Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erdmann, Benno, tysk Filosof, (1851- ) - Erdmann, Johannes Eduard, tysk Filosof, (1805-1892) - Erdmann, Nils Axel Fredrik, sv. litteraturhistorisk Forf., (1860- ) - Erdmann, Otto Linné, tysk Kemiker, (1804-1869) - Erdmannit har man kaldt forskellige, paa sjældne Grundstoffer (især Cerium-Metaller) rige Mineraler - Erdmannsdörfer, Max, tysk Musiker, (1848-1905) - Erdre , en 95 km lang Flod i det nordvestlige Frankrig, Biflod til Loires højre Bred - Erdschisch Dagh, se Ardsjisj. - Erebos, hos Homer og andre græske Digtere det mørke Sted i Jordens Dyb, hvor de Døde maa hen - Erebus, Mount E., 3890 m høj, virksom Vulkan paa Erebus Øen, en Del af det antarktiske Fastland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med Kant, har udgivet forskellige af hans Skr
med betydningsfulde Indledninger, har
fremdraget efterladte Optegnelser af ham og leder efter
Dilthey’s Død det preussiske Akademis
Kantudgave. Om Kant’s Lærer har han skrevet
Bogen: »Martin Knutzon und seine Zeit«, 1876.
Inden for Logikken og Erkendelsesteorien har
han bl. a. skrevet: »Die Axiome der Geometrie«,
1876, Logik I Bd, »Log. Elementarlehre«, 1892
(2. fuldstændig omarbejdede Udg. af dette
Hovedværk udkom 1907). Sammen med R. Dodge
har han skrevet »Psychologische
Untersuchungen über das Lesen auf experimenteller
Grundlage« (1898). Af andre Arbejder kan anføres:
»Umrisse zur Psychologie des Denkens« (1900;
2. omarb. Udg. 1908); »Die Psychologie des
Kindes« (1901); »Ueber Inhalt und Geltung d.
Kausalgesetzes« (1905); »Wiss. Hypothesen über
Leib und Seele« (1907).
Edg. R.
Erdmann [’e.rtman], Johannes Eduard,
tysk Filosof, f. 13. Juni 1805 i Wolmar, d. 12. Juni
1892 i Halle, virkede nogle Aar som Præst i
sin Fødeby, blev 1836 Prof. i Filosofi i Halle.
E.’s Arbejder om Filosofiens Historie, der helt
er prægede af den Hegel’ske Tænkemaade, har
ikke ringe Værdi, de indeholder gode og
skarpsindige Enkeltheder, de viser hans Kendskab til
Middelalderens Filosofi og giver en objektiv
Fremstilling af den Hegel’ske Skole. En meget
benyttet Udgave af Leibniz’ filos. Skr skyldes
E. (1840). Bl. E.’s Skr, hvoraf en Del er kommet
i mange Oplag, kan anføres: »Versuch einer
wissenschaftl. Darstellung d. Gesch. d. neueren
Phil.«, 1-3 (1834-53), »Grundriss d. Gesch. d.
Phil.«, 1-2 (1865), »Vorlesungen über Glauben
und Wissen« (1837), »Leib und Seele« (1837),
»Grundriss d. Psychologie« (1840), »Psycholog.
Briefe« (1851), »Grundriss d. Logik und
Metaphysik« (1841), »Vorlesungen über akadem.
Leben und Studium« (1858).
Edg. R.
Erdmann [’ærdman], Nils Axel Fredrik,
sv. litteraturhistorisk Forf., f. 1860, Student fra
Upsala, jur. Embedsmand i Sthlm. E.
debuterede 1884 med en Pjece, Modern realism, en
Skildring af den samtidige fr. og dansk-norske
Realisme med fyldige Citater. Han vendte sig
derefter til sit eget Lands Litt. og udgav de
livligt skrevne Levnedsskildringer: »August
Blanche och hans samtid« (1892), »Carl Mikael
Bellman, hans omgifning och samtid« (ny, meget
forøget Udg. 1899), »Esaias Tegnér, en
porträttstudie« (1896), »Erik Gustaf Geijer« (1897). 1901
kom »Ur rococons lif«, en novellistisk Skildring
fra 1788-91, væsentlig grundet paa den
Ekeblad’ske Brevsamling, »De politiska
kannstøparne«, en Idyl fra det borgerlige Sthlm (1904) og
»Gustaf III« (1907). Endvidere har han udg. en
fyldig og vel skrevet Biografi af Molière (1898).
