Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik's sjællandske Lov - Eriksson, Christian, sv. Billedhugger, (1858- ) - Eriksson, Jakob, sv. Plantepatolog, (1848- ) - Erik Væderhat, sv. Konge, der havde Navn af, at han ved at vende sin Hat kunde skifte Vindens Retning - rin (kelt.), gammelt Navn for Irland. - Erinaceus, se Pindsvin. - Erindring er en reproduceret personlig Oplevelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Retsoptegnelser har der hersket og hersker der
fremdeles megen Tvivl, ligesom det har været
omtvistet, hvorvidt de gl. Benævnelser paa
Retsbøgerne antyder, at en Konge har stadfæstet
dem. Optegnelsernes Form synes imidlertid at
tyde paa, at de er foretagne af Privatmænd,
og der er vistnok heller ikke Grund til at
antage, at nogen Konge har stadfæstet dem. E. s.
L. synes optegnet noget ind i 13. Aarh.,
rimeligvis før jyske Lovs Udstedelse 1241, den er
fyldigere og - i alt Fald delvis - yngre end
Valdemar’s Lov. Under Erik Klipping udvidedes
1284 »den Lov, som Sjællandsfarerne have«, med
en enkelt Modifikation til at gælde for Lolland,
Falster og Møen, uden at det er muligt at
afgøre, hvorvidt der menes Valdemar’s ell. Erik’s
Lov ell. mulig hegge. E. s. L., der i de ældre
Haandskrifter deles i 3 Bøger, men i de yngre i
6 ell. 7, fortrængte vistnok efterhaanden delvis
Valdemar’s Lov og vedblev at være Grundlaget
for sjællandsk Ret lige til Indførelsen af
Christian V’s Danske Lov 1683. Loven blev første
Gang trykt af Gotfred af Ghemen (Kbhvn 1505)
og dernæst optrykt af Mads Wiingaard (Kbhvn
1576). En bedre Udgave med Indledning,
Oversættelse og Anmærkninger findes i I. L. A.
Kolderup-Rosenvinge’s Samling af gl. danske Love
(2. Bd, Kbhvn 1821); den nyeste Udgave efter
det bedste Haandskrift er besørget af P. G.
Thorsen (Kbhvn 1852).
(Ludv. H.). P. J. J.
Eriksson, Christian, sv. Billedhugger,
f. 30. Juni 1858 i Värmland. Fra det
kunstindustrielle Haandværk, som han drev i Sthlm,
senere i Tyskland, førtes han i Paris, (hvor han
1883 studerede paa École des arts décoratifs,
derpaa i É. des b.-arts og i Falguière’s Atelier)
under slidfuld Kamp for Eksistensen, over til
selvstændig Skaben. E. sagde dog saa langtfra
dermed sin gl. kunstindustrielle Syslen Farvel,
at han tværtimod her vandt nogle af sine bedste
kunstneriske Sejre: hans spirituelle, friske og
idérige Kunst, der raader over ualmindelig tekn.
Færdighed og Stilfølelse, tager med samme Lyst
og Evne fat paa Vaser og smaa Brugsgenstande
(Eks.: Stokkeknap med en gl Mand, der støtter
sig paa en ung Piges Arm) som paa Statuer og
Relieffer; størst er han maaske i sine mange
dekorative Arbejder: Portalfigurer, den
monumentale Kamin, Sandstensreliefferne for
Stockholms Dramat. Teater (1906),
Udsmykningen af Kirken i Kiruna (Lapland) og af
Sthlm’s ny Raadhus. - 1888 udstillede E. i
Paris Statuen »Martyr«, 1889 2 Vaser, »Tjusning«
og »Ur barnvärlden« (i Bronze, henh. Sthlm’s
Nationalmuseum og Mus. i Göteborg), 1891 det
store Relief »Linné« (i Marmor, Nationalmus. i
Sthlm), 1894 »Bretagnerinde« (i Bronze, Sthlm’s
Nationalmus., i Fajance Kunstmus. i Kbhvn).
Fra 1897 hjemme i Sthlm skabte han bl. m. a.
