- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
317

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fra begge Sider i personlig Forhandling med
hinanden, mislykkedes; ny Valg Decbr 1910
bragte ingen Forskydning i Partierne, og
Kongen kunde nu ikke nægte Ministeriet Asquith,
den eneste mulige Regering, at udnævne et
overvældende Antal ny Overhusmedlemmer,
saafremt de gamle fortsatte Modstanden.
Overhuset lod det dog ikke komme til det yderste,
og Forfatningsforandringen vedtoges i den flg.
Parlamentssamling.

Udenrigspolitisk er der større Enhed i E.’s
Historie 1901-10. Unionisternes
Udenrigsminister Lansdowne og hans Afløser E. Grey
arbejdede paa samme Linie i Forstaaelse med
Edvard VII. E.’s Herredømme i Ægypten
sikredes ved Aftalerne med Frankrig Apr. 1904;
til Gengæld maatte E. støtte Frankrig over for
Tyskland, hvad der viste sig ved
Algeciras-Forhandlingerne det flg. Aar. De eng.
Interesser i Asien fremmedes ved Alliancen med
Japan 1902, der udvidedes 1905, ved
Ekspeditionen til Tibet 1904 og ved Aftalerne med
Rusland 1907 og de senere Overenskomster om
Delingen af Indflydelsen i Persien.
Modsætningsforholdet til Tyskland sysselsatte stedse mere
Offentligheden trods alt, hvad der gjordes,
ogsaa fra Regeringsmedlemmers Side, for at
berolige Stemningen og knytte venskabelige
Forbindelser. Om Nedsættelse af Militærudgifterne,
hvad en radikal fredsvenlig Fløj af de Liberale
ønskede, blev der aldrig Tale; tværtimod viste
de skiftende Marineministre lige stor Iver for at
holde Flaaden paa Højde med dens Opgave: at
hævde det ubetingede Herredømme over Havene.

Aarene 1911-14 var usædvanlig rige paa
Uro baade udad- og indadtil. Forsøg paa
Aftaler med Tyskland om et vist Forhold mellem
de to Staters Flaadeudvidelser førte kun til
større Mistanke og Utryghed, der ogsaa
vedligeholdtes af Unionisters Agitation for alm.
Værnepligt som et Forsvarsmiddel mod Fjenders Indfald.
Sociallovgivningen havde inddraget større
Omraader under sig. Der var (1909) oprettet
Børser til Arbejdsanvisning og Kontrolmyndigheder
til at tage sig af de slettest lønnede; en
Kommission forberedte en Nyorganisation af hele
Forsørgelsesvæsenet. Men Spændingen mellem
Kapital og Arbejde voksede. Sommeren 1911,
samtidig med Forfatningskampens sidste
forbitrede Fase, var der Sømands- og
Dokarbejderstrejke, som faldt heldigt ud for Arbejderne;
saa strejkede Jernbane- og Transportarbejderne,
samtidig med at en Konflikt mellem Frankrig
og Tyskland (se Agadir) var nær ved at rive
E. ind i en Verdenskrig, og Regeringen
fremtvang energisk Arbejdets Genoptagelse.
Foraaret 1912 var der Minearbejderstrejke;
Arbejdet maatte genoptages, uden at der gaves
bestemte Tilsagn om Lønforhøjelse, men
Regeringsraad oprettedes til at fastsætte
Minimumsskalaer. Saa fulgte en uheldig
Transportarbejderstrejke i Sommeren 1912; Efteraaret 1913
var der en revolutionær Strejke af irske
Arbejdere i mange Fag; den havde Midtpunkt i
Dublin og syntes en Tid meget farlig for den
offentlige Orden. Lloyd George drev ivrigt paa
Sociallovgivningen. Hans Lov om Folkeforsikring
mod Sygdom og Arbejdsløshed fremkaldte
megen Kritik og Splid; dens positive Følger skulde
først senere vise sig. Endnu mere lovede han
sig af den ny »Jordkampagne«, han aabnede
Efteraaret 1913, men hans store Planer om at
bekæmpe Jordmonopolet i Byerne og skabe en
helt ny Bondebefolkning naaede dog ikke før
Krigen frem til at blive fæstnet i Lovforslag. -
En ny Kolonikonference 1911 bragte ikke større
Klarhed over de selvstyrende Koloniers Stilling
til Rigssammenholdet, som de irske Konflikter
truede fra anden Kant. En Selvstyrelov, der
gav Irland eget Parlament med vid Myndighed
i indre Forhold, indbragtes i Underhuset Apr.
1912, førtes igennem Jan. 1913 og atter, efter at
være forkastet af Overhuset, Juni 1913 og Maj
1914. Men farligere end Unionisternes
parlamentariske Modstand blev det, at den
angelsachsiske Befolkning i Irlands nordøstligste
Landsdel, Ulster, organiserede sig under E. Carson
for med alle Midler at modsætte sig
Indlemmelsen i det selvstyrende Irland. Som en Modvægt
organiserede ogsaa Nationalisterne sig; for silde
forbødes Vaabenbrug, og Regeringen turde ikke
gribe for kraftigt ind for ikke at fremkalde
Borgerkrig. Marts 1914 viste det sig, at en
Troppeudrykning, der skulde sikre Roen i
Ulster, havde maattet opgives p. Gr. a.
unionistiske Officerers Modstand; i Apr. indførtes paa
Trods af Regeringen Vaaben til Ulster.
Forsoningsforsøg var forgæves, baade en Lov, der
udskød Ulsters Indlemmelse, og en personlig
Forhandling mellem de stridende Parters
Ledere, foreslaaet af Kongen. - Af andre vigtige
radikale Love vedtoges den om Ophævelsen af
Statskirken i Wales paa samme Vis tre Gange,
medens den om en stor Stemmeretsudvidelse
opgaves til Fordel for et mindre Forslag om
Ophævelse af Enkeltmands Flerstemmeret; i disse
Forhandlinger inddroges Spørgsmaalet om
politisk Stemmeret for Kvinder, der blev
brændende ved »Suffragetternes« ondartede Optøjer.
Vanskelighederne, der optaarnede sig, maatte
svække Regeringens Autoritet, der ogsaa led
under Beskyldningerne for, at nogle af dens
Medlemmer havde været økonomisk
interesserede i Koncessionen til Marconiselskabet
(alvorlig kompromitteret blev dog ingen).
Suppleringsvalgene gik den imod; Unionisterne blev det
største Parti i Underhuset.

26. Juli 1914 fandt et blodigt Sammenstød Sted
ved Dublin mellem Militær og Nationalister, der
vilde indføre Vaaben. Den Krise, der nu syntes
uundgaaelig, afværgedes imidlertid ved den
udenrigspolitiske Situation. Folkestemningen var
endnu delt, da det serbiske Spørgsmaal bragte
Frankrig som Ruslands Allierede i Konflikt med
Tyskland; men Krænkelsen af Belgiens
Neutralitet skabte næsten Enstemmighed for en
aktiv Indgriben. 4. August erklæredes Krigen
mod Tyskland; de fredsvenlige Ministre Morley
og Burns trak sig tilbage. Kitchener, der stod
uden for Partierne, blev Krigsminister; den
dispenible regulære Hær sendtes til Fastlandet, og
en kraftig Agitation for frivillig Rekruttering
aabnedes. De vedtagne, omstridte radikale Love
sattes foreløbig ikke i Kraft, og Partikampene
ophørte. Nationalisternes Førere saavel som
Ulstermændene sluttede sig loyalt til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:52:12 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/7/0331.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free