Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erkendelseslære. Bl. alle de Emner, Erkendelsen kan omhandle, findes ogsaa selve Erkendelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Man kan psykologisk undersøge det, der er
til Stede, det, der foregaar, og det, der i det
hele gør sig gældende i den erkendende
Bevidsthed. Dette i Forening med visse af de lige
ndf. nævnte Undersøgelser vedrørende
Erkendelsens Udvikling udgør Erkendelsens
Psykologi.
Man kan, idet man enten lægger Hovedvægten
paa den erkendende Bevidsthed ell. paa
Erkendelsens Resultater, søge at følge
Erkendelsens Udvikling saavel op gennem
Dyreklasserne som inden for Menneskeslægten
og dér undersøge, hvorledes den former sig paa
de forskellige Kulturtrin (se Animisme), og
hvorledes Vekselvirkningen mellem Individ og
Samfund gør sig gældende. Specielt kan man
forfølge den historiske Udvikling, hvoraf vi
selv er et Led, og man kan undersøge
Erkendelsens Vækst hos Barnet. Et berømt Forsøg
paa at sammenfatte den aandshistoriske
Udvikling, de tre Stadiers Lov, skyldes Comte.
Den historiske Udvikling viser det
Dobbeltspil, at man paa den ene Side til alle Tider om
de Paastande, man ansaa for rigtige, har været
tilbøjelig til at mene, at de var endegyldige og
uigenkaldelige, men at paa den anden Side
Fremskridtet ofte er kommet i Stand netop ved,
at man i fuld Fortrøstning arbejdede med disse
Paastande og derigennem opdagede deres
Begrænsning. Det viser sig desuden, at der findes
Spørgsmaal, man paa et Tidspunkt har været
optaget af, men har anset for uløselige og
»liggende uden for Erkendelsens Grænser«, der
dog paa et senere Tidspunkt er blevne løste
ell. er faldne bort som intetsigende ell.
meningsløse.
Inden for den videnskabelige Tænkemaade er
der en betydningsfuld Forskel mellem den
moderne naturvidenskabelige Tænkemaade og den
Tænkemaade, hvor Almenbegreber spiller
Hovedrollen, og hvor man søger ved deres Hjælp
at bestemme »det egl. værende«, en
Tænkemaade, der ofte betragtes som karakteristisk
græsk (Eleaterne, Platon), og som fortsættes op
gennem Middelalderen. Om Almenbegreber
gælder, at de selv hverken findes et bestemt Sted
ell. hører et bestemt Tidspunkt til ell. er
foranderlige, endvidere ligger der i, at
Almenbegrebernes Indhold ell. Kendemærker svarer til
det fælles mellem fl. Emner, der som Regel
indbyrdes er forsk. m. H. t. Sted og Tid,
at Tid og Sted som Regel heller ikke indgaar
i Almenbegreberne som Kendemærker. Det egl.
værende bliver derfor tidløst, stedløst og
uforanderligt, og over for dette værdsættes, til Dels
af etisk-religiøse Grunde, den
Foranderlighedens Verden lavt, vi gennem vore Sanser
faar Besked om. I Middelalderen spores den
moderne naturvidenskabelige Tænkemaade, der
træffes fuldt udviklet hos Galilei, hos Occam
(d. c. 1350), men navnlig hos hans Elever og
Efterfølgere ved Paris-Univ. Til denne Kreds,
hvis Virksomhed strækker sig over c. 150 Aar,
kan den moderne Dynamik (Inertisætningen,
Kraftbegrebet, Faldlovene), Himmelmekanikken,
Kopernikanismen og den analytiske Geometri
føres tilbage, og herfra kan man igen gaa
tilbage til enkelte Tænkere i Middelalderen f. Eks.
Roger Bacon, men væsentlig er Forbindelsen
med den gr. Atomistik og Astronomi.
Den ny Naturvidenskab passer ikke sammen
med den Opfattelse, at der er noget i og for
sig ufuldkomment ved det foranderlige, det er
derfor karakteristisk, at Jorden netop p. Gr. a.
de mange Forandringer forekom Galilei højst
fornem og vidunderlig. Man gav sig til at
undersøge den Erfaringens Verden, man ikke
længere saa ned paa. De indhøstede Erfaringer
forarbejdedes saaledes, at man fandt Love, der
forbandt dem. I disse Love indgaar Tidsforhold
paa en ganske anden Maade end i
Almenbegreber, og de handler om Forandringer; ved
deres Dannelse spiller Anvendelsen af
Størrelsesbegrebet og i det hele Anvendelsen af
Matematikken den største Rolle. I det 19. Aarh.’s
Videnskab er det ikke alene det abstrakte
Tidsforhold, men ogsaa den faktiske Tidsfølge, der
gennem Interessen for Udvikling og for det
historiske Forløb gør sig gældende.
Det er værd at betone, at medens de græske
Astronomer var klare over, at de matematiske
Regler for de himmelske Bevægelser, de
opstillede, ikke trængte ind til det i og for sig
værende, men kun gav en forholdsvis kort og
overskuelig Beskrivelse af det, der var
iagttaget, var der hos Renaissancens og ogsaa hos
senere Tiders Fysikere en Tilbøjelighed til (med
Urette) at mene, at de med deres Love og de
Emner, de omhandlede, trængte ind til det i og
for sig værende. Denne Tilbøjelighed er dog
som Regel mindre udpræget hos de egentlige,
store Forskere end hos dem, der populariserer
Naturvidenskaberne ell. søger at bygge
Livsanskuelse paa dem. Medens det tid- og
stedløse i og for sig værende, man kommer til
gennem Almenbegreber, ligger uden for
Naturen, hører Renaissancens i og for sig værende
netop Naturen til, og her gælder det, at medens
Grækerne ofte, men med Urette, opfattede
Naturen som tvedelt i en mindre værdifuld
foranderlig jordisk Verden og en derfra væsentlig
forskellig Stjerneverden, var Naturen for
Renaissancens Fysikere en Helhed; overalt i hele
Universet gjaldt de samme Love.
Med Naturvidenskabernes Sejr er den
naturvidenskabelige Erkendelse blevet et Hovedemne
for E. I Middelalderen havde
Almenbegrebernes Stilling i den saakaldte Universaliestrid
været et Hovedemne, nu er Hovedemnerne blevne
Aarsagsloven, Spørgsmaalet om Eksistensen af
Omverdenen, Forholdet mellem den rene
matematiske Erkendelse og Erfaringserkendelsen, og
inden for denne sidste igen Forholdet mellem
det, der skyldes Erfaringen, og det, der er
uafhængig af denne.
Selv naar man ser bort fra de logiske
Grundsætninger, der anses for ubeviselige, udgør det,
vi kan bevise, kun et begrænset Omraade inden
for det, vi anser for rigtigt. En filos.
Tænkemaade, der ikke bekymrer sig om, at der findes
en saadan Grænse, kan betegnes som dogmatisk
ell. som rationalistisk. Undersøgelser, der for
en væsentlig Del gaar ud paa at fastslaa denne
Grænse og klargøre, hvad der staar i
Forbindelse hermed, kan betegnes som
Erkendelseskritik ell. Erkendelsesteori.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