»Dansa på tå« (Bronze, Kunstmus. i Kbhvn,
ogsaa i Marmor og Træ), »Ung Lap« (1903, i Træ,
Göteborg Mus., i Granit hos Thiel, Sthlm),
»Skøjteløber« (Saltsjöbaden),
Engelbrekt-Monumentet (1909), Statuerne »Skrivende Mand« og
»Læsende Kvinde« (1912, i Marmor, Sthlm’s
Rigsbibliotek), mange Statuetter som Lappen
Thuuri (Helsingfors Gal., 1912) o. s. fr. (Litt.:
E. Rosenberg, »Svenska konstnärer ....
Chr. E.« [Upsala 1910]; »Små konstböcker« Nr
13, »E.« [1912]).
A. Hk.
Eriksson, Jakob, sv. Plantepatolog, f. 30.
Septbr 1848, Student 1867, Dr. phil. 1874, 1876
-1914 Botaniker og Plantefysiolog ved
»Landtbruks-Akademiens Experimentalfält«, i hvilken
Stilling han 1885 fik fast Ansættelse med Titel
af Prof. I Beg. arbejdede han væsentlig med
planteanatomiske Undersøgelser, men under et
Studieophold hos Pfeffer i Tübingen kom han
ind paa plantefysiologiske Studier. Paa forsk.
Rejser besøgte han en stor Del af
Mellemeuropa og Italien for at studere plantefysiologiske
Institutter og landbrugsbotaniske
Forsøgsstationer, og hans Forfattervirksomhed gik nu mere
og mere i landbrugsbotanisk Retning. De
vigtigste af disse Arbejder behandler
Plantesygdomme ell. Kornarternes Varieteter. I nogle
Aar havde han Inspektoratet over alle Sveriges
Frøkontrolanstalter, hvis første Statsreglement
og Instruktion han udarbejdede. Siden 1890 har
han overvejende været sysselsat med en
udførlig og mangesidig Undersøgelse over
Rustarterne paa Kornsorter og andre Planter; disse
Undersøgelser har bl. a. ledet ham til at
opstille den saakaldte Mykoplasmateori (s. d.),
der har vakt den heftigste Modstand bl.
Plantepatologerne; E. har næppe nogen Tilhænger,
men hans Teori har stimuleret Forskningen
paa vigtige Punkter. E. har været en ivrig
Forkæmper for internationalt Samarbejde
vedrørende Plantesygdommenes Bekæmpelse. (Litt.:
J. E., »Landbruksbotanisk Virksomhet under
Årne 1878-1912« [Sthlm 1913]).
F. K. R.
Erik Væderhat, sv. Konge, der havde Navn
af, at han ved at vende sin Hat kunde skifte
Vindens Retning; opfattes af Sakse som Regnar
Lodbrog’s Søn, men synes at være lig den sv.
Konge Erik (Emundsøn) c. 850.
A. O.
Erin [’i.rin, ’e.rin, ’erin] (kelt.), gammelt
Navn for Irland.
Erinaceus, se Pindsvin.
Erindring er en reproduceret personlig
Oplevelse, d. v. s. et Forestillingskompleks, til
hvilket der er knyttet en mere ell. mindre klar
Bevidsthed om, at de paagældende Fænomener
tidligere har været Genstand for
Sanseiagttagelse, og under hvilke Tids- og Rumsforhold dette
opr. fandt Sted. Det er disse til det
reproducerede knyttede nærmere Bestemmelser, hvori
Forskellen mellem E. og det blot huskede bestaar;
man husker alt, hvad der paa given ydre
Foranledning kan genfremkaldes i Bevidstheden,
medens kun det kan siges at blive erindret, der
fremtræder som Individets tid- og stedfæstede
Oplevelser. Man husker f. Eks. nogle lat.
Plantenavne, men nogle af dem erindrer man at have
lært ved en bestemt Lejlighed (f. Eks. ved
Eksamensbordet, hvor man havde glemt dem), og
netop derfor vil man maaske senere huske disse
særlig godt. E. udgør saaledes kun en Del af
alt det, der »bevares i Hukommelsen«, og om
det end langtfra kan siges at være godtgjort,
er der dog meget, som taler for, at det erindrede
ved Oplevelsen har været stærkt følelsesbetonet
og netop af den Aarsag er indgaaet som Led i
Individets aandelige Jeg. I øvrigt beror E.
ligesom enhver anden Reproduktion af
Forestillinger paa en forudgaaet Association (s. d.) og er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
