Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. E.'s Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sangen bliver sunget, men ikke underskrevet, og
ogsaa Indholdet er uden individuel Farve. Den
opr. Folkedigter kan ikke føle sig som
Individualitet; Forskellen mellem Menneskene er
ikke stor, og han tænker og føler som Folket,
hvis Livssyn ogsaa er hans. Derfra Folkesangens
store Objektivitet. Og ogsaa Emnets Natur
trænger Individualiteten tilbage. Hvad Digteren
sang om, var Folkets Almeneje, det almene
Sagafond, Begivenheder, der vedrørte hele
Folket; stundom digtede han noget nyt til, men
som oftest omdigtede han det gamle. Og selve
det individuelle Præg, der kunde være der,
maatte forsvinde ved Overførelsen. Hans Sang
bestod kun paa Folkemunde, og var det ny
individuelle ikke noget saadant, der greb alle med
ejendommelig Magt, vilde det blive omformet
efter det gamle, ell. dø. Det
almengyldigt-folkelige maatte sejre.
Anderledes med Kunsteposet. Digtet
fremtræder her aabenbart som en enkelt Digters
Værk. Det bliver underskrevet og nedskrevet
ell. trykt, udarbejdet med bevidst Kunst og
rigere Formelementer, og ofte efterlignes
fremmede Mønstre. Individualiteten træder frem, og
den episke Objektivitet holdes mindre.
Folkeaanden er en anden, og med Tidens Udvikling
bliver der friere Spillerum for Individet og
Subjektiviteten. Troen paa Myter og Sagn
træder tilbage, Guddommen tænkes ikke mere som
umiddelbart gribende ind i Begivenhedernes
Gang, Digteren er en reflekteret, ikke en stor
naiv Aand, og Foredraget taber ogsaa noget af
den episke Ro og Ligevægt, der var et Særpræg
for Folkeeposet og en Følge af dets Tilblivelse.
Dette Særpræg for Folkeeposet træder allerede
frem i Oldtiden. Vergil’s Æneide, en
Efterligning af Odysseen, vandt stor Anerkendelse
ved Emnets fædrelandske Tone, en fortrinlig
Diktion og Træk af stor poetisk Skønhed, men
Digtet savner det folkelige Grundlag. Vergil
har selv opfundet sin Saga, og om en naiv Tro
paa Guderne er her ikke mere Tale. Og endnu
mindre er dette Tilfældet med Ovid’s
fantastiske »Metamorfoser«, i hvilke alle tænkelige
episke Arter er repræsenterede.
Endnu stærkere træder Individualiteten og
Fantasiens Vilkaarlighed frem i det
romantiske E. Det behandler forskellige
Sagnkredse, hvis historiske Kerne ofte er
overordentlig ringe, ell. historiske Begivenheder, men i
en romantisk Aand, i hvilken individuel
Tapperhed og Tørst efter Eventyr, asketisk Gudsfrygt
og Efterklang af Lensvæsenets Troskabsideal er
blandet med fantastisk Mystik og Courtoisie,
»Minnetjeneste« og Galanteri og broderet med
Middelalderens Fantasiudstyr af
hemmelighedsfulde Skove, fortryllede Prinsesser, Fabeldyr o.
l., og hvis poetiske Frugt er et yppigt,
yndefuldt pirrende Forestillingsspil, i hvilket
Fantasiens fri og vilkaarlige Leg, men kun sjældent
Gemyt og Tro, spiller Hovedrollen. Herhen
hører Ariost’s »Rasende Roland« (Orlando furioso),
Tasso’s »Befriede Jerusalem« (Gerusalemme
liberata), der behandler Korstogene og Kampene om
Kristi Grav, og Camoens’ »Lusiade« (Os
Lusiados), »Verdenshavets E.«, der behandler
Ostindiens Opdagelse ved Vasco de Gama.
Endvidere Riddereposet ved Chrétien de Troyes,
Hartmann von Aue, Gottfried von Straszburg
(»Tristan og Isolde«) og Wilhelm von
Eschenbach (»Parzival«).
Allerede det romantiske E. viser os, at den
individuelle og subjektive Digter ikke skaber det
store folkelige E., der spejler hele Tiden. Hvis
Digteren vil forsøge dette over for en Tid, der
savner Folkebarndommens Enfold, Ensartethed
i Sæder og naive Tro, og tværtimod særpræges
ved en uendelig Mangfoldighed og Forskel i
enhver Henseende, maa han gribe til en anden
Form, der bedre kan fange det individuelle og
karakteristiske. Han opgiver Rytmen og vælger
en Prosa, der, bøjelig og smidig, bedre kan
karakterisere; og Romanen, den store
Roman, der virkelig giver et Verdens- og
Livsbillede i et Segment af Kredsen, er det moderne
E. (se Roman). Den rytmisk formede episke
Digtning falder ogsaa sparsomt i den nyere Tid,
og, usikker paa sig selv, søgende Tilknytning
til det givne. Den kan søge at omforme det
Folkeepos, der foreligger i ufuldendt Form,
som Oehlenschläger’s Romancecyklus »Nordens
Guder« og Wilhelm Jordan’s »Niebelungenlied«.
Men Vanskeligheden for en moderne Aand er at
naa saaledes ind i Folkesagaen og dens Aand,
at denne virkelig ogsaa kommer til at forme
det Indhold, den har skabt, og Forsøgene viser,
at en moderne Forf. vanskelig bliver den
Rapsodist, der formaar at sammensmelte dette
Indhold til et Hele. - Man kan da forsøge at gribe
et Nutidsstof, der har noget af
Folkeungdommens Enfold og Naivitet over sig, og skabe det
idylliske E.: I. H. Voss’ »Luise«, Goethe’s
»Hermann und Dorothea«, Runeberg’s
»Elgskyttarne«, »Hanne« og »Julqvällen«. Navnlig har
Goethe ved at give sin Idyl en stor hist.
Baggrund opnaaet at hæve et fordringsløst Billede
af Landlivet til E.’s monumentale Højde; men
det er et isoleret Fænomen, og Idyllen hører
efter sin Karakter til den mindre episke
Digtning. - Ejendommelig for Folkeeposet var den
naive religiøse Baggrund, der lod Guderne
direkte deltage i Begivenhedernes Gang. Kunde
der da ikke skabes et religiøst E.? Men
kristelig Spiritualisme er langt borte fra den
anskuelig-æstetiske Følelse, og religiøs Andagt
egner sig for Lyrikken, men ikke for episk
Fremstilling. Den gr. Gudeverden var en
Verden af Skikkelser og tillige en Handlingens
Verden; paa denne Grund kan en Gudesaga og et
Gudeepos opstaa. Men Aandens og
Forløsningens Religion har ikke disse Muligheder. Dante’s
mægtige symbolske ell. allegoriske Digtning
Divina commedia blev ikke et episk, men et
lyriskdidaktisk Digt: under sin Vandring gennem
Helvede, Skærsilden og Himmerige giver han i 100
Sange sit stolte og harmfulde Sind Luft som
en Seer og en Dommer; her er ingen Handling,
men Syner, Beskrivelser og Dom og samtidig
hele Middelalderens Verdensanskuelse og Tro.
Og Milton’s »Tabte Paradis« er et temmelig tørt
teologisk-didaktisk Digt, og hvor der er egl.
Handling (i Satans Trods), der er den saa stærk
og spændende, at den bryder den episke Form:
Digtet skulde være formet som »Prometheus«,
»Faust«, »Manfred«. Klopstock’s »Messias« har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
