Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Euripides, den yngste af de 3 store gr. Tragikere, (484-406) f. Kr. - Euripos (gr.: Sund), den mellemste og smalleste Del af det Sund, som skiller Euboia fra det faste Land - Eurit, se Kvartsporfyr. - Eurofen, Isobutylortokresyljodid, opstaar ved Indvirkning af Jod paa Isobutylortokresol - Europa (hermed 2 Kort)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forestillinger og Anskuelser, Indgang hos det attiske
Publikum; derfor ser man Aristofanes skære
ham og Sofisterne over een Kam. I sin høje
Alderdom drog han til det thessaliske Magnesia
og derfra til den kunstelskende Kong Archelaos
af Makedonien, i hvis Hovedstad Pella han
levede til sin Død 406. Eftertiden satte E. højere
end Samtiden; allerede Aristoteles kalder ham
»den mest tragiske« af Digterne, den »nyere
Komedies« Forfattere beundrede ham, de rom.
Digtere Ennius, Pacuvius, Accius og Seneca
oversatte og efterlignede ham, og igennem dem
har han paavirket den klassiske Tragedie i
Frankrig og andensteds; ogsaa i Ægypten var
han efter de nyeste Papyrusfund meget skattet.
Betragter man E.’s Digtning som Helhed,
fremtræder Forskellen fra hans Forgængere ikke
stærkt i det ydre; E. forefandt den dram.
Teknik fuldt udviklet. Ejendommelig for ham er
Anvendelsen af Prolog, hvori der gøres Rede
for Stykkets Personer og Indhold, et ofte ikke
overflødigt Middel til at oplyse Tilskuerne om
den ændrede Form, hvori en velkendt Myte
fremstilledes; endvidere den hyppige Brug af
deus ex machina til at løse Stykkets Knude;
endelig den løse Sammenhæng, der er mellem de
dialogiske Partier og Korsangene, som ofte
synker ned til musikalske Mellemakter. Det sidste
hænger sammen med det for E. allermest
karakteristiske, at først han har formaaet til en
vis Grad at frigøre det alvorlige attiske
Skuespil for de af Traditionen paalagte Baand og
skabe et rent menneskeligt, om man vil moderne
Drama; det er denne Udvikling, som hans
noget ældre Medbejler Sofokles skal have
betegnet ved at sige, at af ham selv skildredes
Menneskene, som de burde være, men af Euripides,
som de var. E. viser sig i sine
Personskildringer som en udmærket Menneskekender; navnlig
hans Kvindeskikkelser fortjener Beundring, og
i at fremstille Lidenskabens Vælde har kun
Shakespeare naaet ham. E.’s Sprog udmærker
sig ved Velklang og Naturlighed, medens det
alligevel hæver sig over den daglige Tale i
Værdighed; undertiden skader dog det retoriske
Hang, som han havde tilfælles med sin Tid,
det digteriske Udtryk.
E. skal have skrevet 92 Stykker, af hvilke
man i den alexandriske Periode endnu havde 78,
hvoriblandt 8 Satyrdramaer; bevaret er i alt
19 Stykker, deriblandt 1 Satyrdrama; Tragedien
Rhesos’ Ægthed er dog omtvistet. De
betydeligste er: Medeia, opført 431 (udg. af Elmsley 1818,
fortolket af Wecklein 1874, og von Armin 1886);
Hippolytos, opført 428 og belønnet med første
Pris (udg. med tysk Overs. af von
Wilamowitz-Moellendorff, 1891); »Bakkantinderne« (Bakchai),
først opført efter E.’s Død (udg. af Elmsley,
1821 og 1822; Wecklein, 1874; E. Bruhn, 3. Opl.
