- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
420

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Sejrsæl, sv. Konge, ( -c.995), var Søn af Kong Emund - Eriksen, Alfred, norsk Præst og Socialpolitiker, (1864- ) - Briksen, Jens, se Jøsse Eriksson. - Eriksen, Jørgen, norsk Biskop, (1535-1604) - Eriksen, Richard, norsk filos. Forf., (1869- ) - Eriksfjord, se Grønland (Historie). - Eriksgade er Navnet paa den Hyldningsrejse, som de sv. Konger, maatte foretage - Erik's sjællandske Lov

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

at have ladet sig primsigne; men snart
fortsatte han sin hedenske Levevis. Kort efter maa
han være død. E. S.’s Dronning var Sigrid
Storraade, deres Søn Olav Skotkonge. (Litt.:
H. Schück, »Den äldsta kristna
konungalängden i Sverige« [Upsala 1914]; B.
Nerman
, »Svärges äldsta konungalängder« [Upsala
1914]).
H. O.

Eriksen, Alfred, norsk Præst og
Socialpolitiker, f. 30. Aug. 1864 i Kria, cand. theol.
1888. Doktorgraden i Filosofi 1896, Sognepræst til
Karlsøy under Tromsø Provsti 1891-1910, fra
1910 til Vaalerengens Menighed, Kria. Fra
filosofiske og litterære Dilettantstudier vendte han
sig til Politikken med Overgang fra det radikale
Venstre til Socialdemokratiet, kom ind i sit
Herreds Kommunestyre og var 1899-1907 dets
Ordfører, stiftede 1902 Tromsø Amts
Arbejderforening og var en Aarrække dens Leder,
udgav ogsaa som Organ for sin socialistiske
Propaganda 1902-11 fra Tromsø Bladet »Nordlys«.
Med det politiske Springbræt, han saaledes havde
faaet, var Vejen til Stortinget ikke lang, og i
de tre Perioder 1903-12 sad han der som
Repræsentant for Tromsø Amts 3. Kreds,
Tromsøsundet. I Stortinget blev han snart den
socialistiske Gruppes Leder og mest indflydelsesrige
Personlighed, frygtet for sin flængende Kritik,
der ofte faldt i den vittige Sarkasmes Form.
Gruppen vilde imidlertid i Længden ikke
underkaste sig den akademisk tilskaarne, ofte ogsaa
lige over for Partiet selv kættersk uafhængige
og skarpt kritiske Fører, og 1912 blev han med
sensationel Iscenesættelse formelig udstødt af
Partiet som »Renegat«, angivelig fordi han kort
forinden med Brud paa Partiets paastaaede
neutrale Holdning i Sprogstriden havde
overtaget Stillingen som Formand i
»Rigsmaalsforbundet«. Forsøg paa at skaffe ham et Mandat
fra en af Hovedstadens Valgkredse for
Stortingsperioden 1913-15 strandede. Senere har han
haft Føling med det frisindede Venstre.
K. V. H.

Eriksen, Jens, se Jøsse Eriksson.

Eriksen, Jørgen, norsk Biskop, f. i
Haderslev 1535, d. i Bergen 5. Juni 1604, 1560-66
Slotskapellan paa Bergenhus, studerede derefter
fl. Aar i Kbhvn, Wittenberg, Rostock og
Nürnberg, og vendte 1570 efter at have erhvervet
Magistergraden tilbage. 1571 blev han Biskop i
Stavanger, hvor Forholdene krævede en kraftig
Kirkens Tilsynsmand. I de 33 Aar, han virkede
her, bragte han baade Kirke og Skole, der havde
befundet sig i fuldstændig Opløsning, i
fortrinlig Stand, og gennem regelmæssige Visitatser og
en streng Kirketugt, saavel som ved sin egen
Forkyndelse, forsøgte han at bibringe
Præsteskabet, som endnu til Dels var katolskfarvet,
den rene, luth. Aand og Lære. Hans udgivne
Prædikener over Jonas’ Bog hører til de
betydeligste religiøse Arbejder i Norge i
Reformationsaarhundredet. (Litt.:. A. Chr. Bang, »Den
norske Kirkes Hist. i 16. Aarh.« [Kria 1894]; A.
Faye
, »Magister Jørgen E.« [Kria 1859]).
(O. A. Ø.). Edv. B.

