Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esmarch, Johann Friedrich August von, tysk Kirurg, (1823-1908) - Esmarch's Bind, et elastisk Bind, der benyttes til Uddrivning af Blodet af en Arm, et Ben - Esmarch, Hans Morten Thrane, norsk Præst og Mineralog, (1801-82) - Esmark, Jens, norsk Mineralog, (1763-1839) - Esmarkit, se Cordierit. - Esmein, Jean Paul Hippolyte Emmanuel Adhémar, fr. Retslærd, (1848-1913) - Esménard, Joseph Alphonse, fr. Digter (1770-1811)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Resectionen nach Schusswunden« (1851),
»Beiträge zur practischen Chirurgie« (Hæfte I-II,
1853-60), Ȇber chronische
Gelenkentzündungen« (1866, 2. Opl. 1867), »Verbandplatz und
Feldlazareth« (1868, 2. Opl. 1871), »Über den
Kampf der Humanität gegen die Schrecken des
Kriegs« (1869), »Der erste Verband auf dem
Schlachtfelde« (1869, 2. Opl. 1870, fl.
Oversættelser), »Über Vorbereitung v. Reservelazarethen«
(1870), »Über Gelenkneurosen« (Kiel 1872), »Die
Krankheiten des Mastdarms und Afters« (1873,
2. Opl. 1887), »Über künstliche Blutleere bei
Operationen« (Volkmann’s »Sammlung klin.
Vorträge« 1873), »Die erste Hilfe bei Verletzungen«
(1875), »Handbuch der kriegschirurgischen
Technik« (1877, fl. Opl.), »Die erste Hilfe bei
plötzlichen Unglücksfällen« (1882, 10. Opl. 1892, overs.
paa 23 Sprog, bl. a. Dansk af E. Tscherning),
»Samariterbriefe« (1886), »Chirurgische Technik«
(sammen med Kowalzig) 1892.
(G. N.). J. S. J.
Esmarch’s Bind [’æsmarκs-], et elastisk
Bind, der benyttes til Uddrivning af Blodet af en
Arm, et Ben, naar man paa dette Yderlem vil
udføre en Operation uden Blodtab (se
blodløse Operationer).
E. A. T.
Esmarch [’æsmark], Hans Morten Thrane,
norsk Præst og Mineralog, (1801-82), Søn af
nedenn. J. E. Hans Interesse og Dygtighed som
Mineralog blev udviklet af Faderen. Som Præst
var han saa heldig at faa Kald i Brevik.
Fjeldet her er rigt paa Fossiler, og udenfor ligger
de for deres Rigdom paa sjældne Mineraler
berømte Øer i Langesundsfjorden. Under sin
Færd og Forskning i denne Egn opdagede han
fl. nye Mineraler som Radiolit, Thorit,
Praseolit, Erdmannit o. fl. samt 5 nye Arter
Trilobitter.
A. G.
Esmark, Jens, norsk Mineralog, f. 31. Jan.
1763 i Houlbjerg i Jylland, d. 26. Jan. 1839 i
Kria. E. blev Student 1784 og lagde sig efter
medicinske og naturvidenskabelige Studier; han
gjorde i længere Tid Hospitalstjeneste i Khbvn,
indtil han paa Sølvværksdirektør Brünnich’s
Anbefaling blev sendt til Kongsberg for at studere
Bjergvidenskab. Efter at have absolveret
Bjergeksamen og senere i Kbhvn jur. og geom.
Eksamen rejste han 1791 til Freiberg, hvor Geologen
A. G. Werner netop da samlede en Masse
Tilhørere fra alle Verdens Kanter til sin ny
neptunistiske Lære, hvortil ogsaa E. sluttede sig.
E. blev her et helt Aar og drog derpaa ud paa
videre Studierejser til Böhmen, Ungarn etc.
Hjemkommen blev han 1797
Overbjergamtsassessor paa Kongsberg og 1802 Lektor i
Mineralogi, Fysik og Kemi ved det derværende
Bjergseminar. Da Sølvværket 1805 blev nedlagt
af Regeringen, overtog E. sammen med nogle
Kolleger Driften af en Del Gruber, et Forsøg,
hvis Resultat ikke svarede til Forventningerne.
