- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
418

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Magnussøn, af senere Historikere med Urette benævnt Præstehader, (1268- ) - Erik Menved, dansk Konge 1286-1319, f. 1274 som Søn af Erik Klipping - Erik Olsson, »den sv. Historieskrivnings Fader«, ( -1486)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Broder Haakon. Under Brødrenes Mindreaarighed
optraadte Rigets verdslige Stormænd, der var
indsatte som deres Formyndere, med Kraft mod
Gejstligheden og Biskopperne, idet de søgte at
fravriste Kirken det Overtag, som den ved et
1277 i Tunsberg indgaaet og af Formynderne
selv besvoret Forlig havde vundet. Flere af
Formynderne blev vel lyste i Band, men
Ærkebiskoppen, Jon Raude, maatte forlade Landet
og døde 1282 i Landflygtighed, hvorefter
Ærkebispestolen i fl. Aar blev staaende ubesat. Jon’s
Eftermand, Jörund, maatte efter nogen Kamp
give sig og indgaa paa at give Afkald paa en
Del af den Magt, som Kirken havde opnaaet. Det
var denne langvarige og bitre Strid, som gav
Anledning til Kongens Tilnavn, skønt han
personlig ingen Del havde i den. Ogsaa med
Hansestæderne kom den norske Konge under
Formynderregeringen i en Krig, der endte med,
at Stæderne fik fast Fod i Landet. Da E. M.
blev voksen, viste han sig at være en velvillig
og forsonlig Mand, men derhos meget svag, saa
hans Moder, den danske Kongedatter Ingeborg
og de Stormænd, hvormed hun omgav sig, og
senere ogsaa hans Broder Haakon, havde stor
Indflydelse paa Rigsstyret. Disse bevægede ham
1287 til at indgaa Forbund med den danske
Konge Erik Klipping’s Mordere og til at
begynde Krig med Danmark under Paaskud af, at
hans Moders Arv var blevet tilbageholdt her.
Under denne Krig, der 1297 foreløbig afsluttedes
ved en Vaabenstilstand, fulgte Vaabenlykken
stadig Nordmændene; navnlig udmærkede Alf
Erlingssøn af Thornberg sig her ligesom under
Krigen med Hansestæderne ved sine dristige
Kaperier. E. M. var første Gang gift med den
skotske Konge Alexander III’s Datter Margrete.
Da Svigerfaderen 1286 døde uden mandligt
Afkom, blev E. M.’s unge Datter, der bar Moderens
Navn, 1289 af Skotterne taget til Dronning; men
denne, som Skotterne kaldte »Pigen fra Norge«,
døde paa Orknøerne det flg. Aar under
Overrejsen. E. M. gjorde nu Paastand paa Skotlands
Krone som Arv efter Datteren; men dette
forhindredes ved den eng. Konges, Edvard I’s,
Intriger, og heller ikke hans andet Ægteskab,
med Isabella Bruce, Søster af den senere skotske
Konge, Robert, førte til nogen Landerhvervelse.
E. M. døde sønneløs 1299.
(O. A. Ø.). Edv. B.

