- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
299

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

han imidlertid paa ny (3. Septbr 1651), og Karl
maatte nu flygte til Frankrig. Mellem de
sejrrige Republikanere udbrød der dog snart Splid.
Det yderst faatallige Parlament, der af
Folkevittigheden døbtes the Rump, vilde ikke give
Afkald paa Magten, og da det vægrede sig ved
at lade ny Valg udskrive, medmindre det fik
Sæde i den kommende Forsamling, lod
Cromwell det endelig opløse ved Vaabenmagt (20.
Apr. 1653). En Slags Notabelforsamling af ivrige
Independenter, det saakaldte
Barebones-Parlament, indtog dets Plads, men viste sig ret
uskikket til verdslig Gerning, og samtidig fordrede
yderliggaaende Partier som The Levellers og
»Femtemonarkimændene« vidtgaaende sociale
Reformer. Alle, der havde noget at miste, saa,
at Cromwell var den eneste Redning,
Parlamentet takkede derfor af, og overdrog ham
Magten (Decbr 1653). Forfatningen, den eneste
skrevne, E. nogen Sinde har haft, ordnedes nu
saaledes, at den udøvende Magt gaves til
Cromwell, der fik Titel af Lord
Protektor
. Ved hans Side stod et Statsraad og
et Etkammerparlament omfattende alle 3 Riger
og valgt efter en ny Valglov, der dog
udelukkede alle Katolikker og foreløbig alle
Kongeligsindede. Reaktionen var nu indtraadt. Gennem
Republikken var man naaet til et
Militærdiktatur, der ret udfoldede sig, efter at det var
kommet til et Brud mellem Protektoren og
hans første Parlament; de civile Myndigheder
underordnedes da en Tid lang ganske de milit.
(1655). Et nyt Parlament, hvorfra de valgte
Modstandere var udelukkede, viste sig mere
imødekommende. Det foreslog Oprettelsen af et
Overhus og tilbød Cromwell Kongetitlen, som
han dog afslog for ikke at støde Hæren. Men da
de udelukkede Medlemmer fik Tilladelse til at
indtage deres Pladser, begyndte Tvisten paa
ny, og Cromwell lod Forsamlingen opløse (1658).
Hans Forsøg paa at regere som konstitutionel
Hersker faldt og maatte falde uheldig ud, thi
Folkets langt overvejende Flertal var
misfornøjet med de bestaaende Tilstande og længtes
tilbage til Kongedømmet. Hans Udenrigspolitik
var ledsaget af større Held. Det var Cromwell’s
Yndlingstanke at stifte et stort protestantisk
Forbund, og han sluttede derfor Fred med
Nederlandene, med hvilke der som Følge af
Navigationsakten (s. d.) o. a. Handelsstridigheder
var blevet ført en heftig Søkrig (1652-54). I
Forbund med Frankrig kæmpede han mod
Spanien, fra hvem Dunkirken og Jamaika
erobredes, og E. genvandt atter sin tabte
Stormagtsstilling. Parlamentet havde givet Cromwell Ret
til at udnævne sin Efterfølger, og da han døde
(3. Septbr 1658), blev Sønnen Richard
Protektor. Systemet hvilede dog i alt for høj Grad
paa Oliver’s mægtige Personlighed, og nu
styrtede det sammen. Richard formaaede ikke at
tøjle Hæren og nedlagde derfor sit Protektorat
(Apr. 1659), hvorefter Officererne ledede af
General Lambert var de eneste Magthavere. De
indkaldte Medlemmerne af »det lange
Parlament« for igen at opløse og paa ny at indkalde
det. Kommandanten i Skotland, General Monk,
besluttede at gøre en Ende paa dette Virvar.
Han nødte »det lange Parlament« til atter at
optage de 1648 udjagede Medlemmer, hvorefter
Forsamlingen udskrev ny Valg og frivillig
nedlagde sine Mandater (Marts 1660). Det var
naturligt nu at vende tilbage til Kongedømmet.
Ved Deklarationen i Breda lovede Karl II alm.
Amnesti, og »Konventionsparlamentet« vedtog,
at E.’s Regering for Fremtiden skulde være hos
»Konge, Lorder og Underhus«. 25. Maj 1660
landede Karl i Dover og blev modtaget under alm.
Jubel.

Unionen mellem de 3 Riger hævedes straks,
og den gl. Valglov, der allerede nu i alt for
høj Grad begunstigede de smaa Byer, indførtes
atter. Men selv om de sidste 20 Aars Kampe
var endte med »Restaurationen«, ɔ: det
fordrevne Fyrstehus’ Tilbagevenden, var der dog ikke
blevet kæmpet forgæves, thi baade Kongens
Tilhængere og Modstandere var i det hele enige
om de Reformer, det »lange Parlament« havde
gennemført indtil Midten af 1641. Om end enkelte
af disse, som f. Eks. de treaarige Parlamenter,
ophævedes, var der dog skabt en
konstitutionel Regeringsform, og alt afhang af, om
Kongen loyalt vilde overholde denne. Man var
træt af den haarde og strenge Puritanisme, og
nu, da dens Magt var brudt, bredte der sig i de
højere Lag en ubehersket Livslyst og
Nydelsestrang, medens den religiøse Følelse var
kendelig svækket. Den stærke Reaktion, der indtraadte
paa dette Felt, skyldtes da ogsaa mere politiske
end dogmatiske Grunde. Royalisterne holdt paa
den episkopale Kirkes fuldstændige
Genindførelse samt Parlamentets Ret til at ordne
Kirkeforholdene, og denne Retning sejrede paa
»Kavalerparlamentet«, der indkaldtes 1661.
Korporationsakten (1661) og Uniformitetsakten (1662)
gjorde det umuligt for Lavkirkens Mænd at
beholde deres kirkelige Embeder, og henved 1200
Præster afskedigedes. De forsk. afvigende
protestantiske Partier, for hvem Fællesnavnet
»Dissenters« blev alm., skiftede fra nu af Politik.
De opgav deres Forsøg paa at omskabe
Højkirken, men forlangte til Gengæld Tolerance for
sig selv. Parlamentet vilde saa lidt gaa ind
herpaa, at det endog ved Konventikelakten (1664)
forbød alle gudelige Forsamlinger, uagtet
Kongen nedlagde Indsigelse herimod. Karl’s
Indgriben skete imidlertid mere til Gunst for
Katolikkerne end for Dissenters, thi i Modsætning til
sin Fader og Bedstefader følte han sig
tiltrukket af Katolicismen, til hvilken han 1669
hemmelig gik over. Dette sporedes i hans
Udenrigspolitik. P. Gr. a. Handelsstridigheder udbrød
der 1665 en ny Søkrig mellem E. og
Nederlandene, der førtes med liden Hæder og endte
med Freden i Breda (1667), som dog skaffede
E. de nederlandske Kolonier i Nordamerika
(New York). For at standse Ludvig XIV’s store
Fremgang stiftede kort efter de to Magter og
Sverige Tripelalliancen (1668). Denne naaede
ogsaa sit Maal, men Karl skiftede snart Parti
og forpligtede sig ved en hemmelig Traktat i
Dover (1670) til at deltage i den holl. Hævnkrig,
mod at Ludvig til Gengæld betalte Subsidier og
lovede at understøtte ham mod Englænderne,
naar han offentligt erklærede sig for
Katolicismen. Et Ministerium i moderne Bet. var
dengang ukendt i E., og efter at Parlamentet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:52:12 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/7/0313.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free