Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ethelfled (Æthelflæda), Datter af Alfred den Store, ( -918) - Ethelnoth, Ærkebiskop af Canterbury, ( -1038) - Ethelred, angelsachsiske Konger. - 1) E. I, Konge i Wessex og Kent 866-71 - 2) E. II den Raadvilde, Englands Konge 978-1016 - Ethelstan (Æthelstan, Athelstan), angelsachsisk Konge 924-40, (895-940) - Ethelwold, Biskop af Winchester 963-84 - Ethelwulf, angelsachsisk Konge 839-58
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ethelfled [’eþ.£f£ed] (Æthelflæda), Datter
af Alfred den Store, d. 918, ægtede Aldermanden
Ethelred i Merkia og var under hans Sygdom
og efter hans Død (912) Merkias Styrer. Med
Mandsmod bidrog hun til sin Broder Edvard’s
Sejr over Normannerne og forsvarede sit eget
Land mod deres Angreb. Ligeledes vandt hun
over Walliserne. Endnu større Fortjeneste
indlagde E. sig ved Anlæg af faste Borge (mindst
10), hvorved hun svarer til Thyre Danmarksbod
i Danmark. Edvard fulgte hendes Eksempel, og
England værnedes saaledes mod de nordiske
Vikinger. Som Fostermoder for sin Brodersøn
Ethelstan bidrog hun til dennes Storhed. E. sad
som selvstændig Herskerinde i Merkia og vilde
sikre det for sin Datter; men efter hendes Død
drog Edvard hendes Land ind under sit
Herredømme.
H. O.
Ethelnoth [’eþə£nåþ], Ærkebiskop af
Canterbury, d. 1038, var i Slægt med det eng.
Kongehus, blev Munk i Glastonbury og Kapellan hos
Knud den Store, som dernæst indsatte ham til
Ærkebiskop af Canterbury (1020) og lod sig
paavirke af hans Raad; E. har saaledes Del i den
angelsachsiske Kirkes daværende Blomstring og
i Knud’s national-angelsachsiske Politik. Efter
Knud’s Død skal han have vægret sig ved at
krone Harald Harefod.
H. O.
Ethelred [’eþə£red], angelsachsiske Konger.
1) E. I, Konge i Wessex og Kent 866-71,
Ethelwulf’s 4. Søn, kæmpede mod de nordiske
Vikinger, sejrede ved Ashdow, men tabte i fl. Kampe
og døde, efterfulgt af sin Broder Alfred den
Store. 2) E. II den Raadvilde, Englands
Konge 978-1016, Edgar’s yngste Søn, var
næppe 10 Aar, da han ved sin Broder Edvard’s
Drab blev valgt til Konge og kronet af
Dunstan. E.’s Kongetid blev det angelsachsiske Riges
dybeste Fornedrelse. Aar efter Aar hærgede
Sven Tjugeskæg, Olav Tryggvesøn o. a.
Vikinger. E. vidste ikke anden Udvej end at
bortkøbe Fjenden med 10000 Pd Sølv (991). Denne
første »Danegæld« afværgede dog ikke ny
Indfald. E. maatte nu udrede 16000 Pd (994), men
bortkøbte derved Olav Tryggvesøn. Danskerne
fortsatte imidlertid med Hærgninger, og det
udpinte Land maatte endnu betale en Danegæld
paa 24000 Pd (1001). E. søgte nu Redning ved
at lade Angelsachserne myrde alle de Danske,
de kunde overkomme (Blodbadet St
Briccius’ Dag, 13. Novbr 1002). Sven Tjugeskæg
hævnede sig ved frygtelige Tog, og
Angelsachserne, der var indbyrdes splidagtige, gjorde
næsten ikke Modstand; E. svarede endnu større
Danegæld, 1011 endog 48000 Pd; da havde han
i alt udredet 137000 Pd til de Danske. Ved et
stort Tog 1013 gjorde Sven sig endelig til Herre
over England. E. flygtede til sin Svoger,
Hertugen af Normandie, men kunde dog efter Sven’s
Død (1014) vende tilbage til England. Skønt
støttet af sin kække Søn Edmund Jernside, saa han
atter sit Herredømme truet af Knud den Store;
da døde den ulykkelige Konge i London 23. Apr.
