Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Epiphyllum - Epiplocele - Epiploon - Epipogon - Epiroter - Epirrhema - Epirus, se Epeiros. - Episcopius((Biskop), Simon - Episcopus, Latinisering af gr., Tilsynsmand, Biskop - Episemon, Kendetegn, Mærke paa ell. ved noget, saaledes paa Forstavnen af et Skib (Gallionsfigur ell. Mærke), Vaabenmærke - episepal (bot.) kaldes i Morfologien de Organer i Blomsten, som er stillede lige for Bægerbladene (sepala) - Episiocele (gr.), et i de ydre kvindelige Kønsdele (særlig en af Storlæberne) nedtraadt Brok. - Epision, de ydre kvindelige Kønsdele ell. Indgangen til Moderskeden; Ordet benyttes kun i Sammensætninger. - Episiorafi (gr.), en Operation, hvorved de kvindelige Kønsdeles ydre Aabning tillukkes (smlg. Kolpokleisis) - Episiotomi (gr.), Indsnit, der tilsigter at forstørre den ydre Aabning af de kvindelige Kønsdele - episk Digtekunst, se Epos. - Episkleritis er en overfladisk Betændelse af Øjets Senehinde. - episkopal, hvad der hører til en Biskop, e. kaldes den anglikanske Kirke i Modsætning til den presbyterianske. - episkopale Kirke, se anglikanskKirke. - Episkopalisme, den stærke Betoning af Bispernes Bet., særlig i den anglikanske Kirke. - Episkopalsystem. - a) I den katolske Kirke: Den Lære, at Paven kun er den første bl. Ligemænd, men staar under det samlede Episkopat - b) I den protestantiske Kirke: En Retfærdiggørelse af den Ordning, at Landets Fyrste var Landskirkens Herre - Episkopat, en Biskops Embede og Værdighed, ogsaa Indbegrebet af alle Bispers Magt og Ret, set som en Enhed. - Episkopos (gr.) kaldtes i Oldtiden forskellige Slags Tilsynsmænd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
E. er vinterblomstrende Varmhusplanter.
Blomstringen varer fra Novbr til Jan. og kan hemmes
ell. fremskyndes ved at holde Planterne mere
ell. mindre koldt. Hvileperioden varer fra
Afblomstringen og til Foraaret. Omplantningen
foregaar i Marts, hvortil benyttes 2 Dele
Bladjord, 1 Del Græstørv og 1 Del Sand blandet med
Kalkgrus og knuste Trækul. Potterne, der skal
være forholdsvis smaa, forsynes med rigelig
Dræn. Efter Omplantningen anbringes de nær
Lyset i en varm Bakke, hvor de sprøjtes og
skygges, og efterhaanden, som Væksten
begynder, gives der lidt mere Vand. Naar hvert Skud
har ansat et Led, mindsker man lidt efter lidt
med Vandingen for at tvinge dem til
Knopdannelse. Først i Septbr flyttes Planterne ind
i et luftigt Koldthus og overvintres ved 9-12°.
De formeres ved Stiklinger ell. Spaltepodning
paa Peirescia. Forædlingen foretages i August
og i et Formeringshus med fugtig Luft og
Skygge; efter 8 à 10 Dage vil
Sammenvoksningen have fundet Sted.
L. H.
Epiplocele (gr.), et Brok, hvis Indhold
dannes af Nettet (Epiploon); Synonym: Hernia
omentalis (af Omentum, Net). (Smlg. Brok).
E. A. T.
Epiploon, d. s. s. Net, se Bughinde.
Epipogon, se Knælæbe.
Epiroter, se Epeiros.
Epirrhema [-’re.-] (gr., egl. Tilord ell.
Efterord) kaldes i de gl-gr. Teaterforestillinger det,
som Korføreren fremsagde for Publikum efter
Parabasen ell. Antistrofen.
K. H.
Epirus, se Epeiros.
Episcopius (Biskop), Simon,
Arminianernes Leder efter Arminius’ Død, f. 1583 i
Amsterdam, d. 1643. Som Student i Leyden
sluttede han sig til Arminius, blev 1610 Præst
i Bleiswyk ved Rotterdam og 1613 teol. Prof.
i Leyden. Han mødte paa Dordrecht-Synoden
sammen med 12 Præster for at forsvare sit
Standpunkt, men blev forvist sammen med sine
Meningsfæller og levede derefter i Antwerpen,
Rouen og Paris, indtil han 1626 fik Lov at vende
tilbage. Nu blev han Præst i Rotterdam og
senere Førstelærer ved det nyoprettede
arminianske Seminar i Amsterdam. Hans vigtigste
Skr er Confessio (1622), som er Arminianernes
Trosbekendelse, og Apologia (1629) samt
Institutiones theologicæ, som han ikke fik fuldendt.
