Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Epikuros, gr. Filosof (341-270 f. Kr.) - Epikuræer betyder egentlig en, der tilhører Epikur's Skole - Epilation, se Haarudrykning. - Epilemma (gr.), en Indvending, som en Taler gør imod sig selv for straks at gendrive den. - Epilepsi, Ligfald ell. »den faldende Syge«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke. Den rigtige Indsigt heri er den højeste
Dyd, hvis Indehaver naar den absolutte
Lyksalighed. Ikke den legemlige Lystfølelse, som
de ældre Hedonikere havde lært, skal være
Maalet, men den aandelige, som opnaas ved den
klare Erkendelse af Handlingens videre Følger,
idet en øjeblikkelig Lyst meget vel kan
medføre en større Smerte og omvendt. I overlegent
Herredømme over sine Drifter og Uafhængighed
af Livets Tilskikkelser hæver Dydens Indehaver
sig til Lyksalighed, idet han undgaar al Smerte
og forstaar at opnaa al den virkelige Nydelse,
som Livet kan bringe. Naar dette saaledes helt
heror paa hans egen Indsigt, kan ingen
Indgriben af stærkere Magter være mulig. E. lærer
da ogsaa, i Tilslutning til Demokrit’s Filosofi, at
alt i Naturen har sine Aarsager og foregaar
efter faste uforanderlige Love, hvori ingen Guder
griber ind. De Guder, som E. gav Plads i
dette mekanisk ordnede Verdensalt, blev derfor
magtløse Skygger, som Menneskene ikke skulde
nære nogen Frygt for, og endnu mindre blev
der i dette System Rum for nogen Art af
Overtro. Filosofisk var E.’s Lære særdeles
overfladisk, men den var Udtryk for en klar og lys
æstetisk Verdensopfattelse og vandt derfor
mange Adepter, der fejrede E. som en Art
Religionsstifter og Befrier fra de Magter, som
ellers indgød Menneskene Frygt; men i
Oldtidens sidste, alvorlige Aarhundreder var denne
Filosofi den første, der forsvandt, og Kirken
hadede og bekæmpede den mest af alle som
religionsfornægtende og umoralsk.
W. N.
Epikuræer betyder egentlig en, der tilhører
Epikur’s Skole, men da denne i den senere
Oldtid stod som Repræsentant for en kras
Materialisme, og af kirkelige Tænkere føltes som
den fjerneste og mest fjendtlige af alle den
hedenske Filosofis Retninger, blev E. Betegnelse
ikke blot for et religionsfjendtligt, men ogsaa
for et umoralsk Menneske, for hvem Livets
materielle Nydelser var det eneste Maal.
W. N.
Epilation, se Haarudrykning.
Epilemma (gr.), en Indvending, som en Taler
gør imod sig selv for straks at gendrive den.
Epilepsi, Ligfald ell. »den faldende Syge«
er Fællesbetegnelse for en Række
Hjernesygdomme, som karakteriseres ved de saakaldte
epileptiske Anfald.
Disse Sygdomme kan være af meget forsk.
Natur: Betændelser, Svulstdannelser,
Aareforkalkning, Hjernesyfilis, Følgetilstande efter Slag
paa Hovedet, medfødte Defekter og mange
andre Hjernelidelser kan give Anledning til
epileptiske Anfald. I en stor Del Tilfælde kan der
ingen bestemt Aarsag paavises; heller ikke ved
mikroskopisk Undersøgelse af Hjernen kan der
altid paavises Forandringer i denne. Man har
betegnet saadanne Tilfælde som »genuin« ell.
»idiopatisk« E. i Modsætning til den
symptomatiske ell. organiske. Imidlertid er Omraadet
for den genuine E. blevet indskrænket en Del,
efterhaanden som man har foretaget mere
indgaaende mikroskopiske Undersøgelser over
Epileptikerhjerner, og selv i de Tilfælde, hvor man
ingen mikroskopiske Forandringer kan paavise,
gaar man ud fra, at der findes et organisk
Grundlag for den genuine E. Endvidere er det
meget sandsynligt, at ogsaa denne
repræsenterer fl. forskellige Lidelser; Arvelighed spiller
utvivlsomt en Rolle for nogle af disse.
