Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esra, Seraja's Søn, en lovkyndig Mand af præstelig Æt blandt de jødiske Exulanter i Babylonien - Esrar, se Haschisch. - Esra's Bog, se Esra. - Esrom Gaard, Hovedgaard i Holbo Herred V. f. Helsingør - Esrom Kanal, se Esrom Sø. - Esrom Kloster ved Esrom Søs nordvestlige Hjørne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at de derboende Jøder ved Ægteskaber havde
blandet sig med fremmede Folk. Efter at have
siddet længe ubevægelig aflagde han en stor
Syndsbekendelse for Folket, hvorefter de
Tilstedeværende, grebne af hans Ord, højtidelig
lovede at bortsende deres ikke jødiske Hustruer.
Gennemførelsen voldte dog Vanskeligheder, en
Kommission nedsattes for at ordne Sagen, og
dermed synes den at dø hen (E. 7-10). Efter
at Neh. 1-7 derpaa har fortalt om Nehemia’s
Komme Aar 445 og hans energiske Arbejde paa
at opføre Murene og ordne de sociale Forhold,
berettes der videre (Neh. 8-10) om E., at
han, styrket ved denne kraftige Praktiker, den
1. i 7. Maaned forelægger det forsamlede Folk
Loven, som Kongen havde bemyndiget ham til
at gennemføre. Han læser den fra Daggry til
Middag, og Levitterne forklarer derpaa
Enkelthederne for Folket. Dernæst fejrede de
Løvhyttefest i 7 Dage, som Israel ikke havde gjort
det siden Josua’s Dage, med dgl. Forelæsning
af Loven. Den 24. i 7. fremsiger E. efter
fornyet Oplæsning af Loven en Syndsbekendelse.
Folket forpligter sig ved fremragende
Repræsentanters Underskrift til at holde Loven,
særlig Budene om Sabbaten, om Erlæggelse af
Kultusafgifter og Eftergivelse af Gældsfordringer
hvert 7. Aar. - Mod Kronologien i denne
Fremstilling, hvortil slutter sig Beretningen om
Nehemia’s andet Komme til Jerusalem 433 (Neh. 13)
er der i nyere Tid rejst Betænkeligheder, bl. a.
den, at det er paafaldende, at E. sendes for at
indføre Loven 458, men først udfører dette Hverv
445 ell. 444. Nogle mener derfor, at Afsnittene
er ombyttede, saa at Begivenhederne i
Virkeligheden har haft flg. Forløb: 1) Nehemia’s
Opbyggelse af Murene 445 (Neh. 1-7 jfr E. 4,
7-23), 2) E.’s Hjemvandring og Forsøg paa
at reformere Ægteskaberne (E. 7-10), 3)
Nehemia’s andet Komme 433, hans Forordninger
til Sabbatens Overholdelse og Regulering af
Ægteskaberne (Neh. 13), 4) Lovens
Offentliggørelse og Løvsalsfesten s. A. (Neh. 8-10). -
Den Lov, som E. gennemførte, har efter nogles
Mening været det præstelige Skr., men
sandsynligvis hele Pentateuchen. Karakteristisk for
hans Virksomhed er hans Interesse for at
bevare Jødefolket afsondret fra andre Folk, dels
ved Ægteskabet, dels ved Loven. Han indleder
derved den Retning, som blev bestemmende
for den senere Tid, og som har virket
indsnævrende paa Jødedommen, men paa den anden
Side bevaret den for Undergang, og har derved
faaet en Bet. som faa andre for det jødiske
Folks Udvikling. Den fremragende Bet., som
Traditionen tillagde ham, fremgaar bl. a. af
4. E. (se ndf.), som lader hele den
gl-testamentlige Kanon, der skal være gaaet til Grunde,
paa ny blive aabenbaret E. af Gud.