Grundanskuelsen i dem er, at Kristendom ikke
er Lære, men Liv; Tro er ikke en Teori, men
en etisk Handlen. En samlet Udgave af hans
Værker besørgede Curcellæus og
Poelenbrugh (I-II, Amsterdam 1650-65).
L. M.
Episcopus, Latinisering af gr. επισχοπος,
Tilsynsmand, Biskop. E. in partibus infidelium,
en Biskop, som betitles efter Lande ell. Byer,
som nu er muhammedanske ell. hedenske;
altsaa Titulærbiskop. E. oecumenicus (»alm.
Biskop«), en Titel, som Konstantinopels Patriark
fra c. 600 har tillagt sig. E. episcoporum
(»Biskoppernes Biskop«) kaldes stundom Paven.
H. O.
Episemon [gr. -’pi-], Kendetegn, Mærke paa
ell. ved noget, saaledes paa Forstavnen af et
Skib (Gallionsfigur ell. Mærke), Vaabenmærke
i et Skjold ell. et Flag, Præget paa en Mønt
o. s. v.
H. A. K.
episepal (bot.) kaldes i Morfologien de
Organer i Blomsten, som er stillede lige for
Bægerbladene (sepala), f. Eks. den yderste Kreds
af Støvdragere i en dobbelthannet Blomst.
V. A. P.
Episiocele (gr.), et i de ydre kvindelige
Kønsdele (særlig en af Storlæberne) nedtraadt
Brok.
Lp. M.
Epision [gr. -’pi-], de ydre kvindelige
Kønsdele ell. Indgangen til Moderskeden; Ordet
benyttes kun i Sammensætninger.
Lp. M.
Episiorafi [’e-] (gr.), en Operation, hvorved
de kvindelige Kønsdeles ydre Aabning tillukkes
(smlg. Kolpokleisis); anvendes undertiden,
men yderst sjælden ved Blærefistler, som det
ikke lykkes at lukke direkte (se
Blærefistel).
Lp. M.
Episiotomi [’e-] (gr.), Indsnit, der tilsigter
at forstørre den ydre Aabning af de kvindelige
Kønsdele, særlig for at skaffe Plads ved
Fødsler. Med Saks ell. Kniv gøres et Indsnit skraat
bagtil ell. udad i Mellemkødet til den ene ell.
begge Sider; efter endt Fødsel sys Indsnittene
som oftest atter sammen.
Lp. M.
episk Digtekunst, se Epos.
Episkleritis er en overfladisk Betændelse
af Øjets Senehinde.
G. N.
episkopal, hvad der hører til en Biskop,
e. kaldes den anglikanske Kirke i
Modsætning til den presbyterianske.
H. O.
episkopale Kirke, seanglikansk Kirke.
Episkopalisme, den stærke Betoning af
Bispernes Bet., særlig i den anglikanske Kirke.
H. O.
Episkopalsystem. a) I den katolske
Kirke: Den Lære, at Paven kun er den
første bl. Ligemænd, men staar under det
samlede Episkopat, der repræsenteres af de alm.
Kirkemøder; Udgangspunktet er de store
reformatoriske Koncilier i 15. Aarh., og E. er særlig
blevet hævdet i Frankrig som et Led i
Gallikanismen, i Tyskland ved »Febronianismen« og
Emserpunktationen og senere ved den
gammelkatolske Bevægelse, men er fordømt af Paven.
b) I den protestantiske Kirke: En
Retfærdiggørelse af den Ordning, som allerede
paa Reformationstiden blev alm., og som ved
Augsburg-Freden 1555 og den westfalske Fred
1648 lystes i Kuld og Køn, nemlig at Landets
Fyrste var Landskirkens Herre; Fyrsten havde
denne Ret i Kraft af sin Stilling som summus
episcopus, øverste Biskop, i Reglen dog
nærmere bestemt saaledes, at han i egen Person
kun udøvede jus circa sacra, men overlod
Udøvelsen af jus in sacris til Kirkens Mænd. E.
blev gjort gældende af mange Teologer, men
fortrængtes mere og mere af Juristernes
absolutistiske Territorialsystem, der bedømte Sagen
ensidig fra Statens Side, medens en friere,
kirkelig, af Pietismen paavirket Retning hyldede
det mildere Kollegialsystem.
H. O.
Episkopat, en Biskops Embede og
Værdighed, ogsaa Indbegrebet af alle Bispers Magt og
Ret, set som en Enhed.
H. O.
Episkopos (gr.) kaldtes i Oldtiden
forskellige Slags Tilsynsmænd, særlig inden for de
hedenske Foreninger den Mand, der bestyrede
Pengevæsenet. Herfra har Kirken laant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
