Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Espartero, Don Baldomero, Greve af Luchana, Hertug af Vittoria *c: Sejrshertugen«, Regent i Spanien, (1792-1879) - Esparto, se Stipa. - Esparto, Sparto, Alfa, et Trævlestof, der faas af et i Spanien og Nordafrika voksende Græs, Stipa tenacissima
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde tjent mange Penge ved Spil i Sydamerika,
giftede sig desuden rigt og kunde derfor spille
en betydelig Rolle i Spanien. Her erklærede
han sig for Ferdinand VII’s pragmatiske
Sanktion, og da Borgerkrigen efter Kongens Død
1833 udbrød mellem den unge Dronning Isabella og
hendes Moder Christine’s Tilhængere, »Christinerne« og
Ferdinand’s Broder Don Carlos og hans Venner,
»Karlisterne«, blev E. som Generalløjtnant
sendt til Biscaya, hvor han dog ikke kunde
udrette noget mod Karlisternes udmærkede
Anfører Zumalacarreguy. Efter at denne 1835
var faldet for Bilbao, blev E.
Christinernes Overgeneral, kæmpede som saadan ikke
uden Held, fordrev Karlisterne fra Omegnen af
Madrid, kastede Don Carlos tilbage over Ebro,
sejrede paa Højderne ved Luchana og undsatte
det belejrede Bilbao. Han blev nu Vicekonge i
Navarra og Øverstbefalende for den spanske
Nordhær. 1838 og 1839 kæmpede han heldig og
blev til Løn for sine Sejre Grande af første
Klasse, Greve af Luchana og Hertug af Vittoria.
E. fik nu Cortes til at stadfæste Baskernes
Særrettigheder og bragte derved Splid mellem
Karlisterne (1839). S. A. satte E. sig i
hemmelig Forbindelse med en af deres Generaler
Maroto, og efter at denne havde ladet sine Fjender
og Medbejlere skyde, sluttedes der Fred mellem
E. og Maroto, hvorefter Don Carlos maatte
flygte til Frankrig, og Karlistopstanden døde
efterhaanden hen. E. havde saaledes bidraget
væsentlig til Christinernes Sejr. Men Enigheden
mellem ham og de af ham beskyttede kgl.
Damer varede ikke længe: E. var liberal og
stod endog de ultraliberale, Exaltados ell.
Progressisterne, nær, og da Regentinden Christine
1840 mod E.’s Villie sanktionerede en
konservativ Lov, blev E. forbitret, drog mod Madrid,
styrtede Ministeriet Narvaez, lod sig selv
udnævne til Ministerpræsident og forfulgte den
flygtende Regentinde til Valencia, hvor hun 10.
Oktbr 1840 aftakkede og gik til Frankrig. E.
blev saa 8. Maj 1841 udraabt til Regent i
Spanien og Formynder for den unge Dronning
Isabella og hendes Søster Luisa Fernanda. Hans
Styrelse var ikke uden Fasthed og Energi, han
dæmpede med Kraft fl. Oprør og holdt med
Magt Christinere og Karlister, Moderados og
Exaltados i Tømme; dog var han i Længden
ikke de fortvivlede indrepolitiske Forhold
voksen. Var et Oprør dæmpet i Ø., opstod der
straks et nyt i V., i N. ell. i S. I Slutn. af 1842
udbrød der en ny Revolte i Barcelona; E. vilde
statuere et afskrækkende Eksempel, lod den
store og rige By bombardere og tvang den
derved til Overgivelse. Imidlertid vakte denne
Haardhed alm. Forbitrelse, Oprøret blussede
op alle Vegne, alle Partier rejste sig mod ham,
Progressisterne og de rene Republikanere
sluttede sig til de moderate Christinere, og da
Tropperne, hidtil E.’s paalideligste Støtte, under
Paavirkning af E.’s Misundere og Fjender
O’Donnell, Narvaez, Prim o. a. ogsaa begyndte
at falde fra, blev Regentens Stilling snart
uholdbar. Han maatte tilstaa alm. Amnesti (9.
Maj 1843); men dette bevirkede kun, at en stor
Mængde Landflygtige af alle Partier vendte
tilbage til Spanien og yderligere forøgede
Anarkiet. Da E. derefter vægrede sig ved at give
efter for Ministeriets Fordring om at afskedige
to af sine mest trofaste og hengivne Mænd, ja
endog afskedigede Ministeriet og opløste Cortes
(26. Maj), brød Uvejret løs alle Vegne. En i
Barcelona dannet Junta erklærede E. for afsat
og den unge Dronning for myndig (13. Juni),
der dannedes en provisorisk Regering. (1. Juli),
og denne erklærede E. for afsat fra
Regentskabet og Forræder mod Fædrelandet.
Samtidig hermed rykkede E.’s personlige Fjende
Narvaez fra Valencia mod Madrid, og E. maatte
opgive Kampen. Han drog til England og blev
ved den sp. Regerings Dekret af 16. Aug.
berøvet alle sine Embeder, Titler og
Værdigheder. I England levede han nogle Aar; 1848
fik han Tilladelse til at vende tilbage til
Spanien og blev genindsat i alle sine Embeder og
Værdigheder. Han boede nu paa sit Gods i
Logroño og kom kun een Gang senere til at
spille en politisk Rolle. Under O’Donnell’s
progressionistiske Revolte Juni 1854 gjorde
Dronning Isabella E. til Chef for et nyt Kabinet, og
samtidig blev han Generalissimus for den sp.
Nationalgarde; han optog O’Donnell i sit
Kabinet som Krigsminister, men mellem den
aldrende og sygelige E. og den træske og
rænkefulde O’Donnell var intet ordentligt
Samarbejde muligt, og 1856 styrtede O’Donnell E. og
de andre Ministre og traadte selv i Spidsen for
et nyt Kabinet. E. bosatte sig nu paa ny i
Logroño, hvor han ogsaa døde. Han havde dog
lige til sin Død et stort Parti og
indflydelsesrige Tilhængere, og efter
September-Revolutionen 1868 var det endog for ramme Alvor paa
Tale ikke alene paa ny at gøre ham til Regent
i Spanien, men endog at tilbyde ham Kronen. -
E. var hverken nogen stor General ell. nogen
stor Statsmand. Han kunde til Tider vise
overraskende Energi og Foretagelsesaand, for saa
straks efter at synke hen i Sløvhed og
Uvirksomhed, hvad der dog for en meget stor Del
skyldtes uophørlige legemlige Lidelser (kronisk
Blærekatarr). (Litt.: Mariano, La regencia
de Bald. E. [Madrid 1870]).
(F. J. M.). J. L.
 |
| B. Espartero. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
