- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
487

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2) Robert Devereux, 2. Jarl af E., (1567-1601) - 3) Robert Devereux, 3. Jarl af E., (1591-1646)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Franciska, thi Elisabeth saa højst ugerne, at
hendes Yndlinge giftede sig. Alt blev dog godt
paa ny, og 1591 udnævntes han til Anfører for
Henrik af Navarra’s eng. Hjælpetropper. E. var
ikke tilfreds med den rent personlige
Indflydelse, han havde paa Dronningen; han tragtede
efter at vinde virkelig politisk Magt, og under
sin Stræben herefter stødte han snart sammen
med Cecil’ernes mægtige Parti. Hele Hoffet
delte sig i to Lejre: for ell. mod E., bl. hvis
vigtigste Tilhængere var Francis Bacon, den
berømte Filosof, der ogsaa stod ham bi i hans
Forfattervirksomhed. Efter dennes Raad kastede
han sig særlig over Udenrigspolitikken, og
takket være Bacon’s dygtige Broder Anthony, der
traadte i hans Tjeneste, opnaaede han et ikke
ringe Kendskab til Europas politiske Forhold
og stod højt i Elisabeth’s Gunst. Han var en
erklæret Modstander af Spanien, og da der,
hovedsagelig paa hans Tilskyndelse, 1596
udsendtes en Flaade til Cadiz, udnævntes han til
Overanfører. Ekspeditionen havde et glimrende
Udfald. Byen blev erobret og brændt, og ved
sin Tilbagekomst modtoges han med umaadelig
Begejstring. Han var for Tiden Englands
populæreste Mand, men ved Hoffet var hans Stjerne
i Nedgang; thi E., der var en stolt og
uafhængig Natur, kunde ikke finde sig i at underordne
sin Villie og sine Følelser under Dronningens.
1597 udnævntes han til Fører for en ny
Ekspedition mod Spanien, men Foretagendet
mislykkedes ganske, og han modtoges meget køligt.
Elisabeth tog ham dog atter til Naade, men
1598 anklagedes han for samtidig at have staaet
i Kærlighedsforhold til 4 Adelsdamer, og kort
efter kom det til et meget heftigt Sammenstød
i Raadet, der endte med, at Dronningen gav
E. et Ørefigen. Efter dette Optrin blev Forholdet
aldrig som forhen, selv om han vel opnaaede
Tilgivelse og som et synligt Tegn herpaa
udnævntes til Kansler for Univ. i Cambridge.

Tilstandene paa Irland var paa denne Tid
meget faretruende, thi O’Neill, Jarlen af
Tyrone, havde 1594 rejst et Oprør i Ulster, for
hvilket fl. eng. Hære var bukkede under. Det
var nødvendigt at undertvinge Opstanden, og
1599 udnævntes E., der som Forkæmper for den
nationale antispanske Politik af Folkemængden
blev udpeget som den rette Mand, til Anfører
for en Hær paa 17000 Mand. P. Gr. a.
Sygdom, Desertion og slet Ledelse af Felttoget
smeltede hans Hær dog stærkt sammen.
Efteraaret 1599 indlod han sig derfor mod sin
Instruks, der fordrede absolut Underkastelse, i
Underhandlinger med O’Neill, som førte til en
Vaabenstilstand. Elisabeth blev selvfølgelig
opbragt og annullerede Aftalerne, og E., der troede
alt tabt, men haabede, at Dronningen ikke vilde
kunne modstaa det personlige Indtryk af ham,
forlod mod hendes udtrykkelige Ordre sin Post
og ilede til England. Varm og ophidset af
Rejsen styrtede han Kl. 10 om Morgenen ind i
hendes Sovekammer og blev venlig modtaget,
men senere paa Dagen skiftede Dronningen Sind;
E. blev fængslet og Juni 1600 stillet for en
Domstol som anklaget for Desertion og for at
have overtraadt sin Instruks. Dommen lød paa,
at han skulde miste sine Embeder og være
Fange i sit Hus paa Dronningens
Forgodtbefindende. Alt i Aug. s. A. blev han dog frigivet,
men han vilde vinde sin fordums
indflydelsesrige Stilling tilbage, og da hans mest ydmyge
Bønner blev ubesvarede, besluttede han at bruge
Magt i den Tro, at han vilde finde
Understøttelse hos den eventuelle Tronarving, Jakob VI
af Skotland. Hans Plan gik ud paa at
overrumple Hoffet, tvinge Elisabeth til at afskedige
sine Raadgivere og fordre Parlamentet
sammenkaldt. Hans Forsæt rygtedes imidlertid, og
da han 7. Febr 1601, samme Dag, som Folket
skulde sættes i Stemning, ved at man paa
Globe-Teatret opførte Richard II, indstævnedes
for Gehejmeraadet, tabte han ganske
Besindelsen. Ledsaget af 200 væbnede Mænd red han
den flg. Morgen ind i City og opfordrede
Borgerne til at slutte sig til ham, men Mængden
forholdt sig ganske passiv, og han blev hurtig
grebet og ført til Tower. Han stilledes for en
Domstol, og Bacon, der alt under den første
Proces havde spillet en mere end tvivlsom
Rolle, optraadte nu paa den uværdigste Maade
samtidig som Vidne og Anklager mod sin faldne
Beskytter. Resultatet kunde ikke være
tvivlsomt. E. dømtes til Døden som Højforræder og
henrettedes. Elisabeth angrede hurtig hans Død,
og Folket, der betragtede ham som Nationens
Forkæmper mod Spanien, sorgede dybt over sin
Helts Skæbne.

E. var ingen betydelig Statsmand, og om han
end personlig var tapper og modig, ejede han
dog aldeles ikke nogen Feltherrebegavelse. Han
var aaben og vennesæl, enkel og usammensat af
Karakter, en Soldaternatur, der holdt mest af
at gaa lige løs paa Sagen og derfor fra første
Færd var bestemt til at bukke under ved et
Hof som Elisabeth’s, der i Rænker og Intriger
ikke kendte sin Mage. Som saa mange af sine
ligestillede Samtidige var han baade Digter og
en varm Beskytter af den skønne Litt., og
utallige er de Bøger, der dediceredes til den
gavmilde Jarl. Gennem sin Fætter, Southampton,
kom han i personlig Berøring med Shakespeare,
og Spenser skrev fl. Digte til hans Ære.

3) Robert Devereux, 3. Jarl af E.,
foreg.’s Søn, f. 1591, d. 14. Septbr 1646. E., der
som Viceadmiral havde deltaget i den
mislykkede Ekspedition til Cadiz 1625 og 1639
anførte den mod Skotterne sendte Hær, stod
under Karl I’s Kamp med Parlamentet paa dettes
Side. Han nægtede at betale Tvangslaan og
havde Del i Gennemførelsen af petition of right,
men som en pligtopfyldende og rolig Natur holdt
han sig i den flg. Tid i Baggrunden indtil 1640,
da han tog afgjort Parti mod Kongen og var
bl. de Lorder, der nødte Karl til at
sammenkalde det lange Parlament. Kongen søgte at
vinde ham ved Gunstbevisninger, men
forgæves, og Juni 1642 udnævntes han til Anfører
for Parlamentets Tropper. Han var personlig
modig, men ingen dygtig Feltherre og mægtede
ikke at holde de kgl. Tropper Stangen. Da han
efterhaanden kom i Opposition til de mere
radikale Elementer i Parlamentet, nedlagde han
sin Kommando kort førend
»Selvfornægtelsesloven« (1645). Ved hans Død udslukkedes
Jarletitlen. (Litt.: Devereux, Life and letters

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:07 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0509.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free