Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Estrup, Jacob Brønnum Scavenius, dansk Politiker, (1825-1913)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
medens disse sidste begyndte at nærme sig til
hinanden. De to Opløsningsvalg Foraar og Sommer
1881 faldt uheldig ud for Regeringen, og de
skarpe Udtryk i det aabne Brev, ved hvilket
den første af de to Opløsninger fandt Sted,
navnlig de kendte Ord om Folketingets
manglende »Evne ell. Villie«, blev et samlende
Kampsignal for Oppositionen. Sammenholdet i Højre
begyndte ogsaa at svækkes noget, hvad der
navnlig gav sig Udtryk i det saakaldte
Majforlig 1882, ved hvilket Højres mationalliberale
Fløj satte igennem, at man strakte sig videre i
Imødekommenhed over for Folketinget, end
indflydelsesrige Elementer i Regering og
Landsting syntes om. Venstre benyttede imidlertid
ikke de Chancer, der saaledes tilbød sig, og
»Visnepolitikken« samlede paa ny Højre og
styrkede Regeringens Hænder. Spørgsmaalet om
Kbhvn’s Befæstning droges atter stærkt i
Forgrunden, og det bar øjensynlig hen imod en
Konflikt, skarpere og alvorligere end den 1877.
Foraaret 1885 sprængtes Finansloven, og
Regeringen udstedte en provisorisk Finanslov, ved
hvilken den bemyndigedes til at afholde ogsaa
saadanne Udgifter, som Folketinget havde
nægtet. I de flg. Aar var selvfølgelig Modsætningen
mellem Regering og Folketing skarpere end
nogen Sinde, men Højre havde aldrig staaet
mere sluttet end nu og E. aldrig øvet en mere
ubestridt Myndighed og været mere populær
inden for sit Parti. Denne Stemning i Højre
kulminerede, da Typograf Jul. Rasmussen 21. Oktbr
1885 havde øvet et mislykket Attentat paa
Konsejlspræsidenten. Den regelmæssige
Lovgivningsvirksomhed var i de første Aar af
Provisorieperioden saa godt som standset, og hvad
Regeringen paa egen Haand ved foreløbige Love og
paa »forventet Tillægsbevilling« gennemførte, var
i det væsentlige kun milit. Foranstaltninger,
sigtende til at gennemføre Hovedstadens
Befæstning mod Landsiden og supplere den allerede
til Stede værende Søbefæstning, samt forsk.
Foranstaltninger af væsentlig repressiv Art, som
Oprettelsen af et Gendarmerikorps, Love om
ekstraordinære Politiforanstaltninger, om
Indskrænkninger i Anskaffelse og Brug af Vaaben
og om Tillæg til Straffeloven og til Presseloven.
Ved Opløsningsvalget Jan. 1887 genvandt Højre
paa det nærmeste de Hovedstadskredse, det ved
det foregaaende Valg havde tabt til
Oppositionen. Fra 1887 synes der igen at skulle komme
Gang i Lovgivningsarbejdet, og der gjordes fra
begge Partiers Side Forsøg paa en
Overenskomst om Finansloven, som dog ikke førte til
noget. I Samlingen 1890-91 begyndte en
forholdsvis frugtbar Reformperiode, selvfølgelig
med E.’s Billigelse, men ikke under nogen
aktiv Ledelse fra hans Side. Ogsaa under de
Forligsforhandlinger, som førtes i Samlingerne
1892-94, og som 1. Apr. 1894 satte Frugt i
Vedtagelsen af en regelmæssig Finanslov,
indtog Konsejlspræsidenten en forholdsvis passiv
Stilling. Han godkendte imidlertid sluttelig
Forligsgrundlaget og afgav samme Dag, som
Finansloven vedtoges i Landstinget, en Erklæring,
som stillede hans Tilbagetræden i Udsigt.
Ministeriets Afgang fandt derefter Sted 7. Aug. s. A.
Efter sin Fratræden hædredes E. af Kongen,
som allerede 1878 havde dekoreret ham med
Elefantordenen, ved Tildelelse af Rang over
Ministrene. Ogsaa Højrepartiet viste ham paa
forsk. Maade sin Paaskønnelse, og Landstingets
Højre valgte ham til sin Formand.
E. saa ikke med gunstige Blikke paa den Del
af Venstre, som havde fremkaldt det politiske
Forlig, og næppe heller paa dem af sine
Partifæller, som havde været særlig virksomme for
at hidføre Ministerskiftet 1894. Hans Indflydelse
skyldes det sikkert, at det ny Ministerium
Reedtz-Thott ikke blev sammensat af
Repræsentanter for begge de politiske Retninger, som
havde hidført Forliget, men blev et rent
Højreministerium, i hvilket saa mange som muligt af
de tidligere Ministre bevarede deres
Portefeuiller. Dette, i Forbindelse med, at
Ministerskiftet trak ud til Aug. 1894, og at det ny
Ministeriums Optræden i dets første Maaneder i saa
ringe Grad bar Præget af en ændret politisk
Kurs, spildte Forligets Frugter og gav dets
Modstandere Vind i Sejlene, saa de fik
Flertal ved Folketingsvalgene 1895. Siden søgte
Ministeriet i stærkere Grad at drage
Konsekvenserne af Forliget, navnlig ved
Konsejlspræsidentens Erklæring Efteraaret 1896 om, at han
hellere vilde trække sig tilbage end udstede nogen
provisorisk Finanslov og ved Indbringelse af
Forslag til en Række ny Skattelove, af hvilke
Indkomst- og Formueskatteloven var den
vigtigste. E. saa i Ministeriets Holdning en Art
Desavouering af den indtil 1894 fulgte Politik og
unddrog det mere og mere Partiets Støtte, hvad
der blev Hovedaarsagen til dets Fald Foraaret
1897. Heller ikke det efterfølgende Ministerium
Hørring, som i det væsentlige fortsatte i
Reedtz-Thott’s Spor, var efter hans Sind, og Septbr
1898 nægtede han at modtage Genvalg til
Landstinget. Derimod sympatiserede han mere
med den kraftigere Højrepolitik, som det
var det i Foraaret 1900 tiltraadte Ministerium
Sehested’s Opgave at føre, og han modtog under
dette Ministerium 8. Septbr 1900 Udnævnelse til
kongevalgt Landstingsmand. For at styrke
Ministeriets Stilling ved at bane Vej for en
Gennemførelse af Skattereformen under dets
Ledelse, medvirkede E. til Landstingets Højres
Tilbud om fuldstændig at opgive
Hartkornsskatterne, men Enighed med Folketinget lod sig dog
ikke opnaa, og Juli 1901 afløstes den
Sehestedske Regering af et Ministerium, udgaaet af
Venstrereformpartiet. Over for dette og de flg.
Ventreministerier indtog E. en udpræget
Oppositionsstilling og modsatte sig de vigtigste af dem
foreslaaede Lovgivningsforanstaltninger. Med særlig
Styrke kæmpede han imod det 1908
gennemførte Forslag om Udvidelse af den kommunale
Valgret og det af Ministeriet Berntsen 1912
indbragte Grundlovsforslag.
E.’s politiske Hovedstyrke laa i hans
Karakters Fasthed og i hans urokkelige Selvsikkerhed.
Han var født Regeringsmand: det faldt ham
naturligt at lede og befale, og hans Personlighed
aftvang uvilkaarlig hans Omgivelser Respekt.
Han var som Taler klar og koncis, hans Ord
sluttede sig nøje om Tanken, og hans Viden var
sikker og selvstændig, saa langt den rakte. Han
var af Naturen ordrig og af et nervøst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
