Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den episke Digtekunsts Inddeling - III. E.'s Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
os et Overblik over Hovedformerne. De
handlende Personer kan være Guder, Mennesker ell.
Dyr (Gude-, Menneske-, Dyre-E.); Handlingen
kan efter Motiv og Natur være alvorlig
(ophøjet, tragisk, rørende) ell. komisk (og
humoristisk). Verdenssammenhængen kan være real,
naturlig, ell. fiktiv, opdigtet (som i Eventyret);
og efter Handlingsbilledets Udstrækning taler vi
om den store episke Digtning ell. de smaa
Former; endelig kan Digtet efter den ydre Form
fremtræde i Prosa ell. Vers. Er der Tale om,
hvilket Synspunkt der m. H. t. Stof, Motiv og
Form er det væsentligste, bliver det, mærkeligt
nok, det mest flydende, Spørgsmaalet om, i
hvilken Udstrækning Handlings- og
Verdensbilledet gives, og inden for dette Synspunkt atter
Modsætningen mellem det alvorlige og det
komiske. - Særpræget for den store episke
Digtning er det, at den giver os hele Livets
Kreds i et Segment af Kredsen; i et enkelt
sluttet Handlingsbillede fremstiller den hele
Menneskelivet, saaledes som det aabenbarer sig inden
for et Folk til en given Tid. Den afslører
Verdenstilstanden, Kultur og Natur, og gennem en
Fylde af Karakterer, der er formede til typiske
Udtryk for det Menneskeliv, der giver Tiden
dens Præg, fører den os rundt i Menneskelivet
og fortæller om dets Former, Livsanskuelse og
Idealer. Denne store episke Digtning er hist.
særlig fremtraadt i 3 Former: Stamme- eller
Folkeeposet, det romantiske E. (hvortil det hist.
kan føjes) og Romanen, den moderne Tids Form
for E. - Det karakteristiske for den mindre
episke Digtning er, at den i Fortællingens
Form giver os et enkelt Livsmoment, et Hjørne
ell. en Side af Tilværelsen (»set gennem et
Temperament«), der ikke afspejler det hele.
Fortællingen i videre Forstand er
den fælles Rod for alle disse Former. Med Dyr
som handlende Personer og den
Personifikationens Kraft, der laaner Dyret menneskelig Tale
og Adfærd, fremtræder Fortællingen som
Fabel, der efter sin Natur nærmest er henvist til
det komiske og humoristiske, en Form, der for
øvrigt i skabende Kraft har afsat eet stort E.
(»Reineke Voss«). Som en fantastisk
Fremstilling af en underfuld, opdigtet Verden, der ved
Fantasiens drømmedristige Underskydning
sættes som naturlig, bliver Fortællingen til
Eventyret. Har Fortællingen et kirkeligt-religiøst
Stof, kalder vi den en Legende. Fremstiller
Fortællingen en enkelt Begivenhed i jævn,
ligefrem Tone, har vi den egl. Fortælling, medens vi
dog, hvis dens Indhold er en idyllisk Tilværelse
og Handling, giver den et eget Navn og kalder
den en Idyl. Fremtræder Fortællingen som
den kunstfuldt ordnede Fremstilling af en
»Nyhed« (Novella), en ny, sælsom Begivenhed,
kalder vi den en Novelle, en Kunstform, der,
som Litteraturhistorien viser os, indeholder rige
Muligheder og kan spænde over mange Felter.
III. E.’s Udvikling. Den episke Poesis
højeste Dannelse, Heltedigtet, det heroiske E.
ell. Epopeen, findes vel i Tilløb hos alle Folk,
men forsk. i Indhold og Form, efter
Folkekarakter og Naturforhold, og det egl. Folkeepos
er et Produkt af den ariske Races Folk. Den
kin. »Schi-King«, Ægypternes Heltebog om den
store Ramses, den hebraiske »Samsonsaga« o. l.
er højst ufuldkomne Eksemplarer af Arten. E.
har en lyrisk Oprindelse:
Ballade-Romance-Romamcecyklus - helstøbt E., det er
Udviklingsgangen. Hvad der opr. fængsler det
menneskelige Sind, er Stammens store Anliggender,
krigerske Daad og Skæbne. Og idet »Sangen følger
Daaden«, er det ikke Interessen ved den
objektive Betragtning, men Sindets Grebethed,
Sindsbevægelse, Følelse, der fører til Sang. Saa længe
Handlingen ell. Begivenheden er i frisk,
stemningsbevæget Minde, er Stemning og Følelse
Tyngdepunktet, og den løst skitserede Handling
er Midlet til at udløse dem ɔ: vi har
Balladen. Men efterhaanden som det umiddelbart
sindsbevægende Minde bleges, bliver Interessen
mere objektiv og flyttes over paa Handlingen,
der nu udføres i et bredere Billede ɔ:
Romancen, og til sidst vil den plastiske Udformning af
fl. Handlinger under en Hovedhandling blive
Maalet for Omdigteren. Romancer af beslægtet
Indhold, fra samme Sagnkreds, samler sig
nemlig uvilkaarlig i Sangkredse (maaske baarne af
Sangerskoler), uvilkaarlig sammenarbejdes
saadanne Sange, som det kan ske ved Tildigtning
af Overgange og Mellemled, ved Udskillen af
ligegyldige ell. modstridende Dele, ved Sangens
Forvardling under den mundtlige Tradition, ved
selve det folkelige Kvalitetsvalg, som finder
Sted under denne, og Folkeeposet er der. Og
sker det da, at der efter en lang Udvikling
opstaar en mægtig Sangens Heros (som Homer f.
Eks.), en stor Rapsodist, en Mester i Sangenes
Sammenføjning, bliver han Bærer af det hele.
Vi har da denne den højeste Form for E., hvor
Folkeeposet og Kunsteposet er sammensmeltede
til et uadskilleligt Hele som i de homeriske
Sange. Folke- ell. Stammeeposet har saaledes
sin Rod og faar sit Indhold fra den nationale
Heltesaga. Det er aristokratisk; kun Guder, der
umiddelbart griber ind i Begivenhedernes Gang,
Helte (ofte Gudesønner) og deres Slægt finder
Plads i dets Rammer ell. danner i hvert Fald
Forgrunden. En Helt, en konkret, folkelig
Skikkelse danner Midtpunktet for det hele
Tidsbillede, der er udført bredt og med Indskud af
Episoder, der belyser Sidebevægelser. De
berømteste Folkeeposer er »Iliaden« og
»Odysseen« (se Homer), de ind. noget formløse E.
»Mahabharata« og »Ramayana«, Firdusi’s pers.
»Schah-Nameh« (Kongebogen, der vel savner
Enhed i Kompositionen, idet den strækker sig
over 2000 Aar, men er rig paa Skønheder), det
finske urgamle og poetisk højst værdifulde E.
»Kalewala« og det fr. Chanson de Roland; de
germanske E. »Beowulf«, »Nibelungenlied« og
»Gudrun« har i deres Sammenflyden af Sange
til E. direkte ell. indirekte været under
Indflydelse af fremmed Kunstpoesi. I den nordiske
»Edda« og den sp. »Cid«, som ogsaa i de serb.
Sange om Helten Marko ligger Folkesangene
endnu løst uden at være sammensmeltede af
en ordnende Kunstnerhaand.
Den episke Folkesang udspringer fra hele
Folket, har Myter og Sagn og Saga til Indhold
og forplantes mundtlig fra Slægt til Slægt.
Selvfølgelig er den enkelte Sang opr. et Individs
Værk, men Individualiteten træder tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
