- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
564

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kyster og omgivende Have. - Geologi og Overfladeforhold.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

mod S. fryser i det mindste Kysterne og
Bugterne til. Fra det nordlige Ishav trænger
Barents Havet ind over Fastlandssokkelen; det
fortsætter sig mod S. i Tschaksja Bugten, der
begrænser Halvøen Kanin, og i det hvide
Hav
(84000 km2) mellem Halvøen Kola og
Finland. Den vestlige Del af Barentshavet naas
af Udløbere fra Golfstrømmen, og er derfor i
Reglen aaben for Sejladsen hele Aaret; men dets
større østlige Del saavel som Hvidehavet er i
Alm. kun c. 100 Dage af Aaret isfri. - 2) Fra
Kanalen, Vesterhavet, Østersøen og Hvidehavet
til de nordligste Kyster af Middelhavets
vestlige Bækken, Adriaterhavet og Sortehavet
udbreder sig E.’s kontinentale Stamme,
hvis Nordrand altsaa har en nordøstlig
Retning, medens Sydranden omtr. følger den 45.
Breddegrad. Denne Fastlandets Hovedmasse er
saaledes mod V. temmelig smal, og har næsten
en Halvøs Karakter, men bliver mod Ø.
bestandig bredere og mere kontinental for til sidst
at gaa jævnt over i det asiatiske Fastland. -
3) Sydeuropa bestaar, ligesom det
nordvestlige E., af Halvøer og Øer. Her strækker
Middelhavet sig ind i den gl. Verdens
Fastlandsmasse med en vest-østlig Udstrækning
af c. 3750 km og med et Areal af 2 1/2 Mill. km2,
ell. med Sortehavet 3 Mill. km2. Middelhavet
bestaar i Virkeligheden af fl. dybe Bassiner,
som er opstaaede ved Brud og Indsænkninger,
og som ved forholdsvis smalle Farvande er
forbundne med hinanden. Det 14 km brede og 320
m dybe Gibraltar Stræde fører fra Atlanterhavet
ind i det vestlige Middelhavsbassin, som mod
V. begrænses af den firkantet-massive
pyrenæiske Halvø, mod Ø. af den smalle
Halvø Italien og Øen Sicilien, medens
det mod N. danner Golfe du Lion og
Genova-Bugten. Den undersøiske Ryg, som bærer Øerne
Corsica og Sardinien, deler dette
Bassin i to mindre, et vestligt (største Dybde 3150
m), der rummer Øerne Balearerne, og et
østligt, det tyrrheniske Hav (3730 m). Det 140 km
brede og 325 m dybe Farvand mellem Sicilien
og Nordafrika samt det smalle og temmelig
lavvandede Messina-Stræde mellem Sicilien og
den ital. Halvø fører ind i det østlige
Middelhav, fra hvis Hovedbassin, der danner E.’s og
Lilleasiens Sydrand, mindre Bassiner strækker
sig mod N., omsluttende den store og
uregelmæssige Balkanhalvø. Saaledes ligger
mellem det sydlige Italien og Grækenland det
ioniske Hav, som i sin sydlige Del nær den
gr. Kyst rummer Middelhavets største Dybde
(4400 m). Strædet ved Otranto fører herfra ind
i det lange og smalle adriatiske Hav
(132000 km2), hvis nordlige Del er Fladsø.
Mellem Grækenland og Lilleasien ligger det
ægæiske Hav med sin Rigdom af Øer. Det smalle
og lavvandede Stræde Dardanellerne fører ind
i Marmarahavet, hvorfra det endnu smallere
Bosporus fører til Sortehavet (424000 km2),
hvis større sydlige Del er et over 2000 m dybt
Bassin, medens den nordvestlige Bugt mellem
Donaus Delta og Halvøen Krim er særdeles
lavlandet, hvilket ogsaa gælder det asovske Hav,
som kun gennem Strædet ved Kertsch staar i
Forbindelse med Sortehavet. Det egl. Middelhav
modtager kun faa større Floder og har p. Gr. a.
det varme og tørre Klima en stærk
Fordampning, som fjerner mere Vand end Floderne
tilfører. Sortehavet modtager derimod fl. store
Floder, og disse tilfører mere Vand, end der
bortgaar ved Fordampning. Som Følge af disse
Forhold er Middelhavets Saltholdighed (3,9 %)
større end det aabne Oceans (3,5 %), hvorimod
Sortehavets Saltholdighed kun er 1,5-1,8 %.
I Bosporus og Dardanellerne gaar derfor en
saltfattig Overfladestrøm fra Sortehavet til det
ægæiske Hav, medens det saltrigere
Middelhavsvand som en Understrøm søger den modsatte
Vej til Sortehavet; og i Gibraltar-Strædet gaar
en Overfladestrøm fra Oceanet til Middelhavet,
og en Understrøm af Middelhavsvand flyder ud.
Da de nævnte Stræder er temmelig lavvandede,
er disse Udvekslinger af Vand mellem Havene
indskrænket til de øvre Lag. Saaledes formaar
Atlanterhavets kolde Bundvand ikke at trænge
ind i Middelhavet, hvis Dybdetemperatur
derfor er ret betydelig, nemlig 12,7°, hvilket
svarer til den koldeste Maaneds Middeltemperatur
i disse Egne. Oceanets store Strømme trænger
ikke ind i Middelhavet, og Tidevandet er ikke
meget betydeligt; men Forskellen mellem
Bassinernes Tidevandsbølger fremkalder
Tidevandsstrømme i de forbindende Stræder, bl. a. den i
Oldtiden berygtede Charybdis i Messina-Strædet.