De epileptiske Anfald optræder
sædvanligt uventet og pludseligt. Undertiden kan
der dog forud for Anfaldet gaa nogen Tids
Ildebefindende ell. Hovedpine. Umiddelbart før
Anfaldet mærker Patienten ofte den saakaldte
Aura, en kortvarig Følelse af Snurren, Prikken,
Lysglimt, Lyd e. l. Derefter begynder det egl.
Anfald, som i sin typiske Form har flg. Karakter:
Patienten styrter om, ofte med et Skrig (som
dog næppe skyldes Smerte), bliver dybt
bevidstløs og stiv i alle Lemmer, Hovedet og
Øjnene drejes til Siden, Pupillerne udvides,
Aandedrættet standser, Hænderne knyttes, Benene
strækkes ud. Ansigtet bliver først blegt,
derefter mørkeviolet. Efter at denne saakaldte
»toniske« Fase har varet nogle Sek., indtræder den
»kloniske« Fase, under hvilken der kommer
hurtige stødvise Ryk i Arme, Ben, Krop og Ansigt,
Øjnene drejes rundt, Tungen strækkes ud og
ind, hvorved Patienten ofte bider sig i den,
Aandedrættet bliver uregelmæssigt og stødende,
hvorved der fremkommer en Række gurglende
og rallende Lyde, der kommer Fraade ud fra
Munden, Vandet og undertiden Afføringen
afgaar. Under disse kloniske Trækninger, som
kan være meget voldsomme, kan Patienten slaa
sig slemt, faa Armene af Led o. l. Efter nogle
Minutter aftager Rykningerne, Aandedrættet
bliver atter regelmæssigt, den violette Farve af
Ansigtet taber sig, og Patienten glider fra det
dybt bevidstløse Krampestadium over i en alm.
Søvn, hvoraf han kan vækkes og i Alm. selv
vaagner efter et Par Timers Forløb. Ved
Opvaagningen har han stærk Hovedpine, Smerter
i Lemmerne, alm. Ildebefindende og mangler
Erindringen om selve Anfaldet, kun Aura’en og
en enkelt Gang Indledningen til den toniske
Fase kan huskes. Undertiden indtræder i St f.
Søvn en ejendommelig Forvirringstilstand med
Hallucinationer.
Anfaldene kan variere meget i Styrke. De
letteste Former er det saakaldte petit mal, som
mest optræder hos Børn, og under hvilket
Patienten bliver bevidstløs nogle Sek., stirrer frem
for sig, gør nogle Smaabevægelser, men ikke
altid falder om. Nogle mener, at anfaldsvis
optrædende Svimmelhed, Ildebefindende ell.
Opkastning kan repræsentere saadanne petit
mal-Anfald, noget, der dog er stærkt omstridt. I
de sværeste Tilfælde af E. hober Anfaldene sig
op og bliver meget voldsomme, der indtræder
da den saakaldte status epilepticus ell. état de
mal, under hvilken Patienten kan ligge i mange
Timer dybt bevidstløs med stadigt vekslende
Stivhed og Rystelser. Status epilepticus ender
ofte med Døden under høje
Temperaturstigninger. Ogsaa Anfaldenes Hyppighed kan
variere stærkt; nogle Individer kan i hele deres
Liv have nogle faa Anfald, hos andre optræder
Anfaldene i Aarevis hver Uge ell. endog flere
Gange dgl.
Undertiden kan de epileptiske Anfald helt
forandre deres Karakter, idet der af det egl.
Anfald kun optræder et lille Rudiment, og der
i øvrigt indfinder sig de saakaldte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
