Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Espólin, Jón Jónsson, isl. Forf., (1769-1836) - Esponton (fr.) er Navnet paa et Kommandovaaben i Form af en Partisan med meget lille Blad - Esposito, Michael, ital. Komponist, (1855- ) - espressivo, d. s. s. con espressione. - Esprit (fr.), Aand, Aandrighed, Vid, »attisk Salt«, »Evne til at finde ny og overraskende Sammenligninger og fine Allusioner« - Esprits (fr.), opr. Parfumer, fremstillede af et alkoholisk Udtræk af Planter ell. æteriske Olier i Alkohol - Espronceda, José de, sp. Digter, (1808-1842)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(i 12 Bd, udgivne af det Isl. litterære Selskab
1821-55). Værket omfatter Islands Historie fra
c. 1262-1832. Som Navnet viser, fortælles
Begivenhederne rent kronologisk, Aar for Aar.
Værket, som i det hele og store maa siges at
være paalideligt, indeholder en særdeles fyldig
og detailleret Skildring af Personer og
Begivenheder, baade efter trykte og utrykte Kilder. Her
er der ikke Tale om en kritisk Sigtelse af
Stoffet ell. en pragmatisk Historieskrivning. Det er
tværtimod Hensigten at medtage saa meget
som muligt af alt, hvad enten det er mere ell.
mindre betydningsfuldt. Netop heri ligger
Værkets Hovedfortjeneste; det bliver at betragte
som et Kildeskrift og Forarbejde til en kritisk
sammenhængende Historie. E. var den
omhyggelige Samler, men ikke en kritisk Forsker; derfor
maa hans Arbejde ogsaa underkastes Kritik.
Hans Stil er noget arkaiserende, men ret
behagelig. Som Embedsmand var E. duelig og
paapasselig. Han var berømt for sin Vækst og
herkuliske Legemsstyrke, der forklarer hans
utrolige Flid og Arbejdsdygtighed, og ved sin
udmærkede Hukommelse. (Litt.: P.
Pjetursson, Hist. Eccl. Isl.; Jón
Borgfirðingur, i Tidsskriftet »Baldur«, I; G.
Konráðsson, »Saga Jóns Espólins« [1895]).
F. J.
Esponton [æspå’tå] (fr.) er Navnet paa et
Kommandovaaben i Form af en Partisan med
meget lille Blad, der meget hyppig havde
Form som en stiliseret fr. Lilie. Den var alm.
i 18. Aarh. som Bevæbning for Fodfolkets
Underofficerer, der da ikke havde Gevær med
Bajonet. Officererne førte da Kaarde og
Pistoler. Dog findes E. helt tilbage til omkr.
1500-Tallet. Men tidligere - paa Pikenér- og
Skyttehobenes Tid - førte Officererne enten en
stor Hellebard ell. Partisan med Kvast.
Underofficeren var da væbnet som den Menige.
Og E. er altsaa Kommandopartisanens
Efterkommer ell. Afløser.
C. H.
Esposito, Michael, ital. Komponist, f. 29.
Septbr 1855 i Castellamare, var Elev af
Konservatoriet i Neapel, slog sig ned i Paris og blev
endelig kaldt til det kongelige Musikakademi i
Dublin som Klaverlærer (1882). Foruden som
Pianist er E. optraadt som Komponist med
Symfonier, irske Rapsodier for Violin og Orkester,
nogle Operaer og en Operette samt
Kammermusik.
W. B.
espressivo, d. s. s. con espressione.
Esprit [æ’spri] (fr.), Aand, Aandrighed, Vid,
»attisk Salt«, »Evne til at finde ny og
overraskende Sammenligninger og fine Allusioner«
(Voltaire), til smagfuldt at benytte det gode
Selskabs Konversationstone, Sprog og Stil til
uventede Indfald, fine og lette Parader, hurtige og
træffende Riposter. E. ligger i meget høj Grad
for Franskmændenes letbevægelige Aand
{e. français), til Dels grundet i det fr. Sprogs
Natur og store Bøjelighed, Englændernes
E. (humour) er mere grovkornet og drøj, men
maaske ofte sundere og naturligere end den fr.,
Tyskerne er kun i ringere Grad udrustede med
E. - E. er ingenlunde uforenelig med Lærdom
og Aandsdybde, men den forlanger Lethed,
Gratie, aandelig Elasticitet, ikke mange Ord (jo
færre des bedre), Slagfærdighed, godt Lune
baade til at give og modtage og derhos et lille
næppe mærkeligt Gran skælmsk Malice.
