Print (PDF) - On this page / på denna sida - Plantevækst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mosserne (Sphagnum-Arter) især paa den »fugtige Tundra«, hvor Tørvemoser og Vandpytter ell. Smaasøer afveksler med hinanden, Lichenerne derimod mest paa de højere liggende Strækninger, den »tørre Tundra«; bl. Lichenerne maa fremhæves Rensdyrlaven (Cladonia rangiferina), der er af stor Bet. for Rensdyrhjordene. Paa Sydskraaningerne af Tundraens lave Højderygge findes ogsaa her og der Engstrækninger med Græsser og smukke blomstrende Urter (Saxifrager, Ranunkler, Forglemmigej, Limurter); træagtige Planter optræder kun i Form af lave forkrøblede Buske som Polarpil og Dværgbirk. Tundraens Sydgrænse (ell. Skovens Nordgrænse) gaar fra Varangerfjord i det nordligste Norge mod SØ. omtr. midt igennem Halvøen Kola og følger Ø. f. Hvidehavet tilnærmelsesvis Polarkredsen indtil Ural-Bjergene; dog findes enkelte Tundra-Øer S. f. Skovgrænsen, navnlig i Petschoras Opland, hvor de naar helt ned til 63° n. Br. 2) S. f. Tundraen breder sig Naaleskovsregionen med vældige Naale- og Birkeskove. Birken (Betula odorata) er det eneste Løvtræ, der naar frem til den nordlige Trægrænse. I den østlige Del af Naaleskovsregionen, som har de laveste Vintertemp. og den største Forskel paa Sommer og Vinter, er sibiriske Former fremherskende, saasom den sibiriske Ædelgran (Abies sibirica), Gran (Picea obovata), Lærk (Larix sibirica) og Zirbel-Fyrren (Pinus Cembra). Mod SV. og V. bliver europæiske Former mere alm., især Rødgranen (Picea excelsa) og Skovfyrren (Pinus silvestris), der sammen med Birken er de herskende Skovtræer i Finland og Nord- og Mellemskandinavien. Naaleskovens Sydgrænse forløber hovedsagelig mellem 58° og 56° n. Br., men naar dog ved E.'s Østgrænse længere mod S., idet de af Naaleskove dækkede Ural-Bjerge strækker sig til 52° n. Br. I den sydlige Del af Naaleskovsregionen optræder ikke faa Løvtræer, særlig paa Steder, der i klimatisk Henseende er begunstigede; her forekommer Eg (Quercus pedunculata), Ask, Elm, Lind, Ahorn, Hassel o. fl. Ikke hele Naaleskovsregionen er dækket med Skov. Fugtige Omraader, med ufuldkomne Afløbsforhold, rummer betydelige Enge og Moser med en rig Flora af Græsser, Halvgræsser og Urter; paa tørre Strækninger, med ufrugtbar Sand- ell. Klippebund, findes store Lyngheder. Skovløs er ogsaa Bjergenes Højfjeldsregion. Skovgrænsen ligger i det nordlige Skandinavien 200-500 m o. H., i det sydlige Skandinavien henved 1000 m o. H.; Fjeldvidderne ovf. Skoven har en Vegetation, der minder om Tundraen. - I den sydlige Del af Naaleskovsregionen har Agerdyrkningen taget ret store Arealer i Brug; her lykkes endog mange Steder Hvedeavlen. Mod N. aftager Agerbruget stærkt, selv om Byggen paa særlig begunstigede Steder kan dyrkes meget nordligt, paa Norges Vestkyst saaledes indtil 70° n. Br., i Finland til hen imod Polarkredsen, i det nordlige Rusland til omkr. 65° n. Br. Kartoflen dyrkes i nogle Tilfælde endog N. f. Kornavlens Grænse. I den nordlige Del af Naaleskovsregionen er kun meget smaa Arealer ryddede af Agerbrugerne, og dette Omraade er endnu for største Delen Skovland. - Karakteristisk for Naaleskovsregionen er dens Rigdom paa vilde Bærplanter, især Multebær (Rubus Chamæmorus), Tyttebær (Vaccinium Vitis Idæa), Blaabær (Vaccinium Myrtiilus) og Tranebær (Oxycoccus palustris). 