Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kongen samtidig i sit andet Ægteskab fik en Søn,
som skulde opdrages i den kat. Religion,
svigtede Tory’erne og opgav deres Program om no
resistance. Hidtil havde man nemlig været sikker
paa, at Tronen efter Jakob’s Død vilde tilfalde en
Protestant, men nu var der Udsigt til at faa et
kat. Dynasti. For denne Fare maatte enhver
underordnet Splid vige, og ansete Mænd af
begge Partier henvendte sig derfor til Statholderen
i Nederlandene, Vilhelm af Oranien, som var
gift med Jakob’s Datter Marie, og anmodede
ham om at forsvare E.’s Frihed (Juni 1688).
Efter nogen Betænkning erklærede han sig villig
hertil, og da han 5. Novbr 1688 landede i
Torbay, sluttede hele Folket sig til ham. Endog
Hæren svigtede Jakob, der flygtede til Frankrig,
medens Vilhelm holdt sit Indtog i London.
V. Fra 1688 til 1760.
Et af ham sammenkaldt
Konventionsparlament erklærede Tronen for vakant (Jan. 1689)
og overdrog Vilhelm og Marie Kronen,
saaledes at Prinsen dog blev den egl. Regent.
Arvefølgen ordnedes, og Declaration of Right drog
faste Grænser for Dispensationsretten.
Parlamentet, bestemtes der, skulde indkaldes hvert
Aar; uden dets Samtykke maatte Skatter ikke
opkræves; og ved den aarlige Mutiny act ɔ: en
Lov, der tillod Regeringen at nedsætte
Krigsretter i Fredstid, fik det Indflydelse paa
Hærens Størrelse. Kongen var saaledes afskaaret
fra at kunne omstyrte Forfatningen med væbnet
Magt. Betydningsfuldere var det dog, at
Revolutionen, som Stuarternes Fordrivelse kaldtes,
bragte Tolerancen delvis Sejr. Nu fik Dissenters
nemlig Religionsfrihed, ligesom der noget
senere gaves Pressefrihed (1695). Til
Katolikkerne strakte denne Frihed sig ikke; thi
Englænderne frygtede endnu Katolicismen og kunde
ikke glemme, hvorledes de sidste Stuarter
havde villet undertrykke Majoriteten til Fordel for
en forsvindende Minoritet. Samtidig blev
Presbyterianismen Statskirke i Skotland. Her havde
fl. af de højskotske Klaner rejst sig til Fordel
for det fordrevne Kongehus, men de faldt
hurtig til Føje. Haardere var Modstanden paa
Irland, hvor Jakob var landet med fr. Tropper.
Øen rev sig ganske løs fra E., og Kelterne
rejste sig mod Kolonisterne, som dog gjorde tapper
Modstand, f. Eks. i Londonderry. Vilhelm drog
selv derover og sejrede ved Boyne-Floden (1690),
hvorefter Jakob flygtede til Frankrig; Resten af
Modstanden knækkedes i Slaget ved Aughrim,
og de Løfter om Amnesti, Sejrherrerne gav, blev
ikke holdte. Under Revolutionen var Tory’er og
Whig’er gaaede Haand i Haand, men
Enigheden ophørte snart, og i Parlamentet
bekæmpede de to Partier hinanden som forhen.
Whig’-erne havde dog Overvægten, og Kongen, der i
Beg. af sin Regering havde sammensat
Ministeriet af begge Partier, tog 1694 et rent
Whig-Ministerium. Selv om dette kun sad til 1699, og
Ministeriet efter den Tid ofte paa ny var
blandet, var dette Skridt dog en vigtig Begivenhed
i den eng. Forfatnings Udvikling. Det var Beg.
til den senere Parlamentarisme og viste, at
Parlamentets Magt nu var saa stor, at Kongen
nødvendigvis maatte tage Hensyn til det. Dette
frygtede imidlertid for, at Ministeriets
Indflydelse skulde blive for mægtigt, og ved Act of
Settlement (1701) fastsloges det bl. a., at kgl.
Embedsmænd ikke kunde vælges til
Medlemmer, en Bestemmelse, der var rettet mod
Ministrene, som købte Stemmer ved Embeder; 1705
ændredes dette Forbud noget og fik
efterhaanden sin nuv. Form. Act of Settlement
omordnede desuden Tronfølgen. Det var 1689 blevet
fastsat, at Tronen, hvis Vilhelm og Marie døde
barnløse, skulde gaa i Arv til Jakob’s yngste
Datter Anna og hendes Børn med Prins Jørgen
af Danmark. Men disse døde som smaa, og
Arveretten overførtes derfor til Kurfyrst Georg
af Hannover og hans Moder, en Datterdatter af
Jakob I. For øvrigt herskede der stor Korruption
i de offentlige Forhold, da mange af de ledende
Mænd bar Kappen paa begge Skuldre og
hemmelig underhandlede med Stuarterne. Vilhelm
støttede sig derfor naturligvis til sine
Landsmænd Hollænderne; men dette vakte Folkets
Uvillie, og han var en Tid lang ret ilde lidt.
Han opfattede det som sit Livs store Opgave
at knække Ludvig XIV’s Magt; væsentlig af
den Grund havde han taget mod Kronen, og
E. sluttede sig ogsaa i den pfalziske
Arvefølgekrig til Frankrigs Fjender. Eng. Tropper deltog
i Kampene i Nederlandene, og efter at have lidt
et Nederlag ved Beachy Head (1690) sejrede den
forenede eng.-holl. Flaade 1692 ved La Hogue,
hvorved der for lange Tider gjordes en Ende
paa Frankrigs Sømagt. Krigen, under hvilken
Bank of E. stiftedes (1694), og Grunden lagdes til
den eng. Statsgæld, endte med Freden i
Ryswick (1697), da alle de Kæmpende ønskede at
have fri Hænder til den sp. Arvefølgekrig, som
man forudsaa. De fredsvenlige Tory’er havde paa
denne Tid Overvægten i Parlamentet, men
Ludvig fornærmede Englænderne ved efter
Jakob II’s Død (1701) at anerkende hans Søn af
s. N. som Konge, trods sine Løfter ved Freden
i Ryswick, ligesom man med Ængstelse saa, at
han besatte en Række belg. Grænsefæstninger.
Thi ingen eng. Regering har nogen Side villet
taale fr. Indflydelse i det nærliggende Belgien.
Et nyt Parlament, hvori Whig’erne fik Flertal,
samtykkede i Krigen, men kort efter døde
Vilhelm III (1702); Marie var allerede død 1694. I
Modsætning til sin Forgænger var Anna (1702
-14) afgjort Tory og tog straks et
Tory-Ministerium, men de vigtigste Ledere, Marlborough
og Godolphin, accepterede Whig’ernes
Udenrigspolitik, og Krigen blev derfor fortsat.
Medens Marlborough som Anfører for de allierede
Hære kæmpede i Nederlandene, var
Englænderne ogsaa ivrige paa den pyrenæiske Halvø, hvor
der knyttedes Forbindelser med Portugal, som
snart bragte dette Land i Handelsafhængighed
af E., og Gibraltar og Minorca erobredes.
Samtidig forhandlede man hjemme om Unionen med
Skotland. Act of Settlement havde ingen
Gyldighed i dette Rige, og der var derfor intet til
Hinder for, at Stuarterne efter Anna’s Død
kunde bestige den skotske Trone, noget, man
for enhver Pris vilde forhindre. Paa den anden
Side ønskede Skotterne ganske naturlig at blive
delagtige i det store Handelsopsving,
Navigationsakten havde fremkaldt, og de gav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
