Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jan. 1901 sin usædvanlig lange Regeringstid
under sit Folks alm. Deltagelse og Højagtelse.
E. E.
VIII. Den nyeste Tid.
Under Boerkrigens Efterveer svækkedes
Regeringens Stilling; A. J. Balfour, der Juli 1902
afløste Salisbury, fik en vanskelig Opgave. En
Undersøgelseskommission blottede megen
Skødesløshed og Letsind i Krigsledelsen. En Plan
om en Nyordning af Militærvæsenet lykkedes
det dog ikke at gennemføre. Gældsbyrden og
de voksende Rustningsudgifter hindrede
Socialreformer, navnlig den længe lovede
Alderdomsforsørgelse. Indførelsen af kin. Arbejdskraft til
Sydafrika fremstilledes af Oppositionen som en
Begunstigelse fra Statens Side af kapitalistisk
Slavedrift. En Folkeskolelov (1902), der bragte
Kirkeskolerne under offentlig Forsorg, uden at
de mistede det religiøse Særpræg, ophidsede de
talrige kirkefjendske Sekterer. Afholdsfolkene
fandt, at Beværterloven, der hjemlede
Erstatning for Fratagelse af Udskænkningsretten,
viste Regeringens Afhængighed af
Spiritusindustrien. Arbejderorganisationerne krævede
forgæves en Lovgivning, der fritog dem for
Erstatningskrav, naar Strejker voldte økonomisk
Skade. I Irland bragtes Jordspørgsmaalet et
mægtigt Skridt fremad ved »Landkøbsloven«
(1903), der bevilgede en Kredit paa 112 Mill.
£ til efterhaanden at gøre Fæsterne til
Selvejere, men Forhandlingerne om et vist irsk
Selvstyre strandede, og Nationalisterne forblev
i afgjort Opposition. Ved en ny Konference 1902
mellem Chamberlain som Koloniminister og de
selvstyrende Koloniers Førsteministre ønskede
Regeringspartiet (der nu oftest kaldes
»Unionister«) at skabe tættere Sammenhold i Riget;
men (ligesom ved en flg. Konference 1907) lagdes
fra Koloniernes Side Hovedvægten paa et
toldpolitisk Fællesskab, der gik imod de raadende
Frihandelsprincipper. Chamberlain vilde nu
forene Hensynet til Rigssammenholdet med
Beskyttelse for den truede eng. Industri og med
en paakrævet Opgang i Statsindtægterne; han
rejste derfor 1903 en mægtig Agitation for en
Beskyttelsestold for eng. Industri- og
Landbrugsprodukter med Begunstigelse for
Kolonierne mod tilsvarende Indrømmelser fra deres Side.
Men Unionisterne var endnu ikke beredte til at
følge ham; han selv blev tillige med tre
afgjorte Modstandere udskilt af Ministeriet, der
søgte at undgaa de skarpe Standpunkter,
medens den liberale Opposition atter fik et
Fællesgrundlag i en Kamp for Frihandelen mod
»Skatten paa Føde«. Da Suppleringsvalgene oftest gik
Regeringen imod, og den fik daarlig Støtte af
Partiet i Underhuset, trak den sig tilbage Decbr
1905, og Campbell-Bannerman dannede et
liberalt Kabinet. Ved de alm. Valg Jan. 1906 valgtes
c. 400 Liberale, og c. 160 Unionister.
Arbejdernes ny selvstændige Partiorganisation fik
c. 30 Repræsentanter (senere ved Tilslutning
af liberale Arbejderrepræsentanter c. 40),
Nationalisterne c. 80.
Nederlaget bragte Unionisterne til at samle
sig fastere om Beskyttelsesprogrammet, der
stillede bedre Arbejdsforhold i By og paa Land
i Udsigt, medens Regeringen i de nærmeste Aar
maatte arbejde paa at tilfredsstille sine mest
energiske Partifæller, uden at kunne byde
Masserne stort. En gennemgribende Omordning af
Hærvæsenet lykkedes Krigsministeren Haldane;
men en Folkeskolelov og en Beværterlov, der
skulde gøre Forgængernes Arbejde om og tog
megen Tid for Underhuset, forkastedes af
Overhuset. Et Tilbud om Selvstyre for Irland fandt
Nationalisterne for ringe til at modtage. 1908
løste dog Irlands Minister Birrell et gammelt
Stridsspørgsmaal ved Oprettelsen af et irsk
Statsuniversitet saavel for rom. Katolikker som
for andre Konfessioner. En for Arbejderne
gunstig Strejkelov, som Overhuset ikke turde røre,
var den vigtigste Socialreform; Loven om
Husmandsbrug og -haver, der skulde imødekomme
det populære Krav om at føre Almuen »tilbage
til Jorden«, vakte nok Opmærksomhed, men
førte ikke vidt. Finansministeren Asquith
regnedes ikke for nogen radikal Reformven;
Ministerchefen var svækket af Sygdom; hans
Indflydelse sporedes mest, da der indrømmedes de
overvundne Boerrepublikker fri Forfatninger,
hvad senere (1910) førte til en Sammenslutning
af hele britisk Sydafrika til en selvstyrende
Koloni; men hans Forsøg paa at rejse
Forfatningskamp om Overhusets Vetoret gav næppe
Regeringen større Slagkraft. Apr. 1908 afløstes
Campbell-Bannerman af Asquith, hvis Embede
gik over til Lloyd George. En
Alderdomsforsørgelseslov var allerede forelagt Parlamentet, og
Overhuset lod den passere, som det ufravigeligt
i mange Aar havde gjort med finansielle Love;
nu vilde den ny Finansminister benytte denne
Praksis til en Lovgivning, der skulde skaffe
Penge uden større indirekte Skat og reformere
radikalt paa Omraader, hvor man ellers maatte
vente Modstand fra Lorderne. Hans Budget
1909 øgede Formue- og Arveskatter stærkt,
gennemførte ved Hjælp af Spiritusbeskatning
delvis den forkastede Beværterlov og indførte
Skatter paa ikke udnyttet Jord og paa Jords
Værdistigning, Skatter, som foreløbig ikke betød stort,
men som ved deres Principper truede
Grundejernes upopulære Rettigheder. Da Overhuset
forkastede Budgettet, regnede Regeringen
Øjeblikket gunstigt til at tage Forfatningskampen
op: Lorderne vilde jo holde Menigmand borte
fra Jorden. Unionisterne derimod agiterede mod
den liberale Frihandelspolitik: den var Skyld
i Arbejdsløsheden og Nøden. Ved Valgene Jan.
1910 beholdt de to mindre Partier deres Styrke,
og de Liberale fik et ganske lille Flertal over
Unionisterne. Efter deres tidligere Udtalelser
maatte nu Lorderne godkende Budgettet; men
Regeringen havde bebudet Forfatningslove, der
ikke blot umuliggjorde Budgetforkastelse, men
hindrede Overhuset i at fremtvinge Valg ved
deres Bestemmelse om, at enhver to Gange
forkastet Lov fik Gyldighed efter en tredie
Behandling i samme Underhus, der tidligere
havde vedtaget den, og med disse Forfatningslove
maatte Regeringen straks gaa i Gang, fordi den
var afhængig af Nationalisternes Støtte, og det
irske Selvstyre ellers ingen Udsigter havde.
Forfatningskampene afbrødes ved Edvard VII’s
Død (6. Maj 1910); men Georg V’s Forsøg
paa at stifte Forlig ved at bringe Hovedlederne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
