Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - etrurisk Religion - etrurisk Sprog og Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hovedformer, Haruspicin og Augurium, Iagttagelse af
Offerdyr og af Fugleflugt.
H. A. K.
etrurisk Sprog og Litteratur. Ved det
etruriske Sprog betegner vi det forlængst
uddøde Tungemaal, der i Aarh. f. Kr. og
rimeligvis allerede længe før Aar 1000 f. Kr. taltes i
det gl. Etrurien, i alt Fald af det herskende
Folk og muligvis ogsaa af Efterkommerne af
en tidligere Befolkning, som engang i Fortiden
havde maattet underkaste sig de fra andre
Egne kommende Etrurere. Vort Kendskab til
det etruriske Sprog er meget mangelfuldt, uagtet
vi har talrige Sproglevninger tilbage, der
bestaar i Indskrifter, affattede i det etruriske Sprog
ved Hjælp af den i Landet i Oldtiden alm.
anvendte Skr., et af den ældre græske Skr.
afledet Alfabet. Det store Flertal af disse
Indskrifter er fundne i selve Etrurien, imedens
et mindre Antal er opdaget dels i Kampanien,
dels i Egnene ved Po og i flere Alpeegne.
Desuden er der paa Øen Lemnos af franske Lærde
opdaget to førgræske Indskrifter, der af disse
er udgivne i Bulletin de Correspondance
Hellénique 1885, og som saavel af Bugge (»Der
Ursprung der Etrusker« i »Christiania
Videnskabernes Selskabs Forhandlinger« 1886) som af
C. Pauli (»Eine vorgriechische Inschrift aus
Lemnos« i »Altitalische Forschungen« II, 1, 1886)
er antagne for etruriske. Det sidste Fund er
ikke uden Bet. for Etrurernes Herkomst, idet
Tilstedeværelsen af disse, som det synes
Etrurisk nærstaaende, Indskrifter paa en Ø i det
ægæiske Hav kan lægge et Lod i Vægtskaalen
til Fordel for Rigtigheden af Formodningen om,
at Etrurernes Stammefædre er komne til
Italien ad Søvejen fra det vestlige Lilleasien, som
det i Oldtiden antoges af Herodot o. a. -
Imedens man i Middelalderen kun bekymrede sig
lidet om det gl. Etrurien, vaktes Interessen for
dette Lands Oldtid allerede i Renaissancens
tidlige Dage ved hyppige Fund af
Kunstgenstande og Indskrifter paa etrurisk Omraade.
Disse sidste blev snart Genstand for Lærdes
Studier; ja, man gik endog saa vidt, at man
fabrikerede falske etruriske Indskrifter
(saaledes Annius fra Viterbo). Læsningen af de hidtil
ukendte Indskrifter lettedes ved Opdagelsen af
Tvesprogsindskrifter med lat. og etrurisk Skr.
Disse sidste, der hyppigst forekom ved Volterra
og mest tilhørte en sen Tid, er paa ny blevne
videnskabeligt prøvede af W. Deecke:
»Etrurische Forschungen« V (1884). Efter fl. mindre
heldige Tydningsforsøg af italienske Lærde
lykkedes det den grundige ital. Gransker L. Lanzi
1789 at læse de etruriske Indskrifter i sit Værk:
Sagio di lingua Etrusca (ny Udg. 1824).
Forstaaelsen af Indskrifterne gjorde dog kun ringe
Fremskridt; det lykkedes ikke at paapege et
med Etrurisk noget nærmere beslægtet Sprog,
som kunde vejlede til Bestemmelsen af de i
Indskrifterne forekommende Ords Bet. Hos gl.
Forfattere finder man vel nogle etruriske Ord
forklarede, men det forslog kun lidt. Heller
ikke de i øvrigt talrige Egennavne gav videre
Udbytte. Man var længe tilbøjelig til at søge
Grunden til den ringe Fremgang, vort
indgaaende Kendskab til Sproget stadig havde, i den
Omstændighed, at alle Indskrifter var korte.