1016. E.’s Enke Emma ægtede senere Knud.
(Litt.: Freeman, Norman Conquest, I;
Steenstrup, »Normannerne«, II-III).
H. O.
Ethelstan [eþə£stän] (Æthelstan,
Athelstan), angelsachsisk Konge 924-40, f. 895,
opfostret hos sin Faster Ethelfled, udmærkede sig
allerede under Faderen Kong Edvard i Kampen
mod de nordiske Vikinger. Som Konge blev han
en af Englands mægtigste Herskere. Vel sad den
danske Kong Sigtryg som Herre i
Northumberland, og E. gav ham sin Søster til Ægte (925);
men da Sigtryg døde, skyndte han sig at tage
Landet i Besiddelse, hævdede det imod Kong
Gudfred af Dublin (926) og nedrev den danske
Borg i York. Kong Konstantin af Skotland og
fl. walisiske Fyrster maatte samtidig hylde ham
som Overherre. Imidlertid ventede Naboerne
paa Lejlighed til at bryde den angelsachsiske
Konges Vælde; men E. sejrede. Et nyt stort
Forbund mod E. dannedes af Sigtryg’s Søn Olav,
der havde ægtet Konstantin’s Datter og vilde
vinde sine Forfædres Rige i Nordengland;
Skotterne og de nordiske Høvdinge paa de britiske
Øer, bl. dem Olav Gudfredsøn fra Dublin, ydede
ham Hjælp. I det store Slag ved Brunnanburh
937 sejrede E., fældede en Mængde danske
Høvdinge og tvang Olav Sigtrygsøn og Konstantin
til at flygte. E. nød nu den største Anseelse.
Harald Haarfager lod ham opfostre sin Søn
Haakon (Adelstensfostre); ligeledes opfostrede
han Ludvig d’Outremer, Søn af hans Søster
Edgive og Karl den Enfoldige, og fik ham gjort
til Konge i Frankerriget, men maatte støtte
ham mod Hertug Hugo den Store og Tysklands
Konge Otto I, der for øvrigt begge var hans
Svogre. I det hele havde E. mange
Forbindelser med Fastlandet. I England udjævnede han
Modsætningen mellem Angelsachser og
Danskere, og fl. af de Fremmede blev endog Jarler og
Bisper.
H. O.
Ethelwold [’eþə£wå£d], Biskop af Winchester
963-84, Discipel af Dunstan, var oplært i
Glastonbury, de kirkelige Reformers Arnested, blev
Abbed i Abingdon, som han reformerede, og
endelig ved Dunstan’s Indflydelse Biskop i
Winchester. Med største Kraft søgte E. at hæve
sin Kirke og særlig reformere Klostrene; hans
hensynsløse Nidkærhed fremkaldte dog skarpe
Indsigelser, men E. sejrede. Legenden fortalte,
at der fra et Krucifiks lød en Røst, som billigede
E.’s Bestræbelser. Eftertiden ærede ham som
Helgen.
H. O.
Ethelwulf [’eþə£wu£f], angelsachsisk Konge
839-58, efterfulgte sin Fader Egbert i Wessex
og de andre sydengelske Lande og var meget
kirkeligsindet. Hans Hu stod til Pilegrimsfærd;
men Biskop Ealstan af Sherborne mandede ham
op til at værge Wessex mod de danske Vikinger,
og da Høvdingen Rørik gjorde et stort Tog fra
Frisland, slog E. og hans Søn Ethelbald
Danskerne ved Ockley og Sandwich (851), men
kunde ikke hindre Vikingerne i at sætte sig fast
paa Øen Thanet. Nu vendte E.
Opmærksomheden paa de religiøse Forhold. Sin yngste Søn
Alfred (den Store) sendte han til Rom, for at
Pave Leo IV kunde konfirmere og salve ham,
og han gav Kirken Tiendedelen af sit Rige og
sit Gods (855). Selv gjorde han Pilegrimsfærd
til Rom og bestemte, at der aarlig skulde
svares Peterspenge. Paa Tilbagevejen ægtede
han Karl den Skaldede’s 13-aarige Datter
Judith; men dette vakte Folkets Uvillie, og han
maatte overlade Ethelbald Styrelsen af Wessex
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