Erik Menved, dansk Konge 1286-1319, f.
1274 som Søn af Erik Klipping og Agnes af
Brandenburg og to Aar efter hyldet som
Tronfølger. Efter Faderens Mord overtog
Enkedronning Agnes Styrelsen i sin lille Søns Navn; ved
Indrømmelser til Hertug Valdemar formaaede
man denne til at støtte Barnekongen, paa
Danehoffet i Nyborg (1287) udlagdes en Række
Stormænd som Kongens Drabsmænd, og i Julen s. A.
kronedes E. M. I lang Tid gav Eftervirkningerne
af Mordet i Finderup E. M.’s Styrelse dens
Præg; de Fredløse havde fundet Tilhold i Norge,
og fra dette Land udgik store Hærgetog mod
Danmark, medens de Forviste satte sig fast paa
Hunehals og Hjælm; med Ærkebiskop Jens
Grand, der sympatiserede med dem, kom E. M.
i en heftig Kiv, der førte til, at han 1294 lod
Prælaten fængsle. Efterhaanden blev E. M. dog
led ved denne endeløse Strid og søgte at drage
sig ud af den; Kirkestriden endtes, da han skrev
et ydmygt Brev til Pave Bonifacius VIII, som
nu forsatte Jens Grand til et udenlandsk Stift;
med Norge hørte Krigen efterhaanden op, om
end den endelige Fred først sluttedes i Kbhvn
1309. Mod sin Villie inddroges E. M. i den indre
Kiv, der herskede i Sverige mellem hans Svogre,
Kong Birger og hans Brødre; ved gentagne
Krigstog støttede E. M. Kongen, og under hans
Mægling forligede de sv. Fyrster sig i
Helsingborg 1310. Paa denne Tid havde E. M. for længst
haft sin Hovedopmærksomhed rettet imod
Nordtyskland, hvor de opløste Forhold syntes ham at
aabne Muligheden til en Genoptagelse af
Valdemar Sejr’s Erobringspolitik. Han bemægtigede
sig det lille Fyrstendømme Rostock; Kejser
Frederik II’s Afstaaelsesbrev fra 1214 havde han
faaet stadfæstet af Albrecht af Østerrig, Lübeck
anerkendte ham som Skytsherre, og mange tyske
Fyrster sluttede sig nøje til ham. E. M. fandt
stort Behag i saaledes at optræde som Leder,
og den glimrende Turnering i Rostock 1311
tilfredsstillede hans Pragtlyst; men midt under
Festerne forbandt Fyrsterne sig hemmelig mod
de fremvoksende Hansestæder, som de
betragtede med misundelige Øjne. E. M.’s Store
Alliancesystem stod dog ikke sin Prøve; i Markgrev
Valdemar af Brandenburg fandt han en kraftig
Modstander, og til sidst strandede hans Politik
ganske ved et Forsøg paa at erobre Stralsund
(1316). Siden havde han intet andet at gøre end
at trække sig ud af sine tyske Forbindelser;
men klart fremtraadte det nu, hvor lidet hans
Storpolitik havde været afpasset efter hans
Riges Evner. Den havde kostet Masser af Penge,
og hans Undersaatter havde maattet bære store
Byrder. Følgen var en Misfornøjelse, der 1313
havde ført til et ligefremt Oprør i Jylland, som
Kongen kun med Vanskelighed havde faaet
undertrykt. Nu kom det ogsaa til et Brud mellem
Kongen og baade Tronfølgeren, hans troløse
Broder Christoffer, og Rigets Ærkebisp, Esger
Jul. I Sverige havde Birger forrædersk faaet sine
Brødre i sin Magt og ladet dem dø af Hunger
paa Nykøping; Landet rejste sig imod ham, og
E. M. maatte snart opgive sit Forsøg paa at
holde ham oppe. Saaledes endte E. M.’s en Tid
saa straalende Regering mørkt, og under sin
Pengenød maatte han bl. a. pantsætte store Dele
af sit Rige til udenlandske Fyrster ell.
indenlandske Stormænd; den Opløsning af det danske
Rige, som snart viste sig, forberedtes under
ham. E. M. døde 13. Novbr 1319 faa Maaneder
efter sin Hustru, Magnus Ladelaas’ Datter
Ingeborg, som han havde ægtet 1296, men hvis Børn
alle enten var dødfødte ell. døde som ganske
smaa. Hans Tilnavn stammer vist fra en af
ham anvendt Ed, »Mænd ved«.
Kr. E.

Erik Olsson, »den sv. Historieskrivnings
Fader«, d. 1486, fik som saa mange Nordboer sin
videnskabelige Uddannelse ved Univ. i Rostock
og blev derefter Kannik i Upsala; da Univ. her
oprettedes 1477, blev han dettes første Lærer i
Teologi. Man har endnu Optegnelser efter hans
teol. Forelæsninger, men langt større Interesse
har hans Sveriges Historie (Chronicon regni
Gothorum
), som han forfattede paa Opfordring
af Karl Knutsson og Ærkebisp Jens Bengtsson,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Dec 1 02:15:36 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0436.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free