For snart 30 Aar siden kom dog en længere
Indskrift frem. Den læses i Museet i Agram
paa et Mumiebind fra Ægypten fra den
Ptolemæiske Tid. Det hjalp dog ikke. Den lod sig
ikke tyde (se Jakob Krall, »Die etruskischen
Mumiebinden des Agramer Nationalmuseums«
[Wien 1892]). Man er stadig i Uvished om, hvor
man skal finde Sprog nærmere beslægtede med
Etrurisk. I Oldtiden søgtes, som vi har antydet,
Stammefrænderne til Etrurerne stundom i
Lilleasien (saaledes Herodot); Livius peger paa
Rhætien. I nyere Tider har Bugge søgt at paavise,
at Etrurisk er beslægtet med Armenisk. Det
har ikke fundet Bifald; endnu mindre Forsøg
paa at gøre Etrurisk til et semitisk Sprog. De
fleste mener for øvrigt, at det etruriske Sprog
maa henregnes til de indo-europ. Sprog; men
iblandt de italiske Sprog er det ikke lykkedes
at paavise noget, der synes nærmere beslægtet
med det. Der haves for øvrigt grundige
Undersøgelser om det etruriske Sprog, saaledes W.
Corssen: »Die Etruskische Sprache« (Lpzg 1874
-75; i 2 Bd), smlg, ogsaa forskellige Afh. af
W. Deecke og Sophus Bugge (»Etruskische
Studien«); C. Pauli (»Altitalische Forschungen«),
E. Lattes i det Lombardiske Akademis Skrifter.
- En Samling af alle olditaliske, deriblandt
ogsaa de etruriske, Indskrifter udgav A. Fabretti
1867 (Corpus Inscriptionum Italicarum); han
føjede hertil efterhaanden fl. Supplementa. Af en ny
fuldstændig Samling, der skyldes Danielsson og
C. Pauli, Corpus Inscriptionum Etruscarum, er
1. Del udkommet 1893-1902.
Med Hensyn til Litteraturen, er den helt gaaet
til Grunde, og man har kun sparsomme
Oplysninger om den. Den gaar rimeligvis ikke
meget langt tilbage i Tiden og tilhører vel
nærmest 3. og 2. Aarh. f. Kr. Der synes at
have været en Del historiske Skr; ligeledes en
Del Bøger, som havde Gudsdyrkelse o. l. til
Genstand, men ikke engang Brudstykker er
bevarede, kun magre Antydninger. Historiske
etruriske Skr benyttedes oftere af romerske
Forfattere; saaledes bl. a. af Kejser Claudius.
Uheldigvis er alle saadanne Skr tabte.
Uagtet der i de senere Aar er fremkommet
ikke faa grundige Undersøgelser over det e. S.,
og det af vor Tids første Sprogkendere, kan det
dog ikke siges, at man er kommet til et alm.
anerkendt Resultat m. H. t. Spørgsmaalet om,
hvor de med Sproget nærmest beslægtede
Tungemaal er at søge. Den fortjente Gransker
paa det etruriske Omraade, W. Corssten (d.
1875) ansaa det i sit Værk (1874-75) »Ueber
die Sprache der Etrusker« for afgjort, at det
er og var indo-europ. og italisk, men imod
ham optraadte med stor Bestemthed W. Deecke
i »Corssen u. die Sprache der Etrusker«, hvori
han erklærede dennes hele Værk for forfejlet,
og han fik heri snart en ivrig Meningsfælle i
C. Pauli (d. 1901). Men ikke længe efter skiftede
Deecke Standpunkt (1881), nærmede sig til
Corssen og grundede en Betragtningsmaade,
som man har kaldt »Ny Corssenianismen«. Til
den sluttede sig særlig den italienske Lærde E.
Lattes i talrige Skr (saaledes i Saggio de un
indice lessicale etrusco i Memoire, udgivet af
Acad. di Archeol. i Neapel). Et meget vægtigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