Calembourgs, haartrukne Ordspil o. l. har intet med
E. at gøre. At jage efter E. (courir après
l’e.) afføder Unatur, Skaberi og Affekterthed,
l’e. qu’on veut avoir gâte celui qu’on a. I
Frankrig blev der fra Ludvig XIV’s Dage til
hen ad Revolutionens Tid drevet en i vore Øjne
noget komisk E.-Dyrkelse, som ikke mindst kom
for Dagen i den Tids »litterære Saloner«, e.
d’escalier, Bemærkninger, Svar, Riposter, som
man har forsømt at fremkomme med i rette
Øjeblik, som man kommer »bagefter« med,
naar man har forladt Salonen og befinder sig
»paa Trappen«, hvor det da pludselig falder en
ind, hvad man »skulde have sagt«, »skulde
have svaret« den og den deroppe, e. de corps,
Korpsaand (som i Officersstanden, Lægestanden,
Studenterverdenen o. s. v.), kollegialt
Sammenhold, trofast Kammeratskabsaand, homme d’e.,
dame d’e., aandrig Mand og Kvinde; bel-e.,
Skønaand; e. fort (noget spottende), Fritænker,
Ateist, Menneske, der sætter sig ud over, hvad
Folk mener. L’e. des loix, berømt Værk af
Montesquieu.
Esprits [æ’spri] (fr.), opr. Parfumer,
fremstillede af et alkoholisk Udtræk af Planter ell.
ved Opløsning af en enkelt ell. nogle faa
æteriske Olier i Alkohol; bruges nu som
Betegnelse for en Mængde forsk. Slags Parfumer,
omtr. synonymt med Extraits og til Dels
med Essens.
K. M.
Espronceda [æsprån’þæða], José de, sp.
Digter, f. 25. Marts 1808 i Villafranca de los Barros,
d. 23. Maj 1842 i Madrid. Denne rigtbegavede
Digters Navn er endnu et af dem, der er
Spanierne kærest. Han blev uddannet til
Artillerikadet, men forvistes 1824 fra Hovedstaden som
Deltager i »Numantinernes« hemmelige,
ungdommelige Forbund. Efter nogen Tids tvungne
Ophold i et Kloster i Guadalajara begav han
sig atter til Madrid, men følte sig alt for ufri
der og rejste saa 1826 over Gibraltar til
Lissabon. Her forelskede han sig lidenskabelig i
Teresa, en ung Landsmandinde, Datter af en
sp. Oberst, og hans Kærlighed besvaredes. Da
Obersten og hans Datter med nogle andre
Emigranter sendtes til England, rejste E. ogsaa til
London; men der traf han sin Elskede gift med
en rig sp. Købmand. I London levede E. flot
og gjorde ikke lidt Gæld. Længe varede det
ikke, før Teresa og han blev enige om at flygte
med hinanden til Paris, hvor de levede sammen
i nogle Aar, og E. kæmpede med paa
Barrikaderne i Julidagene 1830. Desuden deltog han
i et mislykket Indfald af en Friskare i Spanien
(han viste her overordentlig Tapperhed) og
meldte sig som Frivillig i det paatænkte fr.
Undsætningskorps til Polen. Da der 1833 var
udstedt Amnesti efter Ferdinand VII’s Død, kom
E. atter hjem til sit Fædreland, blev ansat i
den kgl. Garde, men snart efter afskediget p.
Gr. a. et politisk Digt, han havde deklameret
ved et Festmaaltid. Ny Forvisning, denne Gang
dog kun ud paa Landet; og E. kom snart
tilbage. Han stiftede og redigerede nu det liberale
Blad El Siglo (fra 1834), hvis voldsomme Tone
indbragte det en Række Beslaglæggelser og dets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
