Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Epernon, By i det nordvestlige Frankrig, Dept Eure-et-Loire, ved Sammenløbet af Eures Bifloder Drouette og Guesle - Éperon (fr.) er en ældre Benævnelse for et lille, fremspringende Udenværk i den permanente ældre Befæstning. - Eph (Ord, der savnes herunder, maa søges under Ef...). - Ephebe Fr., Liken-Slægt af Ephebaceæ, smaa Laver - Ephedra, se Ephedraceæ. - Ephedraceæ, Fam. af Klassen Gnetinæ (med en enkelt Slægt Ephedra L.), rigt forgrenede Buske ell. Halvbuske - Ephelides, se Fregner. - ephemera, se efemer Feber. - Éphémérides du Citoyen, fransk Tidsskrift, grundlagt af Abbed Baudeau 1765 - Ephetneridæ, se Døgnfluer. - Ephialtes, se Ichneumonidæ. - Ephippium, se Dafnier. - Epi- ell. Ef- (i Sammensætninger, hvis andet Led begyndte med en aspireret Vokal), gr. Forstavelse (egl. Præposition) - Epiblast (bot.) kaldes paa Græssernes Kim et lille, skællignende Organ - Epiblem (bot.) kaldes i Planteanatomien Rodens Hud - Epiboulangerit, et metallisk, af Bly, Antimon og Svovl (3PbS.Sb2S5) bestaaende Mineral - Epicarin, en Oxynaphtyl-Toluylsyre-Forbindelse, er et stærkt virkende Antiseptikum - Epicentrum, se Jordskælv. - Epicharmos, gr. Dramatiker, Stifteren af den dorisk-sikeliske Komedie, (c.550-460 f. Kr.) - Epicherem (gr.) betegner i Logikken en sammentrukken Slutningskæde - Epichloë Tul., Svampeslægt af Hypocreaceernes Fam. E. typhina Tul. (Skedesvamp) snylter paa forsk. Græsser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Éperon [e’pəråŋ] (fr.) er en ældre
Benævnelse for et lille, fremspringende Udenværk i
den permanente ældre Befæstning.
Sch. P.
Eph [æf-] (Ord, der savnes herunder, maa
søges under Ef ...).
Ephebe [-’fe.-] Fr., Liken-Slægt af Ephebaceæ,
smaa Laver med traadformet, ofte rigt grenet
Løv; dette dannes af rundagtige Grupper af
skiveformede, blaagrønne Gonidier (tilhørende
Algeslægten Sirosiphon) omgivne af et slimet
Hylster, i hvilket Hyferne grener sig. De
lukkede, kun med en poreformet Munding
forsynede Sporehuse er indesluttede i Opsvulmninger af
Løvet; i hver Sporesæk findes 8, 1-2-rummede,
lyse Sporer. Findes navnlig i Bjergegne.
C. R.
Ephedra [’æf-], se Ephedraceæ.
Ephedraceæ [æf-], Fam. af Klassen Gnetinæ
(med en enkelt Slægt Ephedra L.), rigt
forgrenede Buske ell. Halvbuske, indtil 8 m høje;
enkelte Arter er Slyngplanter. Stænglerne
ligner Padderokkestængler; de er cylindriske,
forsynede med talrige, fine Længdefurer og
leddede. Bladene er modsatte, smaa og
sammenvoksede i en totandet Skede. Blomsterstandene
udspringer fra Bladakslerne. Blomsterne selv
er enkønnede, oftest tvebo. Hanblomsterne har
et sambladet, tvedelt Bloster og 2-8 næsten
siddende Støvknapper. Hunblomsterne har to
Hinder om det oprette Æg; den ydre bliver kødet
og omgives desuden af tykke, røde Højblade.
C. 20 Arter fra de varmttempererede Zoner
baade i den gl. og den ny Verden. E. vulgaris
Rich. (E. monostachya L., E. distachya L., E.
helvetica C. A. Meyer) er alm. udbredt i
Middelhavslandene og Orienten indtil Himalaya;
Frugtstandene, Amentæ uvæ marinæ, var
tidligere officinelle og benyttes endnu i den
folkelige Medicin. Det kødede Dække om Frugterne
spises i mange Egne.
A. M.
Ephelides [æf-], se Fregner.
ephemera [æf-], se efemer Feber.
Éphémérides du Citoyen
[efeme’rid-dy-sitwa’jæ], fransk Tidsskrift, grundlagt af Abbed
Baudeau 1765 efter Mønsteraf Addison’s
Spectator, opr. som Organ for Tidens alment
humane Ideer. Fra Jan. 1767 omformedes det til
et maanedligt Fagorgan for den fysiokratiske
Retning og opnaaede som saadant sin
Berømmelse. Maj 1768 afløstes Baudeau som Redaktør
af Dupont de Nemours. Det blev undertrykt
Novbr 1772; 63 Hæfter af den ny Serie var da
udkomne. Da Turgot kom til Magten, fik
Baudeau Adgang til paa ny at udgive sit Tidsskrift,
og Decbr 1774 udkom 1. Hæfte af Nouvelles
Éphémérides Économiques, der blev et halvt
officiøst Organ for Ministrenes Politik; denne ny
Rk. standsede med sit 19. Hæfte for Juni 1776.