1814 blev E. udnævnt til Prof. i Bjergvidenskab
ved Kria Univ. E. har skrevet fl. Opsatser om
geologiske Rejser og desforuden om andre, dels
videnskabelige, dels almennyttige især
teknologiske Emner. Han var den første i Norge, der
med fuld Erkendelse af Bræernes Teori beskrev
en Moræne (Lysefjords 1824), men han havde
dog ikke den rigtige Opfattelse af Istiden, idet
han henførte Tiden for den til Grundfjeldets.
Han har givet de norske Bjergarter
Spargmit og Norit deres Navne.
A. G.
Esmarkit, se Cordierit.
Esmein [æs’mæ], Jean Paul Hippolyte
Emmanuel Adhémar, fr. Retslærd, f. 1.
Febr 1848 i Touvérac (Charente), d. 30. Juli 1913,
1875 Docent i Douai, 1879 knyttet til det
juridiske Fakultet i Paris, hvor han 1891 blev Prof.
i Retshistorie, 1898 i Statsret. 1901 blev E. Prof.
i parlamentarisk og legislativ Historie ved École
libre des Sciences politiques, 1904 Medlem af
Académie des sciences morales et politiques. E.
har indlagt sig stor Fortjeneste af sit Lands
Retsvidenskab; hans frugtbare og alsidige
Forfattervirksomhed, der er opbygget paa en solid
Basis af grundige og omfattende Studier,
forener Aandfuldhed med Klarhed i Tanken. Et
af E.’s første Arbejder Histoire de la procédure
criminelle en France et spécialement de la
procédure inquisitoire, depuis le XIII siècle jusqu’à
nos jours (1881) blev prisbelønnet, en Ære, som
ogsaa opnaaedes af hans Études sur l’histoire du
droit canonique privé. Le mariage en droit
canonique (I-II, 1891). Af stort Værd er E.’s
Éléments de droit constitutionnel français et
comparé (1896, 4. Udg. 1906, overs. bl. a. paa
Russisk og Polsk), en af de bedste
Nutidsfremstillinger af fr. Statsret. Han har desuden bl. a.
skrevet: Études sur les contrats dans le très
ancien droit français (1883), de romerretlige
Mélanges d’histoire de droit et de critique (1886),
Cours élémentaire d’histoire du droit
français (1892, 11. Udgave 1912), der standsede
ved Revolutionen, samt Précis élémentaire
de l’histoire du droit français de 1789 à 1814. -
Révolution, Consulat & Empire (1908). E. har
endvidere forfattet en Mængde originale og
interessante Afh. i Tidsskr og periodiske
Samleværker, »akademiske« Arbejder o. l. 1886
foranstaltede han en ny Udgave af Paul Gide’s
Étude sur la condition privée de la femme dans
le droit ancien et moderne.
Fz. D.
Esménard [æsme’na.r], Joseph Alphonse,
fr. Digter (1770-1811). Efter som ganske ung
at have rejst i Amerika blev han i Paris af
Marmontel ansporet til litterær Virksomhed. Da
Feuillant-Klubben, hvoraf E. var Medlem,
sprængtes 1791, maatte han emigrere og berejste
nu England, Holland, Tyskland og Italien,
indtil han 1797 vendte hjem; kort efter forvistes
han, men 18. Brumaire 1799 sikrede hans
endelige Tilbagekomst. Som Tilhænger af det ny
System blev han Chef for Teatrenes Bureau i
Indenrigsministeriet, gjorde fl. Rejser til
Vestindien, saaledes med General Leclerc til San
Domingo, og ansattes som Generalkonsul paa
Skt Thomas. Da han paa alle mulige Maader
smigrede for Napoleon (udgav en Samling
bonapartistiske Lejlighedsdigte La couronne poétique
de Napoléon [1807]), blev han af denne udnævnt
til Censor ved Teatrene i Paris, blev derpaa
Direktør for Journal de l’Empire og
Departementschef i Politiministeriet for Bøger og Aviser.
Censorstillingen skaffede ham mange Fjender,
der i bidende Epigrammer stiklede til hans
uordentlige Liv; men Vennerne satte Pris paa
hans livlige og elskværdige Gemyt. Hans bedste
Værk er det store deskriptive Digt La navigation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
