Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eruption (lat.), Udbrud, i Medicinen specielt anvendt for akutte Frembrud af sygelige Fænomener paa Huden - Eruption, se Vulkaner. - Eruptivbjergarter kaldes alle de Bjergarter, der er dannede ved Størkning af smeltede Masser - Erv (Gulo luscus), se Jærv. - Ervum, se Vikke. - Erycina, se Erykine. - Erykinie (lat. Erycina), Gudinde, der dyrkedes paa Bjerget Eryx paa Sicilien - Erymanthos, - 1) Oldtidens Navn paa den 2224 m høje Kalkstens-Bjergmasse paa Peloponnes, 30 km SSØ. f. Patras - 2) E. er ogsaa hos græske Forf. Navnet paa en Flod i Arachosien, nu Hilmend. - Eryngium L. (Mandstro), Slægt af Skærmplanterne (Sannikel-Gruppen), mest fleraarige Urter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Eruption, se Vulkaner.
Eruptivbjergarter kaldes alle de
Bjergarter, der er dannede ved Størkning af
smeltede Masser, enten ved Jordoverfladen ell. i
selve Jordskorpen; de kaldes undertiden
pyrogene, opstaaede ved Ildens Indvirkning. I
Modsætning til de to andre Grupper af
Bjergarter, Sedimenterne og de krystallinske Skifere,
mangler E. Lagdeling, men kan dog have nogen
opr. Parallelstruktur (Fluidalstruktur),
ligesom de ogsaa ved Tryk kan antage
Skifrighed, i hvilket Tilfælde de gaar over til at blive
til krystallinske Skifere. Strukturen er oftest
kornet i forsk. Grader (stor-, grov-, mellem-
og finkornet), men gaar ved hurtig Størkning
over til at blive tæt ell. glasagtig; ofte findes
porfyrisk Struktur, idet nogle af Bestanddelene
(Strøkorn) er af væsentlig større
Dimensioner end de øvrige, der danner
Grundmassen. I Overfladebjergarter findes ofte
blæret Struktur (særlig stærkt udviklet hos
Pimpsten); ved Blærernes senere
Udfyldning af Mineraler, afsatte af det gennemsivende
Vand, dannes Mandelsten.
E. inddeles efter det Sted, hvor de er
størknede, i Dagbjergarter (Overflade-,
Lavabjergarter), der oftest er i Besiddelse af
finkornet, tæt ell. glasagtig Struktur, og
Dybbjergarter, der oftest er tydelig kornede,
og som dannes i Dybet i Form af Massiver
(Batoliter) ell. Lakoliter. Som en
Mellemting mellem de to Grupper kan man
betragte de E., der er størknede i Gange, idet
de vel er størknede i Dybet, men p. Gr. a.
den hurtige Afkøling oftest er tætte ell.
finkornede. En mere gennemgribende Inddeling
af E. faas dog, naar man tager Hensyn til deres
forsk. kemiske Sammensætning og det dermed
i Forbindelse staaende forsk. Mineralindhold;
i kem. Henseende bestaar de alle af de
almindeligste Bestanddele (Kiselsyre, Lerjord,
Jernilter, Magnesia, Kalk, Natron og Kali), men
Mængdeforholdet mellem disse kan variere
stærkt, og der er alle mulige Overgange mellem
de »sure«, d. v. s. stærkt kiselsyreholdige, men
til Gengæld jern- og magnesiafattige, lyse E.
og de basiske, mørke E. Ordner man
Dybbjergarterne efter aftagende Kiselsyreholdighed, faar
man flg. Hovedgrupper: Granit, Syenit,
Nefelinsyenit, Diorit og Gabbro foruden enkelte
mindre væsentlige; de tilsvarende Dagbjergarter er:
Liparit, Trakyt, Fonolit, Andesit og Basalt.
E. anvendes i stor Mængde som Bygningssten,
hvortil de er udmærket egnede, da de er de
solideste og holdbareste af alle Stenarter; i
tilsvarende Grad er de naturligvis ogsaa svære
at tilhugge og derfor ret kostbare. En Del E.
har Bet. p. Gr. a. deres Indhold af Malme;
saaledes findes ofte Tin i Forbindelse med
Granit, mens Jern- og Nikkelmalme er knyttede
til de mest basiske E.
O. B. B.
Erv (Gulo lúscus), se Jærv.
Ervum [’ær-], se Vikke.
Erycina, se Erykine.
Erykine (lat. Erycina), Gudinde, der
dyrkedes paa Bjerget Eryx paa Sicilien. Hendes
Kultus er sikkert ældre end den fremmede
Kolonisation paa Øen. Af Foinikerne identificeredes
E. med deres Astarte, af Grækerne med
Afrodite. I Gudindens Helligdom levede der et stort
Antal Tempelskøger (Hieroduler); Templet var
et af de rigeste og mest ansete paa Sicilien.
Romerne holdt deres Haand over den gl.
Kærligheds- og Natur-Gudindes Dyrkelse og indførte
den ogsaa i selve Rom, hvor der 217 f. Kr. blev
grundet et Tempel for Venus E. paa Kapitolium
og 181 f. Kr. et nyt uden for Porta Collina.
Ogsaa enkelte andre Steder i den gr.-romerske
Verden blev E.’s Kultus indført; saaledes fandtes
der, mærkeligt nok, et Tempel for hende paa et
saa fjernt liggende Sted som i Psofis i
Arkadien.
C. B.
Erymanthos [-tås], 1) Oldtidens Navn paa
den 2224 m høje Kalkstens-Bjergmasse paa
Peloponnes, 30 km SSØ. f. Patras, som nu kaldes
Olenos. Paa Sydsiden udsprang en Flod E. (nu
Duana), der falder i Alfeios. Ved Bjerget E.
huserede efter Sagnet et vældigt Vildsvin, som
nedlagdes af Herakles. 2) E. er ogsaa hos
græske Forf. Navnet paa en Flod i Arachosien, nu
Hilmend. Sidstnævnte Flod kaldes dog ogsaa
Etymandros.
(V. S.). H. H. R.
Eryngium L. (Mandstro), Slægt af
Skærmplanterne (Sannikel-Gruppen), mest fleraarige
Urter med smalle eller brede, hele eller
oftere indskaarne Blade, hvis Afsnit ender
med Torne. Skærmen er hoved- ell.
 |
| Eryngium amethystinum. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