É. d. C. er det første samfundsvidenskabelige
Fagtidsskrift; det afgiver en værdifuld Kilde til
Studiet af Samtidens økonomiske Ideer og disses
praktiske Udformning, ogsaa uden for Frankrig;
man vil saaledes der finde Meddelelser om
Stavnsbaandets Løsning i Danmark. Skønt É. d.
C. fandt en efter Datidens Forhold betydelig
Udbredelse, i Dupont’s Redaktionsperiode op til
500 Eksemplarer, hører fuldstændige Samlinger
af det til de største Sjældenheder. I Tyskland
fandt É. d. C. en Efterligning i det af Isaac
Iselin i Leipzig 1776-82 udgivne »Ephemeriden der
Menschheit oder Bibliothek der Sittenlehre und
der Politik«. (Litt.: Schelle, Du Pont de
Nemours et l’École Physiocratique [1888]).
K. V. H.
Ephemeridæ [æf-], se Døgnfluer.
Ephialtes [-fi-], se Ichneumonidæ.
Ephippium [-’fi-], se Dafnier.
Epi- ell. Ef- (i Sammensætninger, hvis andet
Led begyndte med en aspireret Vokal), gr.
Forstavelse (egl. Præposition) af meget forsk. Bet.
(paa, over, ved; mod; efter).
K. H.
Epiblast (bot.) kaldes paa Græssernes Kim
et lille, skællignende Organ, der af nogle tydes
som et særegent Kimblad, af andre som en Del
af det større Kimblad Scutellum, af atter andre
som en Del af Coleorhiza ell. »Rodskeden«.
V. A. P.
Epiblem (bot.) kaldes i Planteanatomien
Rodens Hud; den mangler Cuticula; dens
Celler kan pose sig ud til »Rodhaar«, og den
tjener til Stofoptagelsen fra Jorden. Den er
Rodbarkens yderste Cellelag og svarer paa en
Maade til Stængelens Epidemi.
V. A. P.
Epiboulangerit [-bulaŋsje-], et metallisk, af
Bly, Antimon og Svovl (3PbS.Sb2S5) bestaaende
Mineral fra Altenberg i Schlesien.
(N. V. U.). O. B. B.
Epicarin, en
Oxynaphtyl-Toluylsyre-Forbindelse, er et stærkt virkende Antiseptikum, der
i 10 %’s Blandinger med Vinaand, Olier eller
Fedt benyttes som Middel mod Fnat o. l. I ren
Tilstand danner det farveløse Naale, der
smelter ved 199°, og som er letopløselige i Alkohol,
Æter og Aceton, tungtopløselige i koldt Vand.
Til Veterinærbrug benyttes almindelig et ikke
rent E., der indeholder et rødligt Farvestof,
for hvilket det kan befries ved Omkrystallisation,
først af Iseddike, derefter af Vand.
E. K.
Epicentrum, se Jordskælv.
Epicharmos [-kar-], gr. Dramatiker, Stifteren
af den dorisk-sikeliske Komedie, c. 550-460 f.
Kr., sandsynligvis f. i Syrakus. E.’s talrige
Komedier, de ældste af alle gr., var skrevne i den
doriske Dialekt, der taltes i Syrakus; fra de
senere attiske adskiller de sig bl. a. ved at
mangle Kor. Stoffet var højst forsk.: nogle var
mytologiske Travestier, beslægtede med det
attiske Satyrdrama, andre Folkelivsbilleder,
andre af filosofisk Indhold; særlig beundrede var
E.’s slaaende Sentenser. Fragmenterne er
samlede i Comicorum Græcorum fragmenta ved
Kaitel (1899).
K. H.
Epicherem [-ke-] (gr.) betegner i Logikken
en sammentrukken Slutningskæde; i St f. den
fuldstændige Kæde: A er P, M er A, altsaa er
M = P, B er M, altsaa er B = P, S er B,
altsaa er S = P, siges nemlig blot: M er P,
fordi M er A, S er M, fordi S er B, altsaa er
S = P.
W. N.
Epichloë [-kloe] Tul., Svampeslægt af
Hypocreaceernes Fam. E. typhina Tul. (Skedesvamp)
snylter paa forsk. Græsser, især Hvene,
Rapgræs, Svingel og Hundegræs; Myceliet, der lever
i Stængelen, bryder til sidst frem og danner
omkr. de øverste Bladskeder et 2-6 cm langt,
valseformet, kødet, i Beg. hvidt Stroma, hvis
Hyfegrene afsnører ægformede Knopceller;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
