Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - etrurisk Sprog og Litteratur - Etrusker, det alm. det Folk, som gennem lange Afsnit af Oldtiden beboede Landskabet Etrurien i Mellemitalien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indlæg i Spørgsmaalet skyldes afdøde Professor
S. Bugge, der søgte at paavise, at Sproget var
beslægtet med Armenisk: »Beiträge zur
Erforschung d. E. Sprache« i »Bezzenberger’s
Beiträge«, Bd X og XI (1886), »Der Ursprung der
E. durch zwei lemnische Inschr. erläutert«
(1886), »Etruskisch u. Armenisch« (1890), »Das
Verhältn. der E. zu den Indogermanen u. d.
vorgriech. Bevölkerung Kleinasiens u.
Griechenlands« (udg. af A. Torp, 1909). Denne sidste
har forts. Bugge’s Undersøgelser i »Etruskische
Beiträge«, I-II (1902—03), »Die vorgriech. Inschr.
v. Lemnos«, Etruscan Notes (de to sidste i Kria
Videnskabsselskabs Skr, 1903 og 1905). Endelig
har Prof. Vilh. Thomsen i Kgl. Dansk Vidensk.
Selskabs Oversigter 1899, Remarque sur la
parenté de la langue étrusque, gjort opmærksom
paa Overensstemmelser i Formdannelse og
Ordforraad mellem det e. S. og Sprog af den
østlige Gruppe af de nordkaukasiske Sprog.
Endelig maa nævnes, at gode Oplysninger skyldes
H. Schaefer (d. 1908); andre findes hos W.
Schulze: »Zur Gesch. latein. Eigennamen« i
»Abh. der Kgl. Gesellsch. d. Wissensch. zu
Göttingen«, Bd V (1904), i forskellige Skr af
G. Herbig, F. Skutsch, G. Pontrandolfi (Gli
Etruschi e loro lingua [Firenze 1909]); S. P.
Cortsen, »Lyd og Skrift i Etruskisk«, I (Kbhvn
1908). Endelig maa omtales den grundige
Kender af de olditaliske Folks Sprog, Prof. O. A.
Danielsson i Upsala, som fortsætter sin
Medarbejder, afd. C. Pauli’s store Værk Corpus
Inscr. Etrusc., se Danielsson i Le monde
oriental, II (Upsala 1908).
V. S.
Etrusker, det alm., opr. vist umbriske Navn
paa det Folk, som gennem lange Afsnit af
Oldtiden beboede og beherskede Landskabet
Etrurien i Mellemitalien, af Romerne sædvanlig
kaldt Tusci, hvoraf Landskabets Nutidsnavn
Toskana er dannet, af Grækerne Tyrrhener, hvoraf
Navnet paa det Hav er dannet, som beskyller
Etruriens Sydvestside. Folket kaldte sig selv
Rasenna. E. er et til Italien indvandret
Folk; men dets opr. Hjemstavn og Nationalitet
er endnu den Dag i Dag lige saa omstridt som
i Oldtiden. I ægyptiske Tavler forekommer i
13. Aarh. f. Kr. Navnet Turscha, der synes at
være det samme Folkenavn; paa Øen Lemnos i
det ægæiske Hav er fundet en Indskrift (fra
6. Aarh.?), hvis Sprog i høj Grad ligner det
etruriske; men om dette i Virkeligheden
bekræfter Oldtidens alm. Mening, at de var komne
fra Lydien (under Anførsel af en Konge,
Tyrrhenos), er meget uvist. Skønt de havde en fra
Grækerne afledet Bogstavskrift, og der findes
Tusinder af Indskrifter, hvori Sproget er
meddelt, er det trods mangfoldige Forsøg hidtil
kun i forsvindende Grad lykkedes at tyde det,
end ikke at finde virkeligt Slægtskab med andre
Sprog. Sandsynligst synes det at være, at de
er komne til Søs; men Tegn paa deres
Tilstedeværelse i Norditalien, der kan opfattes som
tydende paa Ekspansion sydfra fortolkes af andre
(især Helbig) som Vidnesbyrd om, at de kom
nordfra til Italien, og at Ræterne skulde være
en herved tilbagebleven Del. Heller ikke er der
Enighed om, paa hvilket Tidspunkt de kom til
Italien. Noget afhænger dette af den forskellige
Bedømmelse af bestemte arkæologiske Forhold,
som viser Skiften i Gravskikke m. m.
Sandsynligst kom de til Italien i 9.—8. f. Kr. og da
til Etrurien, hvorfra de senere bredte sig mod
Kampanien i S. og Po-Sletten i N. Heller ikke
den flg. Del af deres Historie er mere end
glimtvis oplyst, skønt det er sikkert nok, at de
øvede den største Indflydelse paa de omboende
italiske Folk og som et driftigt Handelsfolk stod
i Forbindelse baade med Karthago og
Grækenland. Man saa gennemgaaende ikke med
Venlighed paa dem. Beskyldning for Sørøveri er
alm., og da de senere med megen Møje blev
trængte tilbage, saa man navnlig i Rom paa
dem med største Uvillie og havde Interesse i
at bringe visse ubehagelige historiske Fakta fra
ældre Tid i størst mulig Glemsel. Ringe
Interesse havde de vistnok selv for hist.
Overlevering, og hvad der mulig engang var til Stede,
gik i hvert Fald tabt, da de blev et underkuet
Folk.
E.’s Glanstid var i 6. Aarh. f. Kr., men
forud for 500 haves ingen virkelig Kronologi.
Det kan anses for sikkert, at de i det mindste
var delagtige i Roms Anlæggelse, og det hist.
overleverede Kongedynasti i Rom,
Tarquinierne, maa nødvendig bringes i Forbindelse
med en af E.’s anseligste Byer, der bærer samme
Navn. Samtidig er deres vidtrækkende Bet. som
Italiens førende Folk umiskendelig. Ikke blot
var Roms capitolinske Tempel bygget for den
etruriske Gudetrias, Juppiter, Juno, Minerva, og
sikkert ogsaa opført af E., men deres
ejendommelige religiøse Iagttagelsessystem (Etrusca
disciplina) over for alt, hvad der kunde tænkes
at antyde Gudernes Villie over for Menneskene,
trængte for bestandig ind i rom.
Religionsudøvelse, ligesom de bragte en Række materielle
Fremskridt.
Etrurien dannede ikke nogen egl. Stat, men
et Forbund af autonome Byer, der siges 12, men
der var i Virkeligheden flere (se Etrurien),
der synes at have haft en religiøst præget
Forbundsforsamling (»ved Voltùmna’s Tempel«). I
ældre Tid havde der været Konger; senere var
Samfundet aristokratisk udformet med en Art
Adel, Lukumoner (Lauchmo), et præsteligt
Oligarki, hvoraf de øverste Myndigheder besattes,
som Krigsleder en Høvding, Larth. Adelen
optraadte med megen Pomp, Folket var næsten
uden Magt og Hyrderne tilligemed det meste
 |
| Fig. 1. Urne i Kanopeform paa en Stol. H. 0,85 m. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
