghed, selv om de ikke mere svarede
til den bestaaende Praksis, og de Præster, der
afveg fra The Common Prayer Book, stævnedes
for »den høje Kommission« og afsattes fra deres
Embede. Samtidig søgte man ved
Kirkevisitationer at gennemføre den ny mere
pragtfulde Gudstjenesteordning, der var Puritanerne
en Torn i Øjet. Gennem »Uniformiteten« troede
Laud at kunne fremtvinge Kirkens Enhed, men
man mente - dog ganske uden Grund -, at
han vilde genindføre Katolicismen, og selv
moderate Højkirkemænd sluttede sig efterhaanden
til Puritanerne. Af finansielle Grunde var der
blevet sluttet Fred med Frankrig (1629), og
Spanien (1630), og ved Tvangslaan samt høje
Bøder, der idømtes Modstanderne af
»Stjernekamret«, søgte Kongen at gøre sig uafhængig af
Parlamentet. I Længden var dette dog
utilstrækkeligt, og Karl greb nu til en Udvej, hvorved
han tillige blev den egl. Skaber af den
engelske Orlogsflaade. Han paabød Søkøbstæderne at
stille Skibe, og snart udvidedes dette til at
gælde hele Landet, dog saaledes, at der i St f.
Ydelser in natura betaltes en Afgift,
»Skibspengene«, for hvilken Kronen lod bygge en god
Flaade. Dette fortsattes Aar efter Aar, og
Folket, der var opbragt over Regeringens
Kirkepolitik, begyndte at blive uroligt. Kunde Kongen
paa denne Maade vedblive at skaffe sig Penge,
var Parlamentets Bevillingsret jo ganske
værdiløs. En Landadelsmand John Hampden gjorde
sig til Tolk for den offentlige Mening og nægtede
at betale de 20 sh., hvortil hans Skibspenge var
takserede (1637). Sagen kom for
Skatkammerretten, hvis Kendelse gik Hampden imod, men
hele Folket stod paa hans Side, og overalt var
der Gæring. Begivenhederne i Skotland bragte
den alm. Misfornøjelse til Udbrud. I Modstrid
med det presbyterianske System havde Jakob I
faaet indsat Bisper i Skotland, og Karl søgte at
nærme den skotske Kirke endnu mere til den
eng. ved at befale Indførelsen af en ændret
Udgave af The Common Prayer Book. Herimod
rejste Skotterne sig som een Mand og stiftede
et Forbund The Covenant (1638) til Forsvar for
Evangeliets Renhed og Frihed, samtidig med,
at man traadte i Forbindelse med den eng.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
