Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eystein Haraldssøn, norsk Konge, ( -1157) - Eystein Magnussøn, norsk Konge, ( -1123) - Eystein Meyla, norsk Partihøvding i 12. Aarh. ( -1177) - Eysteinn Asgrímson, en af de faa navngivne Digtere paa Island i 14. Aarh. - Eystein Orre, norsk Høvding i 11. Aarh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev 1142, 6 Aar efter Faderens Død, af fl.
ansete Stormænd hentet over til Norge, hvor
han paa Øreting toges til Konge paa de
Vilkaar, at han skulde dele Herredømmet med
sine yngre Brødre Sigurd Mund og Inge.
Mellem Brødrene herskede der jævnlig Uenighed;
dog holdt som oftest E. H. og Sigurd Mund
sammen mod den tredie Broder Inge og hans
Raadgivere. 1153 gjorde E. H. et Tog til
Orknøerne og hærgede derefter paa Skotlands og
Englands Kyster, vistnok det sidste Vikingetog,
nogen norsk Konge har foretaget. 1155 blev
Sigurd Mund dræbt paa Gregorius Dagssøn’s
Foranstaltning; men paa Forholdet mellem E.
H. og Inge øvede dette ingen Indflydelse, idet
E. H. vilde hævne Sigurd’s Død. Han brændte
Gregorius’ Gaard Bratsberg. Der blev mæglet
Forlig, men dette blev ikke staaende ved Magt,
og 1157 samlede begge Konger Folk for at
drage mod hinanden. Men E. H., der var alm.
forhadt for sin Karrighed, fik kun halvt saa
mange Mænd som Inge, og hans Hær
formindskedes yderligere ved Rømninger. Han tog
Flugten ind gennem Sognefjorden og over Land
til Viken, hvor han igen samlede Folk. Paa
Rygtet om, at Kong Inge nærmede sig, flygtede
alle paa een Mand nær. En af Kong Inge’s
Mænd fandt E. H. ved Fors i Bohuslen og
dræbte ham (21. Aug. 1157). E. H. blev begravet
i Fors Kirke, og der gik snart Rygter om, at
der skete Undere ved hans Grav. Hans
Fjender vanhelligede den ved at øse Suppe, kogt
paa Hundekød over den. Paa det Sted, hvor
Drabet foregik, og hvor Liget nedsattes,
fremvældede der Kilder, der endnu kaldes Skt Østens
Kilde, og i Almuens Minde er Sagnet om
Kongens Drab knyttet dertil.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Eystein Magnussøn [’ø^istæ^in-], norsk
Konge, Søn af Kong Magnus Barfod, var 14 Aar
gl, da han 1103 ved Faderens Død sammen med
sine Brødre Sigurd Jorsalfare og Olaf toges til
Konge. Da Sigurd foretog sit berømte Korstog
til det hellige Land (1107-13), blev E. M.
hjemme i Landet, hvis Tarv han varetog med
Klogskab og Mildhed. De almennyttige
Indretninger, han herunder fik i Stand, gjorde ham
alm. elsket. Ved fredelige Underhandlinger
bragte han saaledes Jemtland, der i det sidste
Aarh. havde isoleret sig, tilbage til det gamle
Moderland. Han indførte Forbedringer i
Lovene, der i hans Tid til Dels blev optegnede,
sørgede for at ophjælpe de nordlandske Fiskeres
Kaar, byggede Havne ved Agdenæs og Kirker,
lod opvarde Fjeldovergangene og opførte de
første Fjeldstuer paa Dovrefjeld, saa de
Rejsende her slap at lide Nød. Bergen
forskønnede han ligeledes med forsk. Bygninger,
hvorhos han her grundlagde det store Munkelivs
Kloster. E. M.’s fredelige Idrætter skaffede ham
alm. Folkeyndest og stillede i visse Kredse,
navnlig vel i Trøndelagen, Broderens
berømmelige Korstog rent i Skygge. Som Følge heraf
saa denne skævt til E. M., og det kom jævnlig
til Rivninger mellem dem. E. M.’s Sindighed
hindrede imidlertid aabent Brud. Da E. M. døde
1123, var der almindelig Landesorg over den
folkekære Konges bratte Bortgang.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Eystein Meyla [’ø^istæ^in-’mæ^ila], norsk
Partihøvding i 12. Aarh., var Søn af Kong
Eystein Haraldssøn. Endnu meget ung af Aar
(Navnet Meyla bet. en liden Pige) rejste han
1174 Birkebeinernes Parti mod Erling Skakke
og hans Søn Kong Magnus Erlingssøn. Han fik
Understøttelse af den sv. Jarl Byrge Brosa og
opholdt sig i den første Tid fornemmelig i
Viken, men foretog 1176 et Tog til Trondhjem,
hvor han paa Øreting lod sig udraabe til Konge.