E.’s Bog, opr. en Fortsættelse af Krønikernes
Bog, med hvis Slutn. dens Indledningsord er
identiske, og skrevet af samme Forf., er
sandsynligvis redigeret i 3. Aarh. f. Kr. I den
hebr. og gr. Kanon danner den een Bog
sammen med Nehemia’s Bog. Visse Stkr, nemlig
4, 7-6, 18 og 7, 12-26 er skrevne paa Aramæisk,
Resten paa Hebr. Af særlig Værdi er det Afsnit,
hvor E. taler i Jeg-Form (7, 27-9, 15), et
Brudstykke af E.’s Memoirer, hvoriblandt findes
Perserkongens Firman, hvis Ægthed Ed. Meyer
har givet indgaaende Begrundelse for. Meget
taler for, at en Omstilling af visse Afsnit, nemlig
4, 7-23 og 7-10 har fundet Sted (se ovf.).
3. E.’s Bog, en fri Bearbejdelse af Indholdet
i den kanoniske E.’s Bog og Dele af
Krønikebogen samt Nehemia; et helt selvstændigt Stk.
er Fortællingen 3-4, hvor Serubbabel vinder
Darius’ Gunst ved at paavise, at Kvinden er
mægtigere end Vinen og end Kongen, men
mægtigst af alt er Sandheden. 3. E. er paa
Græsk, men menes væsentlig at være overs. fra
Hebr. Den er ældre end Josefos, som bygger
paa dens Fremstilling. Den alexandrinske
Oversættelse stiller den foran E.’s Bog og kalder
den 1. E. Navnet 3. E. stammer fra Vulgata,
som kalder E. og Nehemia’s Bøger 1. og 2. E.
Luther oversatte ikke Skriftet. Oversat i
Kautsch: »Die Apokryphen und
Pseudepigraphen des Alten Testaments« (Tübingen 1900).
R. H. Charles, The Apocrypha and
Tseudepigrapha of the old Text (Oxford 1913).
4. E.’s Bog, en af de vigtigste jødiske
»Pseudepigrafer«, foreliggende i en lat., syr.,
ætiopisk, armenisk og to arab. Udgaver, til
Grund for hvilke der menes at ligge en gr.,
som atter skal være fremgaaet af en hebr.
Original. Skr. er forfattet efter Jerusalems
Ødelæggelse, kort før 100 e. Kr. og afgiver
Vidnesbyrd om Stemninger og Problemer hos
Jødefolket efter Nationens Ødelæggelse og
Tempelkultens Ophør. Det er en Apokalypse,
indeholdende 7 Syner, der blev E. til Del i Babel.
De 3 første Syner behandler religiøse
Problemer: hvorfor det Onde er i Verden, hvorfor
Gud har prisgivet sit Folk, og hvorledes Guds
Forhold er til de fordømte. Gud svarer med
at henvise til sin Magtfuldkommenhed og den
snarlige Dom og opfordrer E. til at glæde sig
ved selv at faa Saligheden uden at tænke paa
de Fordømte. 4.-6. Syn skildrer de sidste
Ting, giver en Udsigt over Historiens Forløb,
Messias’ Tilintetgørelse af Verdensmagten, og
hans derpaa flg. Herredømme og
Verdensfornyelsen. 7. Syn meddeler, hvorledes E. paa
ny fik aabenbaret de tabte hellige Skr. Bogen,
som er skrevet med stærk Følelse og digterisk
Kraft, minder i sin første Del meget om Job’s
Bog. Tyske og eng. Overs. i Kautzsch’s
og Charles’ ovf. nævnte Værker.
J. P.
Esrar, se Haschisch.
Esra’s Bog, se Esra.
Esrom Gaard, Hovedgaard i Holbo Herred
V. f. Helsingør, dannede opr. den søndre Fløj
af Esrom Kloster; den hørte dog ikke til
Klostrets ældste Bygninger, men er opført
efterhaanden i den senere Middelalder. Paa E. G.
holdt Kongerne fra Frederik II til ind i 19. Aarh.
Stutteri og Schæferi; Christian V holdt ogsaa
Kameler paa »Esserom«. Gaarden, tidligere
benævnt »Schæferigaarden«, afhændedes af Staten
i 1850’erne under Navnet E. G.
B. L.
Esrom Kanal, se Esrom Sø.
Esrom Kloster ved Esrom Søs nordvestlige
Hjørne var et af Danmarks største og
berømteste Klostre. Opr. var E. Krongods. Erkebiskop
Eskil, som ejede det nærliggende Søborg,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
