- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
512

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Etik (gr.). Etiske Undersøgelser angaar Forhold, der staar i Forbindelse med bevidste Væseners Fremfærd

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

undertiden endda - maaske fordi det sjældent
forekommer ell. menes at have været vanskeligt at
fuldbringe - med Beundring. Det etisk Onde
betragtes med misbilligende Uvillie, maaske
endda med Afsky ell. Foragt, hvis det da ikke f.
Eks. ved sin Storslaaethed vækker en Slags
æstetisk Behag.

Naar Emnerne hører den Vurderendes egen
Person til, kan denne Billigelse ell. Misbilligelse,
idet den - foruden eventuelt at forbinde sig
med Bevidsthedsdannelser, der vedrører de
fremtidige Følger - forbinder sig med visse
Ejendommeligheder, der hører Vurderingen af
Personer til (se ndf.), faa en særlig Karakter og
benævnes god ell. daarlig Samvittighed.
Medens selve den enkelte Handling tilhører
Øjeblikkets Situation, der muligvis faar sit
Særpræg ved, at heftig Attraa etc. er til Stede,
kan man Gang paa Gang i Tankerne foretage en
Vurdering af Handlingen, og denne vil, naar
Bevidsthedslivet glider roligt, være ret konstant.
Det er ofte denne mere konstante
Selvvurdering, der træder i Forgrunden, naar der tales
om Samvittigheden. Konstantsen i Forening
med, at man i de rolige Stunder kan føle sig
fremmed og misbilligende uforstaaende over
for det, der udsprang af Øjeblikkets Attraa og
Lidenskab, kan medføre, at Samvittigheden
betragtes som Udtryk for »det centrale« i
Personligheden. Hvis dette »centrale« betegnes som
det »egl. Jeg«, da kan en Handling, der er i
Overensstemmelse med den gode Samvittighed,
ogsaa betegnes som en Handling, hvor man er i
Overensstemmelse med sig selv, med »sit egl.,
centrale Jeg«. I Samklang hermed menes der
ofte med at handle efter sin Samvittighed at
handle saaledes, som man i rolige, attraa-frie
og lidenskabsløse Øjeblikke synes er - ell.
formentlig vilde synes var - rigtigt. Naar det
undertiden paastaas, at Samvittigheden er
højeste og absolut Dommer i moralske Spørgsmaal,
medregnes som Regel under Betegnelsen
Samvittighed Vurderingen af Emner, der ikke
vedkommer Personen selv. Dersom Samvittigheden
saaledes opfattes som Evnen til at have
Meninger om, hvad der er moralsk godt og ondt, er
det rigtigt, at det enkelte Menneske ikke,
samtidig med, at han mener, at et Emne er
moralsk godt, kan anerkende, at det ikke har
denne Beskaffenhed. Samvittigheden er ufejlbar,
hvis dermed menes, at den i hvert enkelt
Øjeblik er højeste Dommer (Høffding). Men det er
lige urimeligt at paastaa, at en Adfærd er
moralsk god, udelukkende fordi jeg indtager den
Stilling dertil, at jeg mener, den er det, som at
paastaa, at en mat. Sætning er gyldig,
udelukkende fordi jeg mener, at den er det. I begge
Tilfælde er Dommens Indhold, at der
uafhængig af min Stilling til det omhandlede Emne
tilkommer det en bestemt Beskaffenhed, nemlig
den, som Dommen siger, at det har, og det
gælder i Følge Høffding paa det moralske
Omraade som paa andre Omraader, at vi ikke har
et aldeles umiddelbart og ubedrageligt
Kendemærke paa Sandheden. Den reneste og
alvorligste Overbevisning kan bero paa en fuldstændig
Vildfarelse. Ved at paastaa, at Samvittigheden
aldrig skuffer, lukker man vilkaarligt Øjnene
for nogle af Livets mest tragiske Konflikter. En
i mange Henseender meget værdifuld
psykologisk Undersøgelse saavel af Samvittigheden som
af den moralske Vurdering i sin Helhed skyldes
Adam Smith.

Den Enkeltes Vurdering er
autoritetsbunden, naar den vilkaarlig ell.
uvilkaarlig, f. Eks. gennem Opdragelsen mere ell.
mindre klart bevidst er afhængig af andres
Vurdering ell. formentlige Vurdering (et enkelt
Menneske, en Guddom, den offentlige Mening).
Autoriteten kan give større Sikkerhed, og den kan
være Bærer af en Indsigt, større end den, som
den Enkelte har Evner ell. Stunder til at skaffe
sig. Ved at være fælles for Samfundets
Medlemmer, kan den foranledige Enighed om, hvad
der er moralsk og umoralsk. Ofte er
Autoritetens Vurdering blevet dannet under Livskaar,
der er vidt forsk. fra det autoritetsbundne
Individs, og det kan da vise sig som
ulykkessvangert, at en Vurdering, der under visse Forhold
var berettiget, under andre Forhold kan være
alt andet. Dersom Autoriteten gør sig stærkt
gældende i Dagliglivet, vil der ofte være stor
Usikkerhed og Vilkaarlighed, hvor man
kommer uden for dens Omraade, eller hvor den
mister sin Magt. En hel autonom, d. e. af al
Autoritet uafhængig Vurdering forekommer
næppe. Sokrates, der levede bl. Omgivelser, for hvem
de hidtidige Autoriteter havde mistet deres
Magt, mente, at man uafhængig af enhver
Autoritet kunde indse, hvad der var det rette, og
han forlangte og søgte at fremkalde en saadan
Indsigt. Da denne Indsigt var almen og fælles,
vilde Sokrates ikke have anerkendt en
Individualisme, der hævder, at det etisk rigtige for
den Enkelte er det, der er Udtryk for hans
særegne Personlighed.

Ved Dyd som Karakteregenskab kan man
forstaa en saavel medfødt som en gennem
Øvelse og Indsigt erhvervet ell. styrket
Tilbøjelighed hos Individet til at udføre Handlinger, der
vurderes som moralsk rigtige. Svarende til
forskellige Arter af Handlinger, der anses for
moralsk rigtige, har man en Række Betegnelser,
der til en vis Grad saavel betegner disse Arter
af Handlinger som Karakteregenskaberne
(Sandhedskærlighed, Retfærdighed,
Menneskekærlighed, Modighed etc.). E. har bl. a. til Opgave
at søge at give en nærmere Beskrivelse og
Definition af det karakteristiske for hver af disse
Arter ell. i alle Tilfælde at undersøge, om en
tilfredsstillende Definition er mulig. Dersom alle
kun gjorde det, de antager er det bedste,
saaledes som det med nogen Tilnærmelse kan
gælde for meget selvbeherskede, villiestærke og
eftertænksomme Naturer, og dersom den bedste
Adfærd er den moralsk rigtige, da vilde
tilsyneladende den, der har Indsigt i det moralsk
rigtige, have en saadan Beskaffenhed, at hans
Adfærd altid vilde være moralsk rigtig. Sokrates,
der selv havde en saadan Natur, vilde da
tilsyneladende have haft Ret saavel i sin
Paastand, at denne Indsigt under Navn af Visdom
kunde sættes lig Dyden, som i sin anden
berømte Paastand, at ingen med Villie, men kun
p. Gr. a. manglende Indsigt bærer sig moralsk
urigtigt ad. Da Sokrates’ Natur ikke var

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:40:33 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0534.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free