- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
371

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Epikotyl (bot.) kaldes det Stykke af Stængelen, som befinder sig mellem Kimbladene og det nederste Løvblad - Epikrise (gr.), Efter-Betragtning, i Lægevidenskaben: Betragtninger og Følgeslutninger i Tilknytning til en Sygehistorie. - Epiktetos, gr. Filosof fra 1. og 2. Aarh. e. Kr. - Epikuros, gr. Filosof (341-270 f. Kr.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Epikrise (gr.), Efter-Betragtning, benyttes i
Lægevidenskaben om de Betragtninger og
Følgeslutninger, der fremsættes i Tilknytning til en
meddelt Sygehistorie.
Lp. M.

Epiktetos [gr. -’pi-], gr. Filosof fra 1. og 2.
Aarh. e. Kr., var født i Hierapolis i Frygien,
men levede sine første Aar som Slave i Rom og
er antagelig blevet uddannet i Filosofi paa
Foranledning af sin Herre, der forstod hans
usædvanlige Anlæg, og som snart gav ham fri. Han
var Elev af Musonius Rufus og tilhørte helt den
stoiske Filosofi, hvori han optraadte som Lærer
i Rom efter sin Frigivelse, indtil Domitian
forjog alle Filosoffer fra Hovedstaden. I Nikopolis
i Epirus grundede han derefter en Skole, som
blev stærkt besøgt, og hvorfra han øvede en
betydelig Indflydelse. En af hans Disciple,
Flavius Arrianus, optegnede hans Foredrag, hvoraf
en Del er bevaret; et katekismuslignende
Uddrag heraf er den saakaldte E.’s Haandbog
(Manuale), en af Verdenslitteraturens mest
læste Bøger. Filosofiens Maal er efter E. det
rent praktiske, at virke etisk højnende, og den
bliver derfor en Stræben efter det gode; men
denne Stræben beror paa Erkendelsen, som E.
i højere Grad end andre senere Stoikere og i
Tilslutning til de ældre, navnlig Chrysippos
lagde Vægt paa. Det gælder først om at afgøre,
hvad der staar i vor Magt og hvad ikke, og at
frigøre sig for alt det, som vi ikke er Herre
over, alt, hvad der tilhører den ydre Verden,
og at finde alt det, som er værd at stræbe efter,
i sit eget Indre; Sjælen er jo udgaaet fra Gud,
og det gælder om at føle hans Virken i sig.
Bliver vore Handlinger bestemt heraf, da vil
de komme til at gaa ud paa det gode, at virke
forbedrende paa vore Medmennesker, og dette
hører med til den etiske Fuldkommenhed. Alle
Mennesker staar nemlig i det samme Forhold
til Gud, alle er Brødre; man er ikke først og
fremmest Græker, ikke Athenaier eller
Korinthier, men Menneske, Guds Søn. Den, der har
naaet frem til den etiske Fuldkommenhed, til
Frihed for alle Affekter og sand Erkendelse af
det gode, bliver derfor ogsaa af sig selv
menneskekærlig i videste og dybeste Forstand. E. fik
ligesom de andre senere Stoikere, Seneca og
Markus Aurelius, overordentlig stor Bet. for sin
Samtid og nærmeste Eftertid, og han er i særlig
Grad blevet staaende i Historien som
Repræsentant for den senere Stoicismes humane Etik.
W. N.

Epikuros [gr. -’pi-], gr. Filosof (341-270
f. Kr.), var rimeligvis født paa Samos, hvor
hans Fader var attisk Kolonist. Han blev
tidlig stærkt paavirket af Demokrit’s Lære, men
søger i øvrigt senere at reducere dennes Bet. for
ham, ligesom han benægter at have været Elev
i nogen af de filos. Skoler i Athen, hvorhen han
kom i sit attende Aar. Om hans Ungdom er
intet kendt; han synes at have begyndt sin
Lærergerning i Mytilene og Lampsakos, men
han vendte snart tilbage til Athen, hvor han
306 grundede sin egen Skole, som han forestod
til sin Død. Denne Skole havde, som de allerede
bestaaende, Karakteren af et Kultussamfund,
hvor Deltagerne samledes til Fester, hvis
Midtpunkt var Ofringer, men E.’s Discipelkreds
knyttedes langt stærkere sammen og til Læreren,
end sædvanlig var Tilfældet, og viste en
Afsluttethed over for Omverdenen, der i sin ydre
Form minder om senere Tiders Klostre.
Aarsagen til dette Forhold var dels den store
personlige Magt, E. øvede paa dem, der kom under
hans Indflydelse, dels, at hans Lære fremtraadte
som det endelige System, der paa alle Punkter
indeholdt den højeste Visdom; Arbejdet i Skolen
var derfor alene Tilegnelsen af denne og ikke
fortsat Forskning, og det muntre selskabelige
Samvær spillede derfor en stor Rolle. E.’s Skr,
der var overordentlig talrige, dadledes i
Oldtiden for deres Mangel paa Stil og Præcision i
Tanken, men de bevarede Brudstykker
frembyder ved deres Ukunstlethed særlig Interesse
for os og har til Tider ligefrem en Duft af
Dagliglivets Passiar.

E. anser Dialektikken for værdiløs, og
Logikken er for ham alene Læren om Erkendelsens
Normer og Kriterierne for Sandheden. Alle
Fornemmelser er i sig selv sande og ubestridelige
og er ligesom deres Erindringsbilleder,
Forestillingerne, Kriterier for Sandheden, idet
nemlig de Meninger, der danner sig i vor
Bevidsthed, finder deres Bekræftelse ell. forkastes ved
ny Sansefornemmelser; Meningen, som
Bevidstheden danner ved Kombination af Forestillinger,
har altid sit Korrektiv i Sansningen. Endelig
er Følelserne af Lyst og Smerte de afgørende
Kriterier for, hvilke Forestillinger der
udtrykker noget, som der bør stræbes efter, hvilke

illustration placeholder
Epfkuros. Bronzebuste i Napoli.


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:07 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0387.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free