Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - evocati (lat.), »opraabte«, »udkaldte«, *c: udtjente Folk af den rom. Hær, der paa ny forpligtede sig - Evoë, se Euoi. - Evokation (lat.), hos Romerne - 1) Udskrivning af Mandskab til Krig (evocatio militiæ), - 2) Besværgelse af Afdødes Aander (evocatio inferorum, manum, mortuorum), - 3) en højtidelig Ceremoni, hvorved rom. Præster foran en fjendtlig By besvor dennes Skytsguder om at forlade den - Evolena (Évolène), Landsby i Schweiz, Kanton Wallis, 18 km SØ. f. Sion (Sitten) - evolere, se Evolution. - Evolut, se Evolvent. - Evolution (lat.) er en Bevægelse med en sluttet Afdeling, der har en Formationsforandring til Maal - Evolution, Evolutionslære, se Udviklingslære. - evolutio spontanea (lat.), Selvudvikling, kaldes den særegne Maade, hvorpaa et i Skraaleje liggende Foster kan fødes - Evolvent (mat.) - Evolventhjul, se Tandhjul. - evolvere (lat.), udvikle, udfolde; udbrede sig. - Evora, By i det sydlige Portugal, Ærkebispesæde og Hovedstad i Prov. Alemtejo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Evoë [’e’-], se Euoi.
Evokation (lat.), hos Romerne 1)
Udskrivning af Mandskab til Krig (evocatio militiæ), 2)
Besværgelse af Afdødes Aander (evocatio
inferorum, manum, mortuorum), 3) en højtidelig
Ceremoni, hvorved rom. Præster foran en
fjendtlig By besvor dennes Skytsguder om at forlade
den og drage over til Romerne. I Middelalderen
betegnede E. Pavens Ret til at drage
Retssager bort fra Hjemlandets Domstole under sin
egen Myndighed og Domsmagt; i det tyske Rige
betegnede E. en lgn. Ret for Kejseren til at
drage Retssager fra de til Riget hørende Stater
ind under sig, mod hvilket Staterne søgte at
værge sig. I Frankrig er E. (évocation) en
Overrets Ret til at drage en Sag til sig, inden den
er afgjort af Underretten, og undersøge den.
(V. S.). H. H. R.
Evolena (Évolène), Landsby i Schweiz,
Kanton Wallis, ligger mellem høje Bjerge 18
km SØ. f. Sion (Sitten), i Val d’Hérens eller
Eringer-Dalen 1378 m o. H. (1910) 1261 kat.
Indb., der driver Kvægavl og desuden har stor
Indtægt af de mange Gæster, der opholder sig
her p. Gr. a. Stedets sunde Klima og den
storartede Bjergnatur.
G. Ht.
evolere, se Evolution.
Evolut, se Evolvent.
Evolution (lat.) er en Bevægelse med en
sluttet Afdeling paa Øvelses- ell. Valpladsen,
der har en Formationsforandring til Maal. -
evolere, foretage en E.
B. P. B.
E. (Søv.), en samlet Manøvre med Skibene
i en Eskadre, hvorved denne forandrer Kurs
ell. overgaar fra en Orden til en anden. De
almindeligste Ordener, i hvilke en Eskadre
sejler, er Kølvands-, Front- ell. Kolonneorden. Da
Afstanden mellem Skibene i en Eskadre i
Reglen er meget ringe, kræver Evolering stor
Agtpaagivenhed fra Skibschefernes Side for at
undgaa Kollision. Som Sikkerhedsforanstaltning
lukkes der derfor altid i Skibene »vandtæt
overalt«, naar der evoleres. Udførelsen af de
E., som en Eskadre ved Signaler fra
Eskadrechefen faar Ordre til at foretage, findes
angivet i en Evolutionsbog.
H. E.
Evolution, Evolutionslære, se
Udviklingslære.
evolutio spontanea (lat.),
Selvudvikling, kaldes den særegne Maade, hvorpaa et
i Skraaleje liggende Foster kan fødes. Først
kommer Skulderpartiet frem, saa trænges den
sammenbøjede Krop ned forbi Hovedet, og dette
fødes sidst. Noget saadant er kun muligt ved
døde, opblødte (macererede) Fostre, ell. meget
smaa levende Fostre; er Fostret større, vil der
være stor Fare for Moderen, og Fostret vil dø.
Lp. M.
Evolvent (mat.). Tænker man sig, at der
om Cirklen paa Fig. er viklet en uendelig tynd
Snor, hvis Endepunkt falder i A, og at man
dernæst tager fat i dette Endepunkt og vikler
Snoren af saaledes, at det fri Snorestykke RB
stadig tangerer Cirklen, vil Endepunktet
beskrive den saakaldte Cirkelevolvent ell.
Cirkelafvikler (AB). For hvert nyt Valg af Punktet A
faas en ny E., og foregaar Afviklingen til den
modsatte Side, faas en Gren AC symmetrisk med
den første m. H. t. Linien gennem O og A.
Sættes i St f. Cirklen en Polygon med et meget
stort Sideantal, vil B, naar Snoren under
Afviklingen drejer sig fra en Side hen paa den
næstes Forlængelse, beskrive en lille Cirkelbue
med de to Siders fælles Vinkelspids som
Centrum, altsaa stadig bevæge sig i en Retning
vinkelret paa Snoren, og dette vil vedblive
at gælde, naar man gaar over til Cirklen
igen ved at gøre Polygonens Sider
uendelig smaa; BR er følgelig E.’s Normal i B,
og da dens Skæringspunkt med den umiddelbart paafølgende
Normal falder i R, vil R være E.’s Krumningscentrum. Cirklen
kaldes E.’s Evolut eller Afviklede. Paa
samme Maade har enhver plan Kurve
uendelig mange E. eller Afviklere og een Evolut,
hvis E. den er, og som tangeres af dens
Normaler og er geometrisk Sted for dens
Krumningscentrer. En Rumkurve har ligeledes
uendelig mange E., og ved i hver af dens Punkter
at vælge en Normal saaledes, at Rækken af
valgte Normaler tangerer samme Kurve, faar
man en Evolut til den, ɔ: en Rumkurve, for
hvilken den givne Kurve er E., men Evolutten
vil her ikke indeholde den givne Kurves
Krumningscentre.
Chr. C.
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
