Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Endelig tog Canning sig af Grækernes Frihedskamp
og skaffede dem til sidst Hjælp fra
Stormagterne. Den fri Luftning, som fremkaldtes herved,
virkede tilbage paa de indre Forhold. 1824
ophævedes saaledes Forbudet imod, at Arbejderne
sluttede sig sammen i Foreninger, og 1823-26
gjordes de første svage Skridt til at indskrænke
Beskyttelsessystemet og nedsætte Korntolden,
hvorhos Spørgsmaalet om Katolikkernes
Ligestilling paa ny kom for Alvor paa Dagsordenen
(vedtoges 1825 i Underhuset med 268 Stemmer
mod 241, men forkastedes i Overhuset med
178 Stemmer mod 130). Ogsaa fandt en
Tilnærmelse Sted mellem de maadeholdne Tory’er og
Whig’erne, hvad senere fik stor Bet., idet hine
sluttede sig til det frisindede Parti. Efter
Canning’s Død 1827 kom vistnok igen et
Tory-Ministerium til Roret under Wellington og
Peel, og dette optog i det væsentlige
Castlereagh’s Holdning udadtil. Derimod gik det 1828
villig ind paa Russell’s Forslag om at ophæve
Test-Akten (fra 1678) for Dissenterne og
gennemførte endog selv 1829 Katolikkernes
Ligestilling, som Partiet i mere end en
Menneskealder haardnakket havde modsat sig, fordi E.
derved vilde tabe sit Grundpræg som
protestantisk Magt. Iflg. den ny Lov fik Katolikkerne
i Storbritannien Valgret til Underhuset, ligesom
i Irland 1793; desuden fik de i hele Riget
Valgbarhed til Underhuset og til kommunale Hverv
samt Adgang til de fleste civile Embeder (1817
havde de faaet Adgang til Officersposter i Hær
og Flaade); endelig maatte de kat. Peerer
indtage deres Sæde i Overhuset, hvad der havde
været dem nægtet i halvandet Hundredaar. Kun
maatte de kat. Underhusmedlemmer (indtil 1866)
aflægge en egen Ed paa, at de ikke vilde skade
Statskirken, og de eng. Univ. forblev indtil
1854 lukkede for Katolikker. Naar Regeringen i
dette indgribende Spørgsmaal bøjede sig for den
offentlige Mening, var det, som Wellington aabent
udtalte, alene for at undgaa en Borgerkrig.
Stemningen i Irland var nemlig efterhaanden blevet
saa ophidset, at man kunde frygte et voldsomt
Udbrud. Lige siden 1802 havde der bestaaet
en stor kat. Forening, og denne var 1823 blevet
omdannet af Irlændernes Fører O’Connell for
at fremme deres Ønsker ved en udstrakt
Agitation. Desuden voksede Ophidselsen bl.
Landboerne saavel mod de eng. Godsejere, der i
Reglen opholdt sdg uden for Øen og fortærede de
der indvundne Afgifter, som mod de anglikanske
Præster, til hvem det kat. Flertal skulde
udrede Tiende. De slog sig sammen i
hemmelige Samfund, der holdt natlige Møder og øvede
alskens Voldsgerninger mod Godsejernes
Forvaltere og Tiendekræverne, og uagtet alle sine
Tvangsforholdsregler stod Regeringen næsten
magtesløs over for dette Røre. Da nu O’Connell
1828 stik imod Loven, der udelukkede
Katolikkerne, lod sig vælge til Underhuset og krævede
Adgang, fandt Regeringen det rettest at give
efter for Stormen, men krævede som Vilkaar
en Opløsning af den kat. Forening og en
væsentlig Indskrænkning af Valgretten i Irland
(Vælgertallet i Grevskaberne formindskedes til
1/5). Endnu en Indrømmelse gjordes den
offentlige Mening, idet Regeringen 1828 gennemførte
den saakaldte »glidende Skala« for Korntolden,
hvorved der altid forblev den samme Pris paa
Hvede: et Par Aar i Forvejen, da Forslaget
fremkom fra Canning’s Ministerium, havde
Wellington faaet det forkastet. Derimod vægrede
Regeringen sig bestemt ved enhver Ændring i
Underhusets Sammensætning, og dette
Spørgsmaal traadte derfor i Forgrunden som det
liberale Partis vigtigste Opgave.
Forhaabningerne styrkedes i høj Grad, da
Vilhelm IV, der altid havde hyldet
frisindede Grundsætninger, 26. Juni 1830 afløste sin
Broder paa Tronen, og da Julirevolutionen en
Maaned senere indvarslede en ny Tid i Europa.
15. Septbr betegnedes dette ogsaa paa en
anden Maade, idet den første Jernbane (mellem
Manchester og Liverpool) aabnedes. Allerede
Novbr s. A. maatte Ministeriet vige Pladsen for
et liberalt, det første siden 1806. Jarl Grey,
der allerede 1793 havde foreslaaet en
Valgreform, indtog Forsædet, og desuden optoges
Melbourne, Russell, Palmerston og Stanley
(senere Derby), 4 fremtidige Førsteministre, samt
Brougham, Durham, Graham og Lansdowne,
som alle havde deltaget i den liberale
Opposition. Deres Forslag om en Valgreform
krænkede alt for mange personlige Interesser til ikke
at fremkalde den kraftigste Modstand, men
vakte tillige et hidtil ukendt Røre i hele Folket,
ja efterhaanden en Ophidselse, der gav sig Luft
i alle Haande Voldsomheder, Forhaanelser mod
dets Modstandere samt Trusler om
Skattenægtelser o. l. Første Gang gik Udkastet kun med
een Stemmes Overtal gennem Underhuset, efter
at have modtaget fra Tory’ernes Side den mest
ubetingede Afvisning og Fordømmelse i de
heftigste Udtryk. Regeringen greb derfor til en
Opløsning, og de ny Valg, der foretoges under
Kampraabet »For Bill’en, for hele Bill’en og
kun for Bill’en«, gav Ministeriet et Overtal af
over 100 Stemmer. Overhuset lod sig dog ikke
paavirke heraf, men forkastede hele Loven. I
næste Samling (1832) forelagdes Udkastet igen
i noget ændret Skikkelse og vedtoges af
Underhuset med et forøget Flertal. Da Partistillingen
i Overhuset viste sig uforandret, indgav
Ministrene deres Afskedsbegæring, og da Wellington
ikke var i Stand til at danne et nyt Ministerium,
krævede de Bemyndigelse fra Kongen til at
udnævne saa mange Peerer, at de kunde sætte
Loven igennem. Da Underhuset desuden truede
med ikke at ville vedtage den aarlige Lov
(Mutiny Bill), iflg. hvilken Hæren holdes sammen,
og der i Folket lød stærke Røster om at
omstyrte Lordernes Hus, udvirkede Kongen ved
ligefrem Henvendelse til Wellington, at han og
100 af hans Tilhængere holdt sig borte fra
Overhusets Møder. Ministeriet havde da Stemmer nok
til at sætte Loven igennem uden at gøre Brug
af den givne Bemyndigelse. Saaledes blev
Valgreformen ført til Ende efter 1 1/2 Aars politisk
Kamp under Brug ell. Trusel om de yderste
Midler næst efter ligefrem Vold.
Naar man ser paa den med Nutids Øjne,
synes den at være en ret maadeholden
Forholdsregel, og den tilfredsstillede heller ingenlunde
Datidens lille radikale Gruppe. Men i
Virkeligheden var den et vældigt Brud med den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