Eriksen, Richard, norsk filos. Forf., f. i
Kria 24. Marts 1869, Student 1888, behandlede
i fl. Bøger Okkultisme og Spiritisme: »Det
oversanselige« (1891), »Spiritismen, dens rette Bet.
og Værd« (1893) og »Sjælens Gaade« (1893).
Senere viede han Teosofien en opofrende aktiv
Propaganda, bl. a. som Redaktør af de norske
Teosofers Tidsskrift »Balder«; desuden var han
Norges Repræsentant i Styret for de
skandinaviske Landes teosofiske Samfund og siden
1911 Formand i den teosofiske Loge »Vidar« i
Kria. Han skrev endvidere »Indledning til
Teosofi« (1908), »Skjulte Sider af Mennesket og dets
Udvikling« (1909) og »Tidens Kurs« (1912), en
populær Udsigt over nyere Tankeretninger. Da
hans for Doktorgraden indleverede Afh. »Jeg’et
og Tænkningen« (1911) af
Bedømmelseskommissionen blev underkendt som »uvidenskabelig«,
førte denne Afvisning til en langvarig og
efterhaanden yderst bitter Strid om Aandsfrihedens
Princip ved Kria Univ. og i den norske Presse.
For at bane Vej for et Kompromis, bevilgede
Stortinget E. et personligt Stipendium til
fortsatte Studier, hvorefter han 1914 indleverede en
ny Afh., »Tænkningens psykologiske
Udviklingsbetingelser«, paa hvilken han Decbr 1915 blev
kreeret til Dr. phil. Fra 1. Juli 1917 virker han
som fast Universitetsstipendiat i Filosofi i Kria.
K. V. H.

Eriksfjord, se Grønland (Historie).

Eriksgade er Navnet paa den
Hyldningsrejse, som de sv. Konger, efter at være blevne
valgte paa Mora Ting ved Upsala, maatte
foretage gennem en Række af Sveriges Landskaber
for at modtage disses Bekræftelse paa Valget,
selv aflægge Ed paa deres Love og tilsige dem
Fred. I Konungabalken, det Afsnit i
Uplandsloven (1296), som handler om Valget af
Kongen, hans Rettigheder og Pligter, angives det,
at Kongen skal »råttsyles (efter Solen) om sit
Land rida« saadan, at han udgaar fra Upsala
og fortsætter gennem Upland, Södermanland,
Østergötland, Småland, Vestergötland, Närike,
gennem Vestmanland tilbage til Upsala. Selv
efter at Provinserne fra c. 1300 sendte deres
Lagmænd til Mora Ting for at tage Del i
Kongevalget, ell. efter at Kongevalget foregik andet
Steds, vedligeholdtes E., ja endog efter at
Sverige var blevet et Valgrige (1544), skønt den da
var en Formalitet uden Bet. Den sidste E. redes
af Karl IX; Gustaf III paabegyndte efter
Revolutionen 1772 en E.: men fuldendte den ikke. -
Om Oprindelsen til Navnet E. hersker der ikke
Enighed. Nogle har villet oversætte det ved »alt
rikes väg« ell. »allhärskarens väg«; andre har
ment, at E. var opkaldt efter Sveriges
Skytshelgen Erik den Hellige, hvem man i Middelalderen
gerne tilskrev gl, god Sæd og Skik. Støttet paa
den Kendsgerning, at Kongen paa sin Rejse
skulde give og modtage Ed, har man (Wadstein)
senest forklaret E. som eþ-wreks-gata ell.:
edgängsfärd, idet »eþ-wreks« skulde bet.
»fuldførende Ed«. (Litt.: R. Kjellén, »E.«
[Upsala 1889]; Schlytter, »Jurid. Afhandl.«
[Lund 1891], Wadstein, »Tvenne frågar ur
den fornsvenska statsrätten« [sv. Hist. Tidsskr.
1899]).
L. K.

Erik’s sjællandske Lov. Den for Sjælland
og omliggende mindre Øer gældende
gammeldanske Ret foreligger optegnet i to forsk.
Retsbøger, hvoraf den ene fra gl Tid i
Haandskrifterne kaldes Valdemar’s ell. Kong Valdemar’s
Lov, medens den anden benævnes Erik’s eller
Kong Erik’s Lov. Om Forholdet mellem disse to


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Dec 1 02:15:36 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0438.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free