3) Løvskovsregionen kaldes den sydlige Del af det europ. Skovomraade; det mildere Klima tillader her en længere Vegetationstid end mod N., og derfor er det mest de løvfældende Træer, der præger Skovene. Skovfyrren findes ganske vist over næsten hele Skovregionen, og Rødgran er udbredt over det meste af Mellemeuropa, skønt den mangler som vildtvoksende Træ i de vestlige Lande (Danmark, britiske Øer, det vestlige Holland og Belgien, Vest- og Mellemfrankrig). Ogsaa Ædelgran (Abies pectinata) og den østerrigske Fyr (Pinus Laricio) er vigtige Skovtræer i Mellemeuropa. Men langt større Rolle spiller Løvtræerne, af hvilke især to Slægter er karakteristiske, nemlig Eg og Bøg. Sommer-Egen (Quercus pedunculata) naar, som allerede nævnt, op i Naaleskovsregionen, idet dens Nordgrænse paa Norges Vestkyst ligger under 63° n. Br., i Sverige paa Højde med Gefle, hvorfra den forløber gennem det sydligste Finland til Petrograd og herfra mod SØ., saa at den ved Foden af Ural ligger under 55° n. Br.; i Løvskovsregionen slutter sig hertil Vinter-Egen (Q. sessiliflora) o. fl. a. Egearter (Q. pubescens, Q. conferta, Q. Cerris). Særlig karakteristisk for den vestlige Del af Løvskovsregionen er Bøgen (Fagus silvatica), som kræver en ret lang og varm Sommer (mindst 10° i 5 Maaneder) og en ikke ubetydelig Fugtighed under Vegetationsperioden. Bøgen mangler i Irland og Skotland, det meste af Skandinavien og næsten hele Rusland; Nordgrænsen for dens Udbredelse gaar midt igennem Storbritannien, passerer det sydligste Norge og skærer Sverige S. f. Vänern og Vättern. Østgrænsen gaar omtr. fra Königsberg til Donaus Munding. Ø. f. Bøgens Udbredelsesomraade bliver Løvskovsregionen smallere, og allerede V. f. Uralbjergene forsvinder den helt, saa at Naaleskovsregionen her grænser direkte til Steppen. I det milde vesteuropæiske Klima naar fl. af Middelhavsregionens Planteformer langt op mod N. i Løvskovsregionen. Ædelkastanien vokser i Frankrig, det sydvestlige Tyskland og det sydlige England; Middelhavsfyrren (Pinus Pinaster), Stenegen (Quercus Ilex) og Laurbærtræet (Laurus nobilis) naar gennem det sydvestlige Frankrig op til Bretagne, Jordbærtræet (Arbutus Unedo) naar til Cornwall og det sydlige Irland, Kristtorn (Ilex Aquifolium) endog til Skotland og det sydlige Norge. Det sydvestlige Frankrig er saa rigt paa Middelhavsplanter, at det danner et Overgangsomraade til Middelhavsregionen. - Ogsaa i Løvskovsregionen afbrydes Skoven af Enge, Moser og Lyngheder. I Bjergene kan der skelnes mellem forsk. Vegetations-Zoner. Løvskoven ophører i Alperne ved 1400 m Højde, i Harzen ved 600 m Højde, og ovf. findes Naaleskoven, som bestaar af Rødgran, Lærk, Bjergfyr (Pinus montanus) og i Alperne og Karpaterne ogsaa af Zirbel-Fyr. Skovens øverste Grænse ligger i Alperne over 2000 m o. H., i Harzen ved 1000 m, og oven for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