1891; Sandys, 4. Opl. 1904; Dalmeyda 1908);
»Fønikerinderne« (Foinissai, om Eteokles og
Polyneikes, udg. af Wecklein 1894, Peerson 1909);
Ion (udg. af van Herwerden, 1875; Verrall, 1890);
»Ifigeneia i Aulis«, opført efter E.’s Død, og
»Ifigeneia i Tauris« (begge udg. af Markland,
1771; »Ifigeneia i Aulis« af Vitelli, 1878; Headlam
1889; »Ifigeneia i Tauris« af Wecklein, 1876, og
E. Bruhn, 4. Opl., 1894). De øvrige er: »Hekabe«,
»Orestes«, »Alkestis«, »Andromache«, »De
Bønfaldende« (Hiketides), »Troerinderne«,
»Herakliderne«, »Helena« (udg. af Herwerden, 1895),
»Den vanvittige Herakles« (fortolket af von
Wilamowitz-Moellendorff, 2 Bd, 2. Bearb. 1895),
»Elektra«, »Rhesos« og Satyrdramaet
»Kyklopen«. Nyere Udgaver af hele E. er besørgede af
Kirchhoff (2 Bd, 1855), Nauck (3. Opl., 3
Bd, 1892-95), Murray (3 Bd, 1902-10); partielle
Udgaver af Porson (1797-1801), G. Hermann (8
Stykker, 1831-40), Prinz & Wecklein 1878-1902,
H. Weil (7 Stykker, 2. Udg., 1879). Scholierne
til E. er samlede af W. Dindorf (4 Bd, Oxford
1863); de værdifuldeste er paa ny udgivne af
Schwartz (2 Bd, 1887-91). - De betydeligste
af E.’s Dramaer er oversatte paa Dansk af
Wilster 1840, »Medeia« i ny Bearb. ved Müller og
Thomsen, 1911; de øvrige af Christensen Schmidt
(1875), »Ion« af Thor Lange (1911); »Ifigeneia i
Aulis«, »Alkestis« og »Hippolytos« af Gertz
(1913-14). (Litt.: Patin, Études sur Euripide
(6. Opl. 1883, 2 Bd); Masqueray, E. et ses
idées [1908]; Steiger, »E., seine Dichtungen
und seine Persönlichkeit« [1912]).
K. H.
Euripos [æ^u-] (gr.: Sund), Navnet paa
den mellemste og smalleste Del af det Sund,
som skiller Euboia fra det faste Land.
Nygrækerne kalder E. Egribo, et Navn, som
særlig bruges om det smalleste Sted af Sundet,
ved Chalkis, og som ogsaa anvendes til at
betegne Øen Euboia, hvilket gl. Navn det længe
næsten fortrængte. Af Italienerne dannedes
Egribo om til Negroponte, og fra dem er
denne Betegnelse for Øen Euboia gaaet over i
de fleste nyere Sprog, indtil i de senere Aar
det gl. Navn atter er kommet i Brug. Paa det
smalleste Sted ligger en Klippeø, der skiller
Sundet i to Dele, hvoraf den vestlige Arm er
lavvandet, hvorimod den østlige ved Chalkis er
dyb og har stærk Strøm. Da Euboia 411 faldt
fra Athen, gjordes Løbet smallere ved
Opfyldninger, og en Træbro opførtes, som ved at
spærre for Athenæernes Skibsfart igennem E.
tilføjede dem stor Skade; den afløstes senere af
en Stenbro, der i de sidste Aar er blevet
ombygget. Man fortalte i Oldtiden, at Strømmen i
E. skiftede regelmæssig, Cicero siger: 7 Gange
om Dagen og 7 Gange om Natten; men allerede
Livius tvivler om, at den skifter med saa stor
Regelmæssighed. Nutidens Undersøgelser har
ligeledes vist, at Strømmen ikke skifter saa
regelmæssig.
V. S.
Eurit [æ^u-], se Kvartsporfyr.
Eurofen [æ^u-],
Isobutylortokresyljodid, opstaar ved Indvirkning af Jod paa
Isobutylortokresol. Det er et gult, amorft Pulver,
uopløseligt i Vand, letopløseligt i Vinaand og
Æter; E. lugter svagt safranagtig og har
fremragende antiseptiske Egenskaber; det finder
Anvendelse i Kirurgien i St f. Jodoform, da det
ikke er giftigt og kun udbreder svag Lugt.
(O. C.). R. K.
Europa [æ^u-] (hermed 2 Kort). Kortene viser
os E. som en Halvø af Asien eller rettere af
det eurasiske Kontinent (Eurasien). I de
østlige Middelhavsegne fik E. sammen med Asien
og »Libyen« (Afrika) »Verdensdels« Rang.
Navnet E. er sandsynligvis afledet af det semitiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