I Rigdom paa Indhave og deraf omsluttede
Halvøer og Øer overgaar E. langt de andre
Verdensdele. Det samlede Areal af Halvøer og
Øer forholder sig til Kontinentalstammens Areal
som 1:2. Dertil kommer, at Kystens Længde
meget forøges ved en Uendelighed af større og
mindre Fjorde og Bugter. E. har i øvrigt
mange forsk. Kyst-Typer, som vil findes skildrede
under Art. om de enkelte Lande. Det europ.
Fastlands samlede Kystlængde er beregnet til
77903 km, ell. 1 km for hver 119 km2 af
Fastlandets Areal, medens Afrika kun har 1 km
Kystlængde for hver 1067 km2. Denne rige
Kystudvikling har for Menneskelivet en dobbelt Bet. Paa
den ene Side har den i høj Grad fremmet
Udviklingen af Søfart og Handel. Intet Punkt i
Vesteuropa ligger over 500 km fra Havet, og
det er kun ved E.’s kontinentale Østgrænse, at
Afstanden fra Havkysten naar 1500 km. Paa
den anden Side har den stærke Sønderdeling
i Halvøer og Øer fremmet Udviklingen af
selvstændige, velafgrænsede Stater, en Tendens,
som yderligere styrkes ved Verdensdelens
komplicerede Relief.

Geologi og Overfladeforhold.

Vor Verdensdels nuv. Skikkelse er Resultatet
af en lang Udvikling. Jordens indre Kræfter har
gentagne Gange omskabt E.’s Relief. I Jordens
Urtid fandt Bjergkæde-Foldninger rimeligvis
Sted overalt; men de dengang dannede Bjerge
er forlængst nedbrudte, skønt Urtidens
Bjergarter, de krystallinske Skifre, endnu bærer
Vidne om den stærke Foldning og
Sammenpresning I Jordens Oldtid har der to Gange fundet
vældige Bjergkædedannelser Sted, nemlig i
Beg. af Devontiden og i Kultiden. Saaledes
opstod i Beg. af Devontiden de kaledoniske
Bjerge, der strakte sig fra det nordlige Irland
over Skotland og op gennem Norge. I Midten af


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:52:12 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/7/0588.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free