Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde styrtet Clarendon, der havde været den
ledende Mand i Karl’s første Tid, blev hans
vigtigste Raadgivere et Udvalg af Gehejmeraadet,
Juntoen ell. Kabalen. Disses politiske og
religiøse Standpunkt var indbyrdes meget forsk., og
Dover-Traktaten blev derfor kun forelagt
enkelte, paa hvilke Kongen fuldt ud kunde stole.
Samtidig med, at Krigen med Nederlandene
erklæredes, udstedte Kongen, støttende sig paa sin
Dispensationsret, en Indulgenserklæring, der gav
Katolikkerne og Dissenters fuldstændig fri
Religionsøvelse (1672). Men denne var givet uden
Parlamentets Samtykke, og dette vogtede nøje
paa sit Overherredømme over Kirken. For at
opnaa Bevillinger til Krigen blev Kongen derfor
nødt til at tage Erklæringen tilbage og give sit
Samtykke til Test-Akten, iflg. hvilken enhver
Embedsmand var forpligtet til at nyde
Nadveren efter anglikansk Ritus og underskrive en
Formular, der fordømte den kat.
Transsubstantiationslære (1673). Uagtet denne Lov lige saa
vel ramte Dissenters som Katolikker, var den
dog nærmest rettet mod de sidste, fra hvem
ogsaa den største Fare truede. Det var vitterligt
for alle, at den eventuelle Tronfølger,
Hertugen af York var Katolik, og for de fleste
Englændere stod Katolicismens Genindførelse som en
Tilintetgørelse af den fri Forfatning; man
huske, hvorledes i Frankrig netop nu Enevælde
og kat. Reaktion gik Haand i Haand. Samtidig
saa mange Højkirkemænd med mildere Øjne
paa Dissenters, og det tidligere saa enige og
loyale Kavalerparlament spaltedes i to Partier;
det ene, der lededes af Ashley, Jarl af
Shaftesbury, hævdede Tolerancen, men kun for
Dissenters, det andet holdt derimod fast ved den
episkopale Kirkes fuldstændige Eneraadighed.
Dets Fører var Danby, som blev Kongens
vigtigste Raadgiver, efter at Test-Akten havde
medført Kabalministeriets Opløsning. Han sluttede
Fred med Nederlandene i Westminster (1674),
og ved en rigelig Anvendelse af Bestikkelser,
der af ham ret blev sat i System, formaaede
han at hævde en Majoritet i Underhuset. I fl.
Aar ledede han E.’s indre Styrelse, medens
Udenrigspolitikken førtes af Karl personlig, der
modtog store Subsidier af Ludvig XIV for at
gøre sig uafhængig af Parlamentet mod til
Gengæld at yde ham Bistand ell. holde sig neutral
under den holl. Hævnkrig. Endelig lykkedes det
Shaftesbury at styrte Danby, uagtet Kongen
søgte at redde sin Minister ved at opløse
Kavalerparlamentet (1679). I de flg. Parlamenter,
de saakaldte tre korte (1679-81), var
Oppositionen i afgjort Flertal, og Shaftesbury førte en
skarp anti-kat. Politik. Karl havde ingen ægte
Sønner, og hans Broder Jakob, Hertugen af York,
skulde derfor arve Tronen. Men man frygtede
for en kat. Konge, og for at forebygge dette
foresloges det at overføre Arveretten fra Jakob
til Karl’s uægte Søn Hertugen af Monmouth, en
Plan, Kongen alene kunde forhindre ved
gentagne Parlamentsopløsninger, saa at der i disse
Aar kun vedtoges een vigtig Lov, Habeas
corpus-Akten (1679). Stemningen i Landet var en
Tid for Whig’erne - i disse Aar opstod
nemlig de berømte Partinavne - og den skærpedes
ved, at en Løgner, Titus Oates, udbredte Rygter
om en stor papistisk Sammensværgelse.
Efterhaanden fandt imidlertid Folket, der fremfor alt
var bange for en Borgerkrig, at Parlamentet
var gaaet for vidt ved ikke blot at ville berøve
Jakob, men ogsaa dennes to protestantisk
opdragne Døtre Marie og Anna Arveretten, og i
Karl’s sidste Aar indtraadte der en stærk
Toryreaktion. I mange Smaabyer valgte
Borgerraadene Parlamentsmedlemmerne, og for at sikre
sig et gunstigt Flertal i det kommende
Parlament forandrede man 1683-84 Byernes
Privilegier, og Tory’er indsattes til kommunale
Embedsmænd. Shaftesbury undslap i Tide til
Fastlandet; men da der 1683 samtidig opdagedes en
Sammensværgelse, the Rye-house plot, stiftet med
det Formaal at myrde Kongen og hans Broder,
og en Forbindelse mellem Whig’erne, der vilde
bringe Kongen til at sammenkalde Parlamentet,
forstod Regeringen ved at kombinere disse at
skaffe sig af med fl. farlige Modstandere.
Whig’-ernes Førere beskyldtes for Delagtighed i the
Rye-house plot, og to af dem, Lord Russell og
Algernon Sidney, henrettedes (1683). Uagtet
dette var et rent Justitsmord, vakte det dog
ingen Bevægelse, og alt var roligt, da Karl døde,
og Jakob II besteg Tronen (1685-88).
Kort efter blev Freden imidlertid brudt ved,
at misfornøjede Whig’er under Ledelse af
Hertugen af Monmouth og Greven af Argyle gjorde
Indfald i E. og Skotland. Her havde der i de
foregaaende Aar fundet store
Religionsforfølgelser Sted, og Argyle troede derfor, at hele
Landet vilde rejse sig til Gunst for ham, men han
blev hurtig overvundet. Monmouth landede i
Cornwall og fik stor Tilslutning af Folkets
lavere Klasser; Gentry’en holdt sig dog rolig, og
ved Sedgemoor blev hans sammenløbne Skarer
slaaede af de kgl. Tropper (1685). Han selv blev
fanget og henrettet, og de urolige Grevskaber
straffedes haardt ved de saakaldte »Blodige
Assiser«. Det var Jakob’s faste Beslutning at
skaffe Katolikkerne fri Religionsøvelse, og
overmodig af sit Held anmodede han Parlamentet
om at ophæve Test-Akten. Parlamentet var
fuldstændig torysindet og yderst loyalt, men selv
den krasseste Tory vilde dog ikke gaa med til at
ødelægge det eneste Bolværk, der kunde
beskytte Englænderne mod en kat. Regents
Overgreb. Kongen lod det derfor hjemsende og søgte
at naa sit Maal ved gennem Dispensationer at
undtage Katolikker fra Test-Akten og saaledes
at ansætte dem i Administrationen, i Hæren, ja
selv i Kirken. De anglikanske Bisper og Præster
var gode Tory’er, og da dette Partis vigtigste
Grundsætning var, at Modstand mod Kongen var
absolut utilladelig, fandt de sig, om end
knurrende i, hvad der skete. Men om at stemme
dem gunstige for Katolikkerne kunde der
naturligvis ikke mere være Tale, og Jakob søgte
derfor at vinde deres Modstandere, Dissenters,
ved en Indulgenserklæring (1687), der gav dem
og Katolikkerne Ret til offentlig Gudstjeneste.
Forsøget mislykkedes imidlertid, da de fleste
Dissenters betragtede Erklæringen som ulovlig.
Aaret efter udstedtes der en ny
Indulgenserklæring, som Gejstligheden fik Befaling til at
oplæse fra Prædikestolen. Dette var dog at sætte
dens Loyalitet paa for haard Prøve, og da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