Fra Nidaros lagde han Vejen over Orkedal,
Gudbrandsdal, Thoten, Hadeland og Ringerike,
og det var hans Agt at overrumple Kong
Magnus i Tunsberg. Paa Re i Ramnæs Præstegæld
paa Vestfold blev Birkebeinernes Skare i Beg.
af Jan. 1177 mødt af Kong Magnus’ Tropper og
efter en haardnakket Kamp slaaet paa Flugt.
Paa denne blev E. M. dræbt.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Eysteinn Ásgrímson [’æ^istæidn-’a.sgri.m
sån], en af de faa navngivne Digtere paa
Island i 14. Aarh. Efter først at have været Munk
i Þykkvibær, hvor han siges at være blevet
straffet, fordi han pryglede sin Abbed (c. 1343),
blev han Officialis til Helgafell 1349. Efter at
have opholdt sig i Norge 1355-58 kom han til
Island i Egenskab af beskikket Visitator. Som
saadan havde han Sammenstød med Biskop
Gyrdr (1349-60), der bandlyste E. A. 1360
rejste denne til Norge, men døde kort efter sin
Ankomst i Elgesæter. E. A. var en selvstændig
og noget trodsig Karakter. Dette mærker man
dog ikke synderlig til i hans berømte Digt
»Lilja« (Liljen), det eneste, vi kender af ham.
Digtet bestaar af 100 Vers i hrynhent
Versemaal; da det er saa godt som fuldstændig frit
for Omskrivninger, er det meget let at forstaa.
Det handler om Verdens Skabelse, Fristelsen og
Syndefaldet, Jesu Fødsel, Liv og Død,
Opstandelse og Himmelfart m. m., hvortil kommer
Betragtninger over Synd og Fortabelse, foruden
forsk. mere subjektive Bemærkninger. Særlig
lovprises Jomfru Maria i Digtets Slutning. Digtet
udmærker sig i lige Grad ved Klarhed og
Simpelhed i Sprog og Fremstilling som ved den
barnlige Tros lidenskabelige Varme, den
umiddelbare Friskhed, samt ved den folkelige,
naivdrastiske Udtryksmaade, der er fuldstændig fri
for enhver Svulst og Unatur. Naar hertil
kommer et aldeles glimrende Versifikationstalent, er
det ikke underligt, at Digtet har opnaaet en
Berømmelse langt ud over Landets Grænser.
Det er sikkert et af de bedste religiøse Digte
overhovedet i Middelalderen. I sin Hjemstavn
nød det en saadan Anseelse, at det blev til en
Talemaade, at »alle gerne vilde have digtet
Lilja«, og det blev naturligvis et staaende
Forbillede for senere Tiders religiøse Digte. (Udg.
findes i Biskop F. Jonsson’s Hist. Eccl. Isl. II,
»Den isl. Skjaldedigtning«, II. »Lilja« er særlig
udg. af E. Magnusson 1870, overs. paa Dansk
af F. Magnusson 1820, paa Svensk af A.
Åkerblom 1916, paa Norsk-Dansk af Fr. Paasche
1915).
F. J.
Eystein Orre [’ø^istæ^in-], norsk Høvding i
11. Aarh., Søn af Thorberg Arnessøn paa Giske
(jfr Arnmødling-Ætten) og Ragnhild,
Datter af Erling Skjalgssøn paa Sole, fulgte 1066
sin Svoger Kong Harald Haardraade paa hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