E. er desuden Medudgiver af det store Værk
»Den sv. nationallitteratur« og har leveret
mange Bidrag til sv. og udenlandske, ogsaa danske,
Tidsskrifter.
I. F.-H.
Erdmann [’e.rtman], Otto Linné, tysk
Kemiker, f. 11. Apr. 1804 i Dresden, d. 9. Oktbr
1869 i Leipzig, studerede først Farmaci og
dernæst Medicin og Naturvidenskaberne i Dresden
og Leipzig; senere hengav han sig udelukkende
til Studiet af Kemien. Da 1826 Nikkelets
Anvendelse til Fabrikation af Nysølv blev bekendt,
ofrede han sig for denne Industrigren paa en
Fabrik i Harzen, indtil han 1830 vendte tilbage
til Leipzig, hvor han fortsatte sin Virksomhed
som Privatdocent, som han allerede havde
begyndt 1825. 1830 blev han Prof. ord. i teknisk
Kemi, 1842 oprettede han et kem. Laboratorium
i Leipzig, der blev et Mønster for fl. lgn.
Anstalter. Af Arbejder skal særlig nævnes hans
Undersøgelser over Nikkel (1827), over Indigo
og nogle andre Farvestoffer samt de af ham i
Forening med Marchand udførte Undersøgelser
over Grundstoffernes Atomvægt. Disse Arbejder
findes i den af E. udgivne »Journal für
technische und öconomische Chemie« (1828-33) og
i den dels af ham alene, dels i Forening med
Schweigge-Seidel og Marchand udgivne
»Journal für praktische Chemie«. Desuden har E.
skrevet »Lehrbuch der Chemie« (1828, 4. Udg.
1851), »Grundriss der Waarenkunde« (1833, 11.
Udg. 1885 ved König) og »Ueber das Studium
der Chemie« (1861).
(O. C.). R. K.
Erdmannit har man kaldt forskellige, paa
sjældne Grundstoffer (især Cerium-Metaller) rige
Mineraler uden tydelig Krystalform og
forekommende paa Øerne i Langesundsfjorden i Norge.
Navnet er anvendt dels om Substanser, der
senere har vist sig ikke at være homogene, dels
om en noget omdannet ceriumholdig Homilit
(Cerhomilit), dels ogsaa om omdannede
Varieteter af Zirkon.
(N. V. U.). O. B. B.
Erdmannsdörfer [’e.rt-], Max, tysk Musiker,
(1848-1905), virkede som Kapelmester i Tyskland
og Rusland, blev 1897 Hofkapelmester i München,
men traadte det flg. Aar tilbage fra offentlig
Virksomhed. E. var en fremragende
Orkesterdirigent, hans Kompositioner er Korværker,
Ouverturer, Sange og Klaverstykker.
W. B.
Erdre [’ærdrö], en 95 km lang Flod i det
nordvestlige Frankrig, Biflod til Loires højre
Bred, udspringer i Dept Maine-et-Loire, løber
først mod V., derpaa mod S. og udmunder ved
Nantes under Navn af Rivière de Barbin. E. er
sejlbar paa 28 km af sit nedre Løb, hvor den
indgaar i Kanalsystemet Nantes-Brest.
G. Ht.
Erdschisch Dagh [-’∫i∫-’dag], se Ardsjisj.
Erebos [’e-], hos Homer og andre græske
Digtere det mørke Sted i Jordens Dyb, hvor de
Døde maa hen. Hos Hesiodos opfattes E. som
et personligt Væsen, der tillige med Natten
(Nyx) er fremgaaet af Chaos; Æteren og Dagen
er Børn af Nyx og E. Da Begreberne Vest,
Aften, Mørke hos Grækerne stod i nær
Forbindelse med hinanden, har fl. nyere Forskere
antaget Navnet E. for afledet af det fønikiske Ord
Ereb »Aften«. Til Forsvar for denne Etymologi
kan anføres, at de gr. Forestillinger om
Dødsriget ogsaa ellers viser Spor af østerlandsk
Paavirkning.
C. B.
Erebus, Mount E. [’m^aunt-eribəs], 3890 m
høj, virksom Vulkan paa Erebus Øen, som ved
Mac Murdo Strædet adskilles fra Victoria Land,
en Del af det antarktiske Fastland. En mægtig
Gletscherrand, som rager c. 100 m op over
Havfladen, strækker sig fra Victoria Landets
Kyst til E.-Øen og derfra mod Ø. til Edward
VII’s Land. E. og den paa samme Ø liggende
Vulkan Mount Terror (3300 m) opdagedes af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
