Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Epidemi (af gr., hvad der gaar hen over Folket), Smitsot, Farsot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Observationsevne, men Smittebegrebet kendes ikke i den
gr. Medicin, omend Galen definerer epidemisk
som »angribende mange Mennesker« og sætter
sporadisk op som Modsætning. Paa denne Teori
levede man mange Aarh., og selv Middelalderen,
hvis E. var de største hidtil kendte, har kun faa
Fremskridt at vise. Rhazes (850-930) delte
de med Udslæt forløbende Sygdomme i Kopper
og Mæslinger og grundlagde derved de
epidemiske Sygdommes Diagnostik. Avicenna (d.
c. 1037) mente, at E.’s Udbredelse fandt Sted
gennem Produkter, der udskiltes af den Syge,
og som fandt Vej til Jordbund og Drikkevand,
altsaa det, den moderne Tid har vist.
Munkemedicinen fastholdt, at E. sendtes af Himlen
under visse Planeters uheldige indbyrdes
Stilling, og at terrestriske Fænomener ligesom visse
Himmeltegn var Forløbere, Smittebegrebet
meldte sig nu af sig selv. Under den sorte Død
tænktes Sygdomme overført fra Person til
Person ved giftig Aande og Berøring af den Syge
og hans Klæder, men dette forslog ikke til at
forklare E.’s springvise Dukken op hist og her.
Man antog derfor en Pestkonstitution
af skadelig Art, foraarsagende Forraadnelse og
derved betingende Epidemierne. Paa denne
Teori levede man til det 17. Aarh., da
Sydenham (1624-89) fremsatte sin Hypotese, en
videre Udformning af Katastaselæren.
Farsoterne skyldtes kosmiske Forhold, »den epidemiske
Konstitution«, der forandrede Menneskene og
deres Omgivelser saaledes, at de tidligere
herskende Sygdomme traadte tilbage for en ell. fl.
Soter, der nu blev herskende paa den Maade,
at den forandrede de tidligere Sygdommes
Symptomer og nødvendiggjorde en ny
Behandlingsmaade. Desuden var hver epidemisk
Konstitution ledsaget af en for den speciel Feber
(Standfeberen, Febris stationaria). Efter
denne Teori blev altsaa de epidemiske
Sygdommes Symptomer kun at opfatte som Symptomer
paa den herskende Feber ell. som Udskillelser af
det skadelige Stof i Blodet. Denne Teori blev
den ledende indtil den Tid, da Bakteriologien
anviste ny Baner, men skønt den helt igennem
er præget af Spekulation og ikke af Iagttagelse,
gav den dog indirekte Stødet til ikke
ubetydelige Fremskridt for Epidemilærens Vedk., mest
gennem et Utal af mindre Observationer, delvis
begyndende allerede i 17. Aarh. under de talrige
E. under den 30-aarige Krig, og mange
Forskere indskrev for stedse deres Navne i E.’s
Historie (Tadini, Muratori,
Diemerbroeck). Hertil kom Boerhaave’s
Indførelse af den medicinske Klinik, ved hvilken
Sygdomserkendelsen (Diagnosen) sattes i
Højsædet, og det ivrige Studium af E., der optoges
af Wien-Skolen under van Swieten’s
Ledelse. Formaalet for disse Undersøgelser og
Studier var dog rent praktisk, at helbrede de
Syge og at standse E., og de faa Forsøg, man
gjorde paa at lære Sygdomsaarsagen at kende,
gav kun smaa Resultater. Tiden var praktisk,
og Perioden afsluttedes da ogsaa med
Lægekunstens største praktiske Opdagelse, Vaccinationen,
der senere blev det suveræne Middel mod
Koppe-E., og som indførtes af W. Jenner. Ogsaa 19.
Aarh. havde sin særlige Teori om E.’s
Oprindelse, Gæringsteorien. Man antog de
epidemiske Sygdommes Symptomer som
Resultat af en Gæring i Blodet, men dette
forklarede ingenlunde Oprindelsen. Den moderne
Tids Anskuelser indlededes med Henle, der
hævdede, at epidemiske Sygdomme opstod
ved, at specifikke, organiske Sygdomskim
trængte ind i Legemet, en Anskuelse, hans
Samtid ikke tiltraadte i nogen synderlig
Grad. Henle’s Teori var altsaa baseret
paa et levende Smitstof - Contagium
vivum - en Tanke, der havde været oppe siden
den antikke Tid. Varro og Columella
angav nemlig som Aarsag til Lungesygdomme
Indaandingen af usynlige Smaadyr, som skulde
findes i Luften over Sumpe. Denne Antagelse
glemtes dog, og der skulde gaa over 1000 Aar,
før Jesuitten A. Kircher paastod, at der i
raadne Bestanddele fandtes en Uendelighed af
smaa Orme, der kun kunde iagttages med
Mikroskopet. Selv havde han set dem i Blod og
Materie fra Pestsyge. Leeuwenhoek saa
(1675) runde og stav-, traad-, og spiralformede,
bevægelige Dannelser i Tarmudtømmelser og
Tandslim. Lgn. Observationer gjordes af mange
andre, i Norden af Linné, og 1762 slog
Wieneren Plencicz fast, at saadanne Smaadyr
foranledigede Gæring. Det næste Aarh. paaviste de
første Smitstoffer af specifik Art, efter at
Stannius 1835 havde genopdaget Fnatmidden, og
det var vist, at dens Overførelse til et sundt
Individ fremkaldte Fnat. Det første egl.
Smitstof konstateredes 1837 af Bassi og
Audouin, idet de viste, at Muscardinsygdommen
hos Silkeormen skyldtes en Svamp; 1839 fandt
Schönlein Skurvens Svamp, og s. A.
opdagede A. Hannover en smitsom »Conferve«
hos Salamanderen. Der var altsaa en, omend
ringe, Underbygning for Henle’s Teori (1840),
men Vejen fremad var aaben. Pollender og
Brauell paaviste 1849 Miltbrandbacillen, og
Davaine fastslog 1850 den som Sygdommens
specifikke Kim. Pasteur undersøgte Gæring
og fastslog en Række specifikke Sygdomskim.
Paa Basis af Pasteur’s Undersøgelser arbejdede
Lister, hvis Forløber Semmelweiss delvis
havde været, videre med Saarsygdomme og
fremsatte 1867 den Tanke, at disse skulde skyldes
udefra kommende Kim; paa denne Teori
grundede han sin antiseptiske Metode og udryddede
Saarsygdommene, endnu inden
Saarfebermikroberne var blevne synderlig kendte. Tiden blev
nu præget af den bakteriologiske Undersøgelse.
Saaledes fandt Obermeyer
Recurrensspirillen og Armauer Hansen Leprabacillen
1873. R. Koch’s Studier over Miltbrandbacillen
indledede 1876 et nyt Afsnit i
Infektionspatologien, idet han paaviste dens Sporedannelse og
dyrkede Bacillen fra Spore til Bakterie og
tilbage igen. De flg. Aars Studium fastslog en
Mængde specifikke Kim, saaledes: Gonokokken
(Neisser, 1879), Malariaparasitterne
(Laveran, 1880), Tyfusbacillen (Eberth og
Gaffky, 1880-84), Snivens Bacille (Schütz og
Löfler, 1882), Tuberkelbacillen (Koch, 1882),
Kolerabacillen (Koch, 1883), Difteribacillen
(Löfler, 1884), Lungebetændelsernes Baciller
(Fränkel, Friedländer, 1886),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
