Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ezzelino III da Romano, (1194-1259), nedstammede fra en tysk - Eötvös, Josef, Baron, ung. Statsmand og Forf, (1813-1871)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adelsfamilie. Faderen E. II, der ejede mange,
men spredte Besiddelser i Paduas,
Veronas og Vicenzas Distrikter, laa stadig
i Strid med de mægtige Kommuner, og
som Dreng blev E. sendt som Gidsel til
Verona. 1221 gik Faderen i Kloster og delte
sine Besiddelser mellem sine to Sønner Alberich
og E., saaledes at denne fik Godserne omkr.
Treviso. E. var 1226 blevet Podesta i Verona,
men mistede snart Magten og kom i Strid med
Padua, den mægtigste af Stæderne i det
nordøstlige Italien. Ved Folkets Hjælp lykkedes det
ham imidlertid atter at gøre sig til Herre over
Verona (1230), og medens baade han og hele
hans Slægt tidligere havde været welfisksindede,
sluttede han sig nu til Kejser Frederik II. I
Kejserens Tjeneste erobrede han 1236 Vicenza,
og Padua overgav sig det flg. Aar til E., hvem
Frederik II havde overdraget Kommandoen
over Rigshæren, i Spidsen for hvilken han
hurtig underkastede sig hele Markgrevskabet
Treviso. E. blev senere kejserlig Vikar over
Landet mellem Trento-Bjergene og Floden Oglio
og gift med Frederik’s uægte Datter Selvaggia.
Herskelyst og Hævnsyge var det bevægende
Princip i E.’s Karakter, og han bukkede snart
ganske under for disse Drifter. Medens han
tidligere havde haft Ord for at være højmodig,
blev han nu grusom, ja umenneskelig mod sine
Modstandere, og tillige begyndte han at anse
de erobrede Lande som sin Privatejendom og
tragtede efter at stifte et eget Rige. Han er
saaledes en Forløber for den ital. Signoria, hvis
Blomstringstid falder i 14.-15. Aarh., og har
som saadan megen Interesse; ingen af hans
talrige Efterfølgere har overgaaet ham i
Ringeagt for Midlerne, men ligesom de senere
»Tyranner« styrede han sine Lande med megen
Dygtighed og Klogskab. Efter Frederik II’s
Død (1250) optraadte han ganske som
uafhængig og udvidede stadig sine Besiddelser, dog
understøttede han Konrad IV. Hans Fjender
fandt Understøttelse hos Paven Alexander IV,
der prædikede Korstog mod ham, og Venedig
samt fl. Fyrster tog Korset. Det lykkedes de
Allierede, der lededes af Ærkebispen af Mantua,
at erobre Padua (1256), men E. slog dem 1258
ved Torricella. Paa et Tog ind i Lombardiet
blev E. saaret ved Cassano-Broen og faldt i
Fjendens Hænder (1259). Kort efter berøvede
han sig selv Livet i Fængslet ved at afrive sine
Forbindinger. Aaret efter blev hans Broder,
Alberich, fanget og sammen med sine Børn
henrettet under de frygteligste Pinsler. (Litt.:
Mitis, Storia d’E. d. R. [1896]).
(M. M.). J. L.
Eötvös [’ötvö∫], Josef, Baron, ung.
Statsmand og Forf, f. 3. Septbr 1813 i Buda af en
gl Adelsslægt, d. 2. Febr 1871. Allerede 1830
som Student i Pest udgav han tre Skuespil,
som gjorde Lykke, og oversatte Goethe’s »Götz
v. Berlichingen«. Efter at have taget
Advokateksamen 1833 rejste han 1836-37 i Tyskland,
Sverige og Vesteuropa og skrev efter sin
Hjemkomst et Skr. om Fængslernes Reform, der
fremkaldte en omfattende Drøftelse af dette
Spørgsmaal og gav Stødet til vigtige
Forbedringer. Samtidig udkom hans Roman
»Karteuseren«, der regnes bl. de bedste Værker i den
ung. Litt., og senere fulgte to andre,
»Landsbynotaren« (3 Bd 1844-46), der skildrer Livet
paa Landet i Ungarn og Adelsvældens Misbrug,
og »Ungarn 1514« (1847-48), en Fremstilling af
Bondeopstanden i det nævnte Aar. 1840 tog E.
Sæde i Magnathuset, sluttede sig til den
frisindede Retning under Grev L. Batthyanyi og
vandt Ry som Taler. Han kæmpede særlig for
religiøs Ligestilling og for Statens
Uafhængighed af Kirken. Ogsaa var han Medarbejder ved
Kossuth’s Blad og tog her med Dygtighed
Ordet for at hævde Statens Enhed og
parlamentariske Styrelse i Modsætning til dem, der
foretrak den gl. Grevskabsselvstændighed og derved
i Virkeligheden gjorde al ordnet Forvaltning
umulig. Marts 1848, da Ungarn fik sit første
Ministerium, blev E. Kirke- og
Undervisningsminister; han hørte her ligesom Deak til den
maadeholdne Retning og holdt fast ved
Foreningen med Østerrig. Han fik ogsaa Forslaget om
at kalde de ung. Regimenter hjem fra
Norditalien forkastet. Da det trak op til et Brud
med Hoflet i Wien, opgav E. Septbr 1848 sin
Ministerpost og bosatte sig i München, indtil
1851. Herfra udgav han to grundige, politiske
Skr »Nationaliteternes Ligeberettigelse« (1850)
og »Det 19. Aarh.’s Ideer« (2 Bd, 1851) og
udviklede heri, hvorledes Striden mellem
Folkeslagene skulde fjernes ved Indrømmelse af
politisk og borgerlig Frihed. Denne Grundsætning
blev han tro ogsaa i den flg. Tid, og han
fremsatte den paa ny 1859 i »Garantierne for
Østerrigs Magt og Enhed«, idet han paa den ene
Side forsvarede Monarkiets Sammenhold, men
paa den anden krævede stor Selvstændighed
for de enkelte Lande og særlig for Ungarn. I
samme Aand affattede han en Adresse for ung.
Notabler til Kejseren, som dog paa dette
Tidspunkt ikke vilde modtage den. 1861 valgtes E.
til Rigsdagens Underhus og stod tillige med
Deak og Andrassy i Spidsen for det liberale
Parti. Endelig Febr 1867, da Ungarns Ret
godkendtes, blev han ligesom 19 Aar forud Kirke-
og Undervisningsminister; gennemførte 1868 en
Folkeskolelov med alm. Skolepligt og tog
virksom Del i Forhandlingerne om
Nationalitetsloven. Skien 1866 var E. Formand for det ung.
Videnskabs Akademi. 1879 rejstes for ham et
Mindesmærke i Buda-Pest paa E.-Pladsen.
E. E.